Rygterne er det rene opspind (11. februar)

 

De forskellige medier er begyndt at komme med rygter på samlebånd omkring hvilke spillere Barça vil købe og sælge til sommer. De fleste af disse rygter er det pure opspind.

 

Lad os få overstået den største gang vås til at starte med. Madrid avisen As hævder, at der er intern splid i Barça, fordi Guardiola ønsker at Henry bliver, mens bestyrelsen for Barça vil sælge ham for at skaffe penge til et nyindkøb. Det As har glemt er, at den der køber og sælger hos Barça er Guardiola. I vores klub har træneren fuldstændig magt til at beslutte hvem der skal blive og hvem der skal rejse.

 

Man vil helt sikkert påstå, at de bedste spillere i verden vil komme til Barça og finde på nogle navne blandt de aktuelle spillere som vil rejse. Man skal slet ikke tage sig af den slags rygter. Der bliver ikke mange ændringer i vores trup til næste sæson. Måske to indkøb. Et til midtbanen og et til backpladserne, i fald Sylvinho ikke bliver. Men ikke mere. Så lad være med at lytte alt for meget til den konstante sladder.

 

I radiostationen Onda Cero udtrykker Samuel Eto’os bror meget klart, at Sammys ønske er at blive hos Barça. Både Guardiola og klubbens ledere ønsker at camerouneren bliver. Således betyder det ikke alverden om Inter vil have ham eller ej.

 

Messi har understreget at han er lykkelig hos Barça og betragter klubben som sit hjem.

 

Vi skal ikke tage os af den lange strøm af rygter der kommer fra de spanske sportsaviser. Bare her denne onsdag morgen fortæller Sport: ”Beckenbauer foretrækker at sælge Ribéry til Barça frem for til Real Madrid. Barça og Real Madrid følger Douglas. Eto’o der i går var på vej til Inter vil nu blive”. Allerede i eftermiddag er avisen sikkert klar med flere.

 

Lad os i stedet koncentrerer os om det sportslige. Vi skal bakke holdet og trænerne op. Så skal vi nok få noget at glæde os over i slutningen af maj.

 

Foto: Sylvinho

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 11-02-2009 06:29

 

Nyhedsoversigt