2.095 underskrifter for at stille op ved præsidentvalget (14. april)

 

Der er længe til præsidentvalget 13. juni, og der vil stadig ske mange ting. Her og nu ser fire ud til at stille op, efter at Barças første vicepræsident Alfons Godall lod vide, at han trækker sig. De fire er: Agustí Benedito, Sandro Rosell, Jaume Guixà og Jaume Ferrer.

 

Ifølge FC Barcelonas love, skal disse for at kunne stille op indsamle 2.095 underskrifter blandt Barças medlemmer. Dette tal svarer til halvdelen af antallet af valgrepræsentanter Barça har. Disse udpeges 23. april. Der vil blive omkring 4.190 valgrepræsentanter. Halvdelen af dette udgør de førnævnte 2.095 underskrifter. Kandidaterne får to uger til at indsamle underskrifterne, hvilket nok vil ske i forbindelse med hjemmekampe.

 

Ved seneste opgørelse viste det sig, at Barça har måttet fjerne 6.881 medlemmer fra arkivet, da de ikke havde betalt. Således havde FC Barcelona på dette tidspunkt 168.185 klubmedlemmer. Af disse har 115.811 stemmeret på valgdagen. Stemmeret kræver at følgende krav skal være opfyldt: Man skal have været klubmedlem minimum et år, man skal være fyldt 18 år og man må ikke have fået sit medlemskab suspenderet.

 

Barças antal medlemmer er gået ned med 4%, hvilket efter alt at dømme skyldes den økonomiske krise der har ramt Spanien og Catalonien meget hårdt.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 14-04-2010 08:03

 

Nyhedsoversigt