|
|
Cruyffs klumme: Det havde været bedre hvis Bayern ikke havde
indkasseret et 5-1 nederlag før besøget på Camp Nou (6. april) Af Johan Cruyff (El Periódico) |
Her hvor der mangler ni runder af ligaen, ser ingen sig som mester
og ingen i Anden Division. Hverken de to i toppen svigter og der er heller ikke
nogen som er dømt nede. I endnu en sæson bliver dette den mest hede zone af
alle. Fra Espanyol, som endelig igen vandt, til Almería. Ni points er den gode
forskel på 11 hold. For den som ikke får pulsen nok op grundet Barça –
Real Madrid, er der en verden af følelser fra midten og nedad i tabellen.
At vende tilbage til at spille for din klub efter en landskampspause koster altid. Og især hvis du er fra et af
holdene som har flest landsholdsspillere. Jeg syntes om hvordan Guardiola
sparede sine egne. Og jeg ville synes det samme hvis resultatet i Valladolid
havde været et andet. Ud over Valdés, var tre af de fire forsvarsspillere
friske (Puyol, Márquez og Sylvinho). Undtagelsen var Piqué, og det fordi der
ikke var en anden. Det var også en gennemtænkt opstilling på midtbanen. Xavi,
Keita og Busquets der havde fået mere eller mindre spilletid for deres
landshold. Fremme, to friske (Iniesta og Pedro) samt en der var uforbrændelig (Eto’o). Og på bænken, hvis du må lægge
hånd på dem, adskillige af de teoretiske faste mænd. Dette er et vildledende
koncept. For der er ikke et fast hold. En gang til, så planlægger man ikke
opgørene med 11 men med 14. Og sæsonerne bliver mere eller mindre lange ikke i
henhold til holdet, men til truppen som du bestyrer. Nogle ender med at spille
mere end andre, men en del af alles merit, spillere, trænere og lægers, er at
sikre den største indsats ved at bruge det største antal fodboldspillere.
En luksuskalender
Mens nogen giver sig til at ryste over kalenderen som Barça har
tilbage, udviser jeg stolthed. At befinde sig i dette stemmelag
er luksus. Og du skal ikke beklage dig over luksus. Startende med
udgangspunktet om at det bliver vanskeligt at nogen, ud over målmanden, ender
med at spille alle kampene som er tilbage, bliver det op til alle at få nået
målsætningerne. Og når alle føler sig vigtige, ser man at indsatsen hos
kollektivet bliver styrket.