Pellegrini også inde i billedet som kommende træner (4. april)

 

I vores afstemning om hvem der skal være Barças træner i næste sæson, kan man se at Laudrup og Mourinho er læsernes favoritter. Men i dag bringer Sport et nyt og meget interessant rygte, som det også kunne have været spændende at se læsernes mening om. Villarreals succestræner Manuel Pellegrini.

 

Mange mener at Villarreal er et vaske ægte mirakel. I 2006 forhindrede et brændt straffespark af Riquelme i sidste minut klubben i at nå Champions League finalen, hvor man i givet fald havde mødt FC Barcelona. Der er ingen tvivl om at det ikke er noget tilfælde at byen med blot 40.000 indbyggere har oplevet sådan en fodboldsucces de seneste år. Det er resultatet af et meget seriøst arbejde af en dygtig teknisk sekretær, præsident og træner; Manuel Pellegrini.

 

Dette har man naturligvis bemærket hos de store klubber. I England er Chelsea interesseret i at sikre sig succestræneren. Villarreal præsident Fernando Roig har besluttet at forlænge med ham. Han har en frikøbsklausul på to millioner euro. Det samme som Michael Laudrup og Ronald Koeman har hos henholdsvis Getafe og Valencia. Sport vurderer, at grundet den taknemmelighed Roig føler overfor sin træner, vil Villarreals præsident være nemmere at forhandle med om en nedsættelse.

 

Avisen hævder at Pellegrini er på listen over træneremner Barça arbejder med som mulig erstatning for Frank Rijkaard den kommende sæson. I bestyrelsen er der ikke enighed om hvem den kommende træner bør være.

 

Pellegrinis stil minder en del om Rijkaards. Der skal spilles godt, man skal have bolden, være ambitiøs og udføre et professionelt stykke arbejde.

 

Det virker som om Laporta og Roig i forbindelse med Barças seneste opgør imod Villarreal talte sammen i logen om situationen med Pellegrini.

 

En anden ting der taler for Peligrini er hans store faring som træner og hans evne til at bestyre massemedierne. Selvom Villarreal ikke er Barça, evner han at holde en behørig afstand til medierne med gensidig respekt.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 04-04-2008 09:28

 

Nyhedsoversigt