Med bus til Milano (18. april)

 

FC Barcelona er grundet vulkanskyen fra Island nødsaget til at rejse til Milano i bus, for på tirsdag at møde Inter i første Champions League semifinale.

 

Oprindeligt havde Guardiola og co. tænkt sig at rejse til Italien på mandag. Men grundet det alternative transportmiddel er det blevet besluttet, at tage af sted via landevejene allerede denne søndag. En rejse på ca. tusind kilometer.

 

Til at starte med ville klubben rejse med fly til Nice eller Rom for derfra at køre i bus til Milano. Men nu er lufthavnen i Barcelona også lukket, hvorfor den tekniske stab har ændret planer.

 

Spillerne tog af sted omkring kl. 14 30 denne søndag. De overnatter i Cannes, hvorfra de mandag formiddag fortsætter rejsen og ankommer til Milano i løbet af eftermiddagen.

 

”Vi ankommer på den bedst mulige måde. Vi er ikke vænnet til den slags busrejser. Men vi har det helt fint fysisk”, udtaler Sergio Busquets om sagen. ”Det er ikke nogen undskyldning. På dette tidspunkt i sæsonen er hverken rejsen eller de mange kampe en undskyldning”.

 

”Der er også hold i 2. Division A og 2. Division B der rejser 17 timer i bus for at spille en fodboldkamp”, lyder det fra Pep Guardiola. Spillerne tager musik, film og forskellige spil med på rejsen.

 

Det alternative transportmiddel betyder i øvrigt også, at Dmitro Chygrinskiy, der ikke kan spille Champions League, bliver hjemme i Barcelona.

 

Det bliver i øvrigt den portugisiske dommer Olegario Benquerença der skal fløjte opgøret imod Inter. Så må vi håbe han kan nå frem. Lad os endvidere håbe, at vulkanskyen fortsætter med at hindre flyrejser frem til returopgøret i Barcelona, så Eto’o og co. også får disse vanskeligheder!

 

Se video fra afrejsen.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 18-04-2010 19:43

 

Nyhedsoversigt