Laudrup: Hvis ikke de vil have Ronaldinho hos Barça, henter jeg ham til Getafe

Sport 9. november 2007

Spørger: Toni Frieros

Oversættelse: John B. Jensen

I anledning af lørdagens kamp mellem Getafe og Barça, har Sport mødt Getafes danske træner Michael Laudrup, som tilbage i første halvdel af halvfemserne var en af stjernerne på det legendariske Dream Team hold der sikrede Barça fire mesterskaber i træk og klubbens første sejr i den fineste Europa Cup. Læs her Laudrups analyse af sit holds muligheder og af det nuværende Barça mandskab. Endvidere fortæller han også hvad Johan Cruyff har betydet for hans fodboldkarriere.

Vil De opleve en speciel fornemmelse, Michael?

Nej, nej. Jeg spiller ikke. Det bliver en rigtig dejlig kamp for drengene og for publikum. Når man får besøg af et hold som Barça, er alle meget motiverede.

Real Madrid har allerede spillet i Getafe, og se hvad der skete. (Real Madrid vandt 0-1).

Jeg tilstår, at jeg aldrig i mit liv som spiller havde set noget lignende. Et lille hold der havde mere end ti målchancer imod en af de store og ikke scorede et eneste. Det var utroligt.

Barça har mange problemer med at vinde udenfor Camp Nou. Sådan er cifrene.

Det er rigtig. Man er sårbar. Dette viser at vi beskedne kan have forhåbninger om at vinde over de store. Mine spillere ved at når Racing, Osasuna, Villarreal og Valladolid får point, hvorfor så ikke os?

Så. Hvorfor ikke?

Jeg kan i dag ikke arbejde fodboldmæssig kvalitet ind i mine spillere. Enten har de den, eller også har de den ikke. Det vi kan gøre er at arbejde med indstillingen og med taktikken. En spiller fra Getafe kan generobre en bold præcis på samme måde som en anden fra Barça. Og presse og få hurtighed ind i boldcirkulationen, og evne at vinde position og nå op i det modsatte felt. Dette kan du gøre uanset hvilke kvaliteter du har.

Er De videoelsker?

Man bør bruge det, men i en passende mængde. Det vigtigste er dit eget hold. Alle ved vi at Barça er bedre end os. Men Getafe kan blive bedre end Barça med hensyn til attitude, aggressivitet og kollektivt arbejde. Og jeg konstaterer at holdet også har spillet rigtig god fodbold.

Barça eller Real Madrid?

Ingen af dem står over den anden. Jeg forsikrer, at ved afslutningen af ligaen, bliver det dem som vil kæmpe om titlen, selvom de her i dag ikke udviser forskel i forhold til de andre. Jeg ville aldrig afskrive Sevilla, Valencia og sågar Villarreal, for de spiller fodbold på højt niveau.

På Camp Nou udviser Barça forskel.

Det er sandt. På sit stadion spiller de rigtig godt. De føler sig godt tilpas med så megen plads og ved at have bolden i så lang tid. Som Real Madrid, giver det Barça problemer ikke at have den. Man er ikke vant til at forsvare sig. Hvis Barça vil vinde ligaen, skal man forbedre sine resultater som udehold.

Før talte De om indstilling. Et øjeblik virkede det for mig, som om jeg foran mig havde selveste Johan Cruyff.

He, he! Noget om det er der. Selvfølgelig har en stor del af min måde at forstå fodbold på meget at gøre med alt det jeg lærte fra Cruyff.

El Dream Team! Et magisk ord.

Laudrup ville ikke være Laudrup, hvis han ikke havde haft heldet og privilegiet at spille på dette hold. Vi markerede en epoke, og vi bør betragte os som nogle privilegerede for at blive husket som medvirkende hos Dream Team. I fodboldverdenen husker folk på storholdene: Pelés Brasilien, Cruyffs Ajax, *La Quinta del Buitre, Sacchis Milan og el Dream Team. (*La Quinta del Buitre er kælenavnet for den generation af Real Madrid producerede spillere som dominerede spansk fodbold i sidste halvdel af 1980erne, navngivet efter Emilio Butragueño). Intet kan få dig til at føle dig mere stolt end at blive i folks erindring. Til syvende og sidst spiller vi fodbold for tilhængerne.

For dem som ikke oplevede Dream Team, hvad var essensen i Cruyffs filosofi?

Det er let: At vinde ved at spille godt, for hvis du spiller godt, vinder du næsten altid. Ikke?

Og hvad med at vinde selvom man spiller dårligt?

Hvis nogen kan love at man med ti onkler bagude altid får de tre point, så ville vi alle gøre det. Det er jeg ikke det mindste i tvivl om.

En lille fugl har sagt til mig at, det ikke er Ronaldinho, Henry eller Messi de tilbeder, men Iniesta.

Man har informeret Dem korrekt. Jeg er helt vild med ham. Han evner at gøre alt godt: en imod en, blik for spillet, fodbold ved første berøring og du kan sætte ham ind på enhver plads. Der går rigtig mange år før der kommer en anden Iniesta.

