Cruyffs klumme:
United frygter også Barça (14. april)
Af Johan Cruyff (El
Periódico)
Barça har ikke noget at gøre der. Manchester United vil give os en
sæk… Det virker som en konkurrence om at se hvem som kan sige det mest
tydeligt. Lad os se hvem der er mest pessimistisk. Jeg ved at Barça tilhængere har
det med at tænke sådan. Når de gør status vejer det negative mere end det
positive. Men hvis det tjener til noget, deler jeg ikke denne opfattelse.
Skulle De give os en sæk? Hvorfor? Det er der ingen grund til. Uanset hvor lidt
godt man gør tingene, har Barça minimum de samme muligheder som United for at
nå til finalen.
Det er fordi de er rigtig gode. Sandt nok. Det er de. Af de tre
englændere i semifinalerne, er Manchester United for mig det bedste af de tre.
Det er fordi de løber meget. Et øje på den påstand. Deres fodboldstil, den alle
englændere har, giver en falsk fornemmelse af at de løber mere end nogen. Til
at begynde med så holder de, selvom størsteparten af deres trupper er
udlændinge, fast på filosofien om lange bolde og at løbe en sprint på 40 meter.
Det er meget iøjnefaldende. Således udnytter de at der bliver store tomrum på
midtbanen og fremad. Hvis de ofte spillede på udebane, ville disse tomrum blive
meget mindre.
Senere er der en anden detalje. Når de mister bolden og holdet
folder sig sammen, forsvarer minimum to af deres angribere ikke. Og det de ikke
brænder af defensivt, udnytter de i angrebsaktioner. Og jeg kan forsikre at det
trætter meget med mange sprints over ti meter end nogle få over 40, for mellem
den ene og den anden bliver der tid til at hvile og at tage en indånding.
En kamp til at lære af
Liverpool-Arsenal den anden dag var til at lære af. Bevæbnet
bagude i første halvleg, lod Liverpool Arsenal berøre bolden til hudløshed. De
dækkede ikke tæt op, men to meter væk. I anden halvleg ændrede protokollen sig.
Liverpool gik over til at dække op mand mod mand. Det gav en fornemmelse af
pres tæt på, og der ramte hverken den ene eller den anden rigtigt ved mere end
to boldberøringer i træk. Det er der at denne fornemmelse vælder frem om at de
løber mere end andre. For ved ikke at have kontrol over positionsspillet opstår
der mangel på kontrol, og det er ud fra dette vi oplever disse opgør der
afgøres over to kampe. Det er fantastisk for tilskuerne. Men de gør det i
individuelle krige som virker kollektive fordi ingen sparer sig.
Jeg ser det på en anden måde. Selvom man anerkender deres
aflevering, hos et engelsk hold som presser og leder efter den lange pasning,
kan du deaktivere dem ved at holde på bolden og bevæge den hurtigt. Og hvis du
ved at du fjerner råolie ved at stjæle bolden og med en lang pasning, ved du
allerede hvor du skal være opmærksom: Ved din horisontale pasning. Det
forsikrer jeg.
Lige som jeg siger at af de tre englændere er Manchester United
den bedste, er jeg helt overbevist om at de tænker præcis det samme om Barça.
At af alle semifinalisterne er de blårøde de stærkeste. Og dem som kan spille
mest anderledes fra det som de er tilvænnet. Sågar er Arsenal, om hvem mange
siger at de har meget fra Barça, yderst anderledes. De nærmer sig i det der
angår den gode boldbehandling. Ud over Adebayors offensive talent, lider
Arsenal af mangel på en ting som Barça har: Folk på kanten. Folk som kan åbne
banen, skabe tomrum og spille en imod en. Der er Messi noget for sig selv,
Bojan et talent i fremgang og Dos Santos en interessant ressource.
