Jeg kan ikke bevare pessimismen længere (9. februar)

 

Jeg havde engang en kæreste der kaldte mig Pessijohn, fordi jeg var for pessimistisk. Peps drenge evner sandelig at få sat en stopper for det. Jeg kan lige så godt sige det lige ud. Efterhånden er det umuligt at få armene ned.

 

Eto’o 21 ligamål i 21 ligakampe

 

Således er han blot fem mål fra sin bedste personlige rekord, siden han kom til Camp Nou. Det var i sæsonen 2005-06, hvor Barça vandt ligaen og Champions League at han lavede 26 mål i 34 ligarunder. Nu har camerouneren nettet 21 gange i sine 21 ligakampe. Blot er han gået glip af en runde i ligaen. Det var imod Valencia grundet karantæne, så han kunne være med i El Clásico imod Real Madrid.

 

De seneste kampe har vi ellers ikke set meget til camerouneren. Sådan er Eto’o. Nogen gange virker det som om han ikke er med. Andre gange, som i aftes, bidrager han med mål og defensivt arbejde.

 

17 af de 21 mål er kommet på Camp Nou. Fire på udebane. Næsten altid scores de på samme måde. 21 er med fødderne. Blot et med hovedet.

 

Når Camp Nou overgiver sig til en højre back

 

Da han kom til Barça satte mange spørgsmålstegn ved om de 29,5 millioner euro samt bonus på op til seks ikke var for meget. Man sagde at han aldrig ville blive som Alves hos Sevilla. Man havde ret og man tog fejl. Alves blev en meget bedre spiller end den højre back der havde kongelig status på Sánchez Pizjuán. I går, da han havde scoret sit tredje ligamål, overgav Camp Nou sig fuldstændigt til brasilianeren og sang hans navn. Ikke bare grundet hans løbepensum. Ikke bare grundet de bolde han stjæler. Ikke bare fordi Alves sammen med Messi udgør den bedste højreflanke i verden.

 

Det bedste ved Alves er ikke måden han forsvarer på. Teoretisk set er han højre back. Men tror nogen på det? Det bedste ved ham er, hvordan han angriber. To gange sang Camp Nou hans navn i kor i går. Både første og anden gang var det helt fortjent. Da han scorede et Messisk mål bøjede stadion sig dybt. Han lavede det hele selv. Stjal bolden, spillede sig op gennem feltet og sendte den i kassen på et højrebensdrøn. Og da Guardiola tog ham ud i slutminutterne brølede Camp Nou "Alves, Alves!". Naturligvis. Leder man efter en højre back med tre mål og syv målgivende assists i La Liga, så kom og se Alves.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 09-02-2009 07:11

 

Nyhedsoversigt