Optakt til LA Galaxy  - Barça (1. august)

 

Når Barça kl. 5 i morgen tidlig dansk tid møder LA Galaxy i Los Angeles bliver der et minuts stilhed forinden til minde om Bobby Robson. Og det bliver ikke kun hos de blårøde der bliver megastjerner. Lionel Messi får selskab af ingen ringere end David Beckham.

 

Englænderen har nogle lette smerter i ryggen, men han regner med at blive klar. ”Det håber jeg. Jeg tror på at jeg vil blive klar. Jeg føler mig meget bedre tilpas end i går”, udtaler den tidligere Real Madrid spiller til Sport. ”At Barça kommer er en ære for os. At spille imod et sådant hold. Imod disse spillere. Leo Messi er ikke en af de bedste, men den bedste i verden, hvorfor vi spillere venter i spænding”. Den blonde herrer skulle ikke være særlig populær blandt de lokale tilhængere grundet hans tydelige lyst til at være blevet i europæisk fodbold.

 

LA Galaxy er ikke det bedste hold i USA. Men det er holdet som sælger bedst. Således regner man med omkring 90.000 tilskuere på stadion. Ud over Beckham vil mange også kunne nikke genkendende til USA’s helt store stjerne Landon Donovan. Men man har de seneste måneder hentet mange spillere til klubben, da man vil helt i top i MLS.

 

Hos Barça kan vi se frem til at se Pep Guardiola give debut til nogle af de spillere som havde ferie en uge længere og ikke var med i London: Xavi, Puyol, Piqué, Busquets og Alves. Vi skal dog ikke vente os at se Andrés Iniesta, da han stadig er påvirket af den virus der har givet manden fra Fuentealbilla maveproblemer.

 

Andre hos Barça der kan få debut på Rose Bowl i Los Angeles er de tre skadede Maxwell, Henry og Márquez som nu har fået lægernes tilladelse til at spille. De vil lidt efter lidt få mere spilletid.

 

Henrique, der er kommet tilbage fra en udlejning til Leverkusen, vil nok kæmpe det bedste han har lært for at overbevise Guardiola om, at han netop er den midterforsvarer misteren har brug for.

 

Ingen tvivl om at vi får Bojan Krkic at se. Forsæsonens topscorer med to mål er grundet Ibrahimovics skade og fordi Henry skal i gang lidt efter lidt sikret spilletid både i dag og i de kommende opgør.

 

Kan kampen ses på tv i Danmark? Ikke mig bekendt. I Spanien vises den også først søndag omkring middagstid. Om en eller anden amerikansk Internet tv station sender den direkte ved jeg intet om.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 01-08-2009 09:39

 

Nyhedsoversigt