Optakt til Recreativo – Barça (12. april)

 

Det er måske nok et Barça mandskab med masser af problemer både på og udenfor banen der lørdag spiller i Huelva. Men Barça er det eneste hold i La Primera som Recreativo aldrig har opnået at slå i sine 120 års historie.

 

Andalusierne har dog to positive detaljer at hænge optimismen på. Barça har i tre udekampe ikke vundet, mens Recre i to kampe i træk ikke har tabt på deres hjemmebane.

 

Recre befinder sig tre point over nedrykningsstregen og skal således bruge points til at trække sig op i sikkerhed. Frank Rijkaards hold har brug for sejren, så man kan genindtage andenpladsen i La Liga og holde fast i det efterhånden meget spinkle håb om mesterskab.

 

Leo Messi er tilbage i truppen hos Barça. Argentineren er kommet sig over den muskelskade han fik imod Celtic i Champions League og som har holdt ham ude en måned og en uge. Vi skal nok næppe forvente os at se ham spille andet end måske slutminutterne. Iniesta, Bojan og Henry står over denne gang med skader.

 

Rijkaards skadesproblemer påvirker særligt angrebet. Man skal ikke afvise at Ezquerro kan komme på banen fra start, hvilket i givet fald vil være første gang i denne liga. Blot 19 minutter har Santi hidtil fået. Den anden mulighed er at Rijkaard satser på en midtbane med Touré og Márquez ledsaget af Xavi så Gudjohnsen kan spille fremme sammen med Eto’o og Giovani.

 

Truppen ser ud som følger: Valdés, Pinto, Abidal, Thuram, Sylvinho, Zambrotta, Puyol, Milito, Edmílson, Márquez, Touré Yaya, Xavi, Gudjohnsen, Messi, Eto’o, Giovani, Víctor Vázquez og Ezquerro.

 

Se kampen på Kanal 5 lørdag fra 21 f55.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 12-04-2008 03:14

 

Nyhedsoversigt