Barça.Dk klar til en ny sæson (13. august)

 

I dag spiller FC Barcelona sæsonens første officielle kamp. En god anledning til at skrive et par ord om Barça.Dk, og også lige fortælle at vi starter en afstemning om Barças slutplacering i La Liga.

 

For det første skal jeg lige sige, at en læser har gjort opmærksom på at aftenens opgør vises via Barça TV Online, så der er ingen grund til at lade sig nøje med Internet radioen. Jeg var så sikker på at det ikke var tilfældet, at jeg ikke tjekkede det. Men dejligt at det sker. Man er meget velkommen til at skrive med den slags oplysninger, eller hvis jeg skulle komme til at lave fejl.

 

Ellers vil Barça.Dk blot fortsætte som hidtil i den nye sæson. Det vil sige at stof prioriteres i denne rækkefølge:

 

1. FC Barcelonas bedste fodboldhold

2. Barça Atlètic. Det tidligere Barça B

3. AXA Barça (basket)

4. Andre spanske fodboldklubber

5. Andre sportsgrene hos Barça

 

Der bliver ikke nogen opprioritering af håndbold grundet det store danske islæt den kommende sæson hos Barça. Denne sportsgren har ikke min store interesse. Dog bliver håndbold og andre sportsgrene som noget nyt medtaget i Resultatsektionen. Det er bevidst at der kun er links. Denne hjemmeside laves alt overvejende af en person, og jeg ønsker at resultatservicen skal passe sig selv. Jeg vil hellere bruge tiden på at give folk de historier om Barça man ikke kan finde andre steder på dansk. ”Jamen, har det ikke kun interesse for Barça fanatikere?” Jo, men det er også dem Barça.Dk laves for.

 

Lidt af samme grund bruger jeg heller ikke Barças egen hjemmeside fcbarcelona.cat særlig meget. Den har jo efterhånden fået en rigtig god engelsk sektion. Det sprog går jeg ud fra at langt de fleste kan forstå. Så derfor vil mange nok foretrække at besøge denne side i stedet for at få artikler oversat her.

 

Kilderne til mine historier er generelt:

 

1. sport.es

2. elperiodico.cat

3. elentorno.com

4. elmundodeportivo.es

5. marca.es

6. lavanguardia.es

 

Endvidere ser og hører jeg også en del spansk-catalansk tv og radio og bruger også nyheder herfra.

 

Med ønsket om en succesrig sæson.

 

Visca Barça.

 

John B. Jensen

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 13-08-2008 18:57

 

Nyhedsoversigt