Javi Martínez, Ozil og Mata er alternativerne, nu Cesc ikke kommer (7. august)

 

Cesc Fàbregas bekræftede i går, at han ikke forlader Arsenal denne sommer. Spørgsmålet er jo så, om Pep Guardiola henter en anden spiller op nedefra, eller om han vælger at indkøbe en erstatning. I fald han går på markedet, skulle der ifølge Sport være tre muligheder.

 

Favoritten skulle være Javi Martínez, der er spansk landsholdsspiller og har en profil der meget ligner Cesc. Der tales endvidere også om tyske Mesut Ozil der dog spiller længere fremme på banen og om Valencias Juan Mata der dog spiller venstre wing.

 

Ozil ville være den billigste, da han har kontraktudløb med Werder Bremen i 2011. Landsholdsspilleren har ladet sin arbejdsgiver vide, at han ikke har til hensigt at forlænge aftalen. Derfor er Werder interesseret i et salg, mens der endnu kan komme nogle penge i kassen for ham.

 

Han er blot 21 år gammel, men det virker som om de store europæiske klubber alligevel er lidt bange for at satse på ham, trods en god VM slutrunde.

 

Javi Martínez har haft en flot sæson hos Athletic Bilbao. Han fylder 22 år den 2. september. Hans høje niveau i den spanske liga bragte Martínez så langt som til det spanske A-landshold, hvor han debuterede 29. maj imod Saudi Arabien. Javi fik sågar 18 minutter ved VM imod Chile. Hans frikøbsklausul er på 30 millioner euro. Men i Bilbao har man ingen hensigter om at sælge sit stjernefrø, selvom man ville kunne få omkring 25 millioner euro for ham.

 

Når nyindkøbet ikke hedder Fàbregas, kan det være at Pep Guardiola foretrækker at forstærke venstrekanten. I givet fald vil han sandsynligvis gå efter Juan Mata.

 

Asturianeren har en frikøbsklausul på 60 millioner euro, hvilket Barça ikke vil betale. Valencia ser ikke ud til at være parat til at sælge sit bedste aktiv efter David Villas afgang (FC Barcelona), David Silva (Manchester City) og Nikola Zigic (Birmingham).

 

Men Valencia har endnu ikke tilbudt Mata kontraktforlængelse, som man har lovet ved adskillige lejligheder, og spilleren har udtrykt at han ikke er tilfreds med at blive i appelsinbyen. Den nuværende kontrakt udløber i juni 2012.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 07-08-2010 08:14

 

Nyhedsoversigt