Cruyffs klumme:
Intet af det som er blevet gjort forud fortsætter i semifinalerne (21. april)
Af Johan Cruyff (El Periódico)
Uanset hvor meget Barça snubler i ligaen, uanset hvor meget man
litterært bevæger sig på kanten, så begynder jeg ikke at tænke anderledes: Europa
er en anden historie. En anden turnering. Og der er en anden indstilling når
man skal i gang med det. I overmorgen, Barça-Manchester United. Der bliver kamp
om det. Jeg er overbevist om det. Det vil der altid blive så længe man gør
tingene godt. Eller det som ligner, uden at begå dumheder.
Imod det som størsteparten kan tænke netop nu, så har dem der er
valgt til at spille talent og fodboldmæssige argumenter, ikke bare til at
modstå englænderne, det bedste af alle holdene i Premier League, men til at
sætte sig på dem med en fodboldstil der for dem som minimum er lidet vandt. Det
handler ikke om at opfinde noget. Boldbesiddelse og positionsspil. Og så skal
der forsvares fremadrettet. Jeg stræber ikke efter at alle skal spille ens.
Hver klub, hvert land og hver kultur har sine egne identitetskendetegn. Når
Manchester United har Cristiano Ronaldo, har Barça Messi. Når Fergusons hold
har Rooney, besidder Barça Eto’o. Mens mandskabet fra Old Trafford kan regne
med Tévez, har Barça Bojan, Henry. Scholes? Iniesta. Rio Ferdinand? Milito.
Hvad angår individuelt talent står det teknisk uafgjort.
Dikter stilen
Spørgsmålet drejer sig om hvem der dikterer sin stil overfor hvem.
Hvad der angår Barça, skal der være individuelt talent så længe som det er
muligt, men alle skal de samlet optræde som hold. Uden balance som hold kan den
individuelle genialitet, inklusiv Messi, ikke blive effektiv. Ingen bør gå i
krig for hans skyld. Heller ikke hvis kampen bliver grim og fordrejet. Sågar
der må man spille som et hold, og man må tænke at ikke alt bør blive løst på
Camp Nou. Det er en duel over dobbelt opgør. Det må man aldrig glemme.
Set fra et blårødt synspunkt, bør balancen som hold altid rettes
hen mod at dominere spillet. Med andre ord, bolden har jeg, jeg begår ikke dumheder
ved den horisontale pasning, og jeg sætter reglerne. Og det kan jeg altid gøre
så længe jeg dominere positionsspillet. Naturligvis ikke når du har bolden, men
når du mister den.
Jeg har mange gange forklaret konceptet med at forsvare
fremadrettet. Jeg siger ikke at man bare skal spille den rundt. Jeg siger at
der bliver muligheder for at spille den rundt. Men for at der skal blive kamp,
bliver det basalt at satse på at forsvare fremadrettet. Med andre ord at spille
med alle kæderne fremme. Forsvaret, langt fra dit eget straffesparksfelt.
Midtbanespillerne skal i længere tid betræde modstanderens banehalvdel og ikke
deres egen. Og angriberne skal placerer sig over modstanderforsvaret og således
kunne åbne banen med to mænd på kanten. Det meget hollandske koncept er enkelt.
Hvor har United hele deres talent? Fra midtbanen og fremad. Hvor befinder deres
dårligste fodboldspillere sig? I forsvarslinien. Og med dårligere hentyder jeg
til at de er teknisk ringere udstyret, ikke mindre fysisk stærke.
Når du således ved at de dårligste spillere hos modstanderholdet
er dem som spiller bagude, så pres dem. Et godt pres provokerer fejl i
modstanderens pasning, fordi de er dårligt udrustet til det. Således stjæl
bolden. Og således får din modstander problemer. Det er nemt at sige og meget
vanskeligt at håndhæve. Det er sandt. Og at gøre det forudsætter en god
holdorganisation eller det jeg kalder positionsspil. Gå ind i deres spil, tab
tossede bolde, gå ind i sammenstødet og du får en første- og andenkamp. Der er
du død.
