Barça vandt Den Spanske Super Cup (24. august)

 

Som han havde lovet, gik Guardiola ud med alt imod Athletic. Således var Ibrahimovic med fra start og det var første gang A-kæden fik lang tid inden udskiftningerne kom i gang. Eneste overraskelse var at Maxwell spillede på venstrekanten i stedet for Abidal.

 

Et studium af den nye angrebstrio Messi, Ibra og Henry sammen viser, at Zlatan slet ikke ligner Eto’o. Mens camerouneren opholder sig det meste af tiden i feltet og kun nødtvunget trækker ned i banen, er Ibra særdeles bevægelig. Han trak ned på kanten og skabte derved plads, så hans holdkammerater kunne gå med i angrebet.

 

Derfor spredes chancerne hos Barça nu langt mere ud. Xavi, Piqué, Keita, Messi og Henry havde alle mulighed for at score i en første halvleg hvor de blårøde sad på alt. Guardiolas mænd havde bolden og viste at de er i stand til at gøre hvad som helst med den. I første halvleg manglede det blot, at man fik bolden det sidste lille stykke over stregen.

 

Ibrahimovic var tættest på. Messi kontrollerede bolden med brystet og fandt svenskeren. Men hans forsøg blev afværget af målmand Gorka.

 

Athletic tænkte tydeligvis mere på Europa Cup kampen på torsdag og begrænsede sig til at forsøge med hårdt spil, som særligt gik ud over Messi.

 

I anden halvleg var catalonierne mere udslagsgivende. Fem minutter inde i halvlegen spillede den også denne aften energiske Xavi sin nye holdkammerat Zlatan der fandt Messi som let kom forbi Koikili og med en fin bevægelse sendte bolden ind bag Gorka.

 

Målet var særdeles velfortjent. Selvom slaget nu var fuldstændig afgjort, spillede Barça fortsat for at underholde og gik efter endnu et mål. Chancerne kom på samlebånd. En centrering fra Ibra som Messi ikke nåede, et skud fra Xavi som gik ud, en afslutning fra Puyol på træværket osv.

 

Der måtte et tvivlsomt straffespark til som Ustaritz begik imod Alves. Det scorede Messi på (2-0).

 

Med kampen afgjort valgte Guardiola at spare Ibrahimovic. I stedet kom Bojan ind. Ved første lejlighed han rørte bolden, betød det mål. Efter en stor forsvarsfejl af Athletics forsvar var Bojan så alene i feltet at han i alderdomshjemstempo kunne gå bolden i mål.

 

Således fik Barça sin fjerde titel i 2009. Hvem ved om den femte kommer på fredag når 3+ i stedet for Simpsons sender opgøret fra Monaco imod Shakhtar.

 

Barcelona: Valdés; Alves, Puyol, Piqué (Pedro, min.76), Maxwell; Xavi, Touré, Keita; Messi, Ibrahimovic (Bojan, min.71) og Henry (Busquets, min.75).

 

Athletic Club: Iraizoz; Iraola, Ustaritz, X. Etxebarria, Koikili; David López (Iturraspe, min.60), Orbaiz, Gurpegui, Gabilondo; Etxeberria (Toquero, min.56) og Díaz de Cerio (Ion Vélez, min.46).

 

Dommer: Velasco Carballo, Madrid. Gule kort: X. Etxebarria (min.16), Puyol (min.21), Touré (min.34), David López (min.44), Toquero (min.63), Ustaritz (min.68) og Xavi (min.77).

 

Mål: 1-0, min.50: Messi. 2-0, min.68: Messi. 3-0, min.72: Bojan.

 

Tilskuere: Skuffende 61.083 på Camp Nou.

 

Spilledato: 23. august 2009.

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 24-08-2009 08:07

 

Nyhedsoversigt