Real Madrid køber talenterne, mens Barça producerer dem (18. august)

 

Der er forskellige måder at forsøge at nå succesen på i fodbold. Men der er himmelråbende forskel mellem de  metoder Barça og Real Madrid har brugt i det seneste årti. Når Real Madrid går på markedet og indkøber Ozil, Canales, Pedro León, Khedira eller Di María, så bekræfter det, at Real Madrid har smidt deres eget talentarbejde over bord. Klubben har endvidere denne sommer solgt to unge juveler: Rodrigo der var med til at sikre Spanien EM sølv for u19 landshold samt Marcos til henholdsvis Benfica og Girona. Barça derimod finder løsningerne på La Masia: Fontás, Jonathan, Thiago og Oriol Romeo.

 

Real Madrid køber spillere hvis niveau på banen endnu er en ubekendt størrelse for 74 millioner euro, mens Barça fortsætter med sin plan, under Pep Guardiolas og Luis Enriques kyndige ledelse.

 

Alle Real Madrids nye spillere har en spændende profil. Men der er ikke tale om galaktiske stjerner. Kun den seneste nyerhvervelse Ozil, der har brilleret ved et VM, kan vel siges at være et nogenlunde etableret navn. Der tales om en spiller der tegner til at kunne blive til noget stort, men han har endnu ikke udvist regelmæssighed. Pedro León har skilt sig ud på et mindre hold som Getafe, og vi mangler endnu at se hvordan han gør sig på topplan. Khedira er sandsynligvis en spiller der passer godt til Mourinhos system. Men han er også som en melon der endnu mangler at blive åbnet. Di María har vist gode evner for at skyde på mål, men kun i den portugisiske liga.

 

Mourinho plejer at være en træner der går efter  succes fra dag 1. Han er ikke en klubbens mand som Guardiola er det hos Barça. Tværtimod plejer portugiseren at komme, vinde og forsvinde. Når han er væk efterlader han ikke vanligvis stabilitet. Chelsea opnåede ikke at få styr på tingene efter at Mou var rejst før man hentede Ancelotti.

 

Guardiola insisterer derimod den ene gang efter den anden på at man skal tro på de unge talenter hjemmefra. Han tvinger aldrig klubben til noget, og sætter sin egen fremtid på spil ved at ønske kontrakter der kun gælder et år af gangen.

 

Under Guardiola har der været givet debut til et dusin talenter hjemmefra. Spillere som Pedro og Busquets har gjort sig til stjerner. De unge får chancen, mens deres jævnaldrende hos Real Madrid godt kan glemme drømmene om en førsteholdsdebut. Det er ikke fordi Real Madrid ikke producerer gode unge spillere. Men de må søge udenfor Valdebebas for at få chancen. Vidste I at der i den spanske liga er mere end 60 spillere der har fået deres fodboldopdragelse hos Real Madrid? Det drejer sig bl.a. om Mata, Jurado, Negredo, Filipe Luis og Soldado.

 

Udenfor Spanien er Real Madrids cantera repræsenteret med folk  som Eto’o og  Cambiasso. Nu Raúl og Guti er rejst, så er det faktisk kun Casillas der i Mous forventede startformation er en spiller af egen avl.

 

Nogen vil måske sige at Barça fans ikke skal give Real Madrid gode råd. Men her alligevel et til Florentino: Begynd dog at give dine egne talenter chancen i stedet! Og så ser vi hvem der er stærkest.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 18-08-2010 08:08

 

Nyhedsoversigt