Optakt til Barça – Athletic Bilbao (23. august)

 

FC Barcelona oplevede 14 magiske dage mellem den 13. og den 27. maj. I kronologisk rækkefølge vandt man Copa del Rey, mesterskabet og Champions League. The Triple. I dag d. 23. august, 88 dage efter seneste titel, har man mulighed for at forøge høsten med den fjerde titel i 2009 og den første i sæsonen 2009–2010.

 

Resultatet som Pep Guardiolas drenge opnåede i første opgør (1-2) på San Mamés sidste søndag, foranlediger til at tro at FC Barcelona får sin ottende spanske Super Cup, den anden imod Athletic Bilbao og den sjette på Camp Nou. Endvidere vandt man den på Vicente Caldéron i november 1992 og på La Peineta i august 1996.

 

Men catalonierne skal ikke tage noget for givet. I de elleve spanske Super Cup kampe Barça har spillet på Camp Nou er det blevet til fem sejrer, tre gange uafgjort og fire nederlag. Man har scoret 21 mål og indkasseret 17. I en enkelt spansk Super Cup kamp brugte Barça grundet ombygning det olympiske stadion Montjuïc som hjemmebane og opnåede på det der ikke længere er Espanyols hjemmebane det bedste resultat ved at besejre Atlético Madrid i første opgør med 5–2 i 1996.

 

De fem gange Barça har erobret Super Cuppen på sin hjemmebane, har man kun ved en lejlighed, hvilket var sidste gang imod RCD Espanyol, evnet at vinde kampen (3–0). I de tidligere er man faldet imod Athletic (0–1) i 1983, det blev til uafgjort imod Atlético Madrid (1–1) i 1991, man tabte imod Zaragoza (4–5) i 1994 og imod Betis (1–2) i 2005.

 

For anfører Carles Puyol kan det blive tredje gang han løfter trofæet i denne turnering. Han fik det også i 2005 og 2006 imod henholdsvis Betis og Espanyol. I givet fald vil det blive rekord. Tidligere anfører der for Barça har løftet trofæet er: José Vicente Sánchez (1983), Andoni Zubizarreta (1991 og 1992), Eusebio Sacristán (1994) samt Gica Popescu (1996).

 

”Dette er en finale, og jeg vil ikke spare nogen”, lover Pep Guardiola. Han vil have den fjerde titel og fortsætte stimen inden rejsen til Monaco. Iniesta og Márquez er stadig ude grundet skadesproblemer. Ellers er alle mand klar.

 

Reservespækket Athletic mandskab

 

Helt så ihærdige er man ikke hos Athletic Bilbao der er mere fokuserede på kvalifikationen til Europa League, hvor man skal have besejret norske Tromsø. Således stiller baskerne i Barcelona med en formation der slet ikke ligner det ypperligste træner Caparrós kan præstere. De to faste midterforsvarer Ocio og Amorebieta bliver hjemme grundet mindre skavanker og spares til på torsdag. Yeste, Susaeta, Javi Martínez, Muniain og De Marcos bliver også i Bilbao. Llorente tager med, men det er sandsynligt at han ikke spiller fra start. Derimod kan vi få debut til midterforsvaren Mikel San José der i sidste uge kom til klubben fra Liverpool.

 

Sandsynlige startformationer:

FC Barcelona: Pinto/Valdés; Alves, Puyol, Piqué, Abidal; Xavi, Touré, Keita; Messi, Ibrahimovic og Henry. 

Athletic Bilbao: Iraizoz; Iraola, Ustaritz, San José, Koikili; David López, Orbaiz, Gurpegui, Gabilondo; Toquero og Díaz de Cerio.

 

Se kampen på 6eren fra kl. 21 55.                         

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 23-08-2009 08:41

 

Nyhedsoversigt