Tillykke med de 18 år, Bojan (28. august)

 

Så sent som i tirsdags omtalte kommentatorerne på Barça TV Bojan Krkic som ”drengen”. Selvom han har været fast med på førsteholdet et år, fylder Barças unge angriber først i dag 18 år. Endnu et skridt fremad for Bojan Krkic.

 

Til dato har han sat den ene rekord efter den anden. Debut på Barças førstehold 16. september 2007 på Reyno de Navarra imod Osasuna, og siden da er han ikke stoppet med at gøre store fremskridt. Han er den yngste spiller der har debuteret i Champions League da han var 17 år og 22 dage gammel og den yngste målscorer for Barça i den spanske liga. Bojan scorede sit første mål i denne turnering 20. oktober 2007 imod Villarreal.

 

Og hvad er den bedste fødselsdagsgave Barça kan give ham? Når Joan Laporta sidst på dagen vender tilbage fra Champions League lodtrækningen i Monaco forventer Sport at Bojan er tilsagt på hans kontor, for at underskrive en ny kontrakt som giver spilleren og klubben papir på hinanden til 2013. Det bliver hans første professionelle kontrakt. Bojan har til nu spillet på en aftale der blev indgået da han var 16 år gammel, mens han spillede for filialen. Den nye kontrakt er forhandlet på plads. Man har blot ventet på at Bojan skulle blive myndig, før autografen skulle sættes på papiret.

 

Bojan skriver under for fem sæsoner, hvilket betyder en forlængelse på yderligere to år. Hans indtægter stiger i løbet af perioden. Hans frikøbsklausul sættes op fra 60 millioner euro til 80 millioner euro, hvilket bringer ham op på siden af spillere som Touré, Abidal og Milito, men dog under de største stjerner som har en klausul på 150 millioner euro.

 

Med denne gestus gør Barça det tydeligt at man tror på Bojan. Man vil have at hans succeser skal blive i den blårøde trøje.

 

Se Sports fødselsdagsvideo.

 

Fra Barça.Dk ønskes Bojan naturligvis også tillykke!

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 28-08-2008 07:40

 

Nyhedsoversigt