Det er sandt. På nogle måder minder hans fodboldspil om det De udviste.

Iniesta er mere komplet end Laudrup som fodboldspiller. For nu at sige noget, var jeg måske en smule hurtigere end han.

Nu vi taler om egne navne, tror De Ronaldinho er den samme som altid?

Jeg nægter at tænke at en fyr på 28 år er færdig. Hvis vi sammenligner ham med tidligere sæsoner er det sandt, at han ikke laver de samme ting. Men når han genfinder selvtilliden og når det igen går godt for ham i de en imod en situationer, som har gjort ham berømt, vil han på ny blive den vi kender. Og hvis ikke de vil have ham hos Barcelona, henter jeg ham til Getafe.

Ville De sætte Leo Messi på Deres hold?

Hold op, tvivlen fornærmer! Den knægt er utrolig. Han er en af de få fodboldspillere som aktuelt udviser forskel. Han og Iniesta har gjort mig forelsket. Nu vi taler om Messi; alle vi som befinder os i fodboldverdenen har pligt til at beskytte hans talent. Spillerne er menneskelige væsner. Med en så ufornuftig kampkalender som den vi har, tvivler jeg på at de kan yde maksimalt i mange år. Det de nationale forbund gør med så mange venskabskampe, nogle i Australien, Japan og Korea, skader klubberne og særligt fodboldspillerne.

Ja, vi bøjer os alle dybt i støvet for disse to og håber de holder niveauet til de er 50.

Det er et pokkers arbejde for Henry at udvise forskel.

Det er normalt, for spilsystemet der var hos Arsenal minder slet ikke om Barça. I London spillede holdet praktisk taget for ham, og man gjorde det på en meget mere direkte måde, ved at forsøge at komme op i fart for at spille Thierry fri. Her berøre holdet bolden meget mere, og det er vanskeligt for ham at finde tomrum. Henry har ikke anden udvej end at tilpasse sig Barça.

Om kort tid får Barça Eto’o med. Og med ham vil Rijkaard disponere over fire stjerner: Samuel selv, Ronnie, Messi og Henry. Er dette et stort held eller, undskyld udtrykket, en streg i regningen?

Jeg ville definere det som et positivt problem. Et positivt problem som kun kan blive negativt hvis tingene går dårligt. Alt og alle holder det ud, hvis resultaterne følger med.

Og desuden, som om det ikke var noget, så er Bojan og Giovani der også. Er de for unge til at man kan forlange af dem?

Med hensyn til alder mener jeg som Cruyff. Jeg husker da Pep Guardiola kom på holdet. Han var en hvalp. Men ved at se ham spille, lukkede han munden på os alle. Det betyder ikke noget om man er meget ung eller meget gammel. Jeg har hos Getafe Belenguer på femogtredive år, og han er et eksempel for alle. Så længe de yder, må man bakke Bojan og Giovani op, men ikke være for hård ved dem, når resultaterne ikke er gode.

Hvorfor blev De træner?

For pengenes skyld. Nej, sådan er det ikke. Dette har aldrig interesseret mig. Da jeg spillede planlagde jeg det aldrig, indtil jeg så at jeg var tæt på min retræte. Jeg spurgte mig selv om jeg ville nyde at sætte mig på bænken, og hvordan mit hold ville spille hvis jeg introducerede mine ideer. I 2000 blev jeg tilbudt at hjælpe Morten Olsen med nationalmandskabet i mit land, og jeg bør erkende at jeg kunne lide oplevelsen.

Og Brøndby.

Jeg tilbragte fire år i København. Jeg nød virkelig at være træner.

Er Getafe en trampolin for at nå til et storhold?

Barça eller Real Madrid? Som træner kan jeg ikke planlægge min karriere. Se på hvordan det gik med Schuster og Rijkaard. Bernd er kommet til Real Madrid efter at have været i Tyskland, Ukraine, Jerez, Levante og Getafe. Og for Rijkaard var det første job han fik det som landstræner for Holland. Han tog til Sparta Rotterdam, rykkede ned i Anden Division og så skrev Barça kontrakt med ham. I dag er jeg her. Men de kan let smide mig på porten indenfor to måneder.

Koeman og Bakero er hos Valencia, De hos Getafe, Txiki Begiristain, Eusebio og Guardiola hos Barça. Praktisk taget er alle Dream Teams medlemmer back in busness.

Det kan være et tilfælde. Men for dem som har kunnet lide og som kan lide fodbold, og desuden har evnen, er det normalt at de befinder sig indenfor denne verden på højeste niveau.

I Deres tid havde Barça tre udlændinge. Den anden dag spillede Arsenal uden en eneste englænder i sine geledder. Er vi ved at slå fodbolden ihjel?

En smule ja. Alle holds grundstamme bør være de nationale spillere, som hos Dream Team. Nu er det omvendt. For træneren er det noget rod. Sågar at kunne forstå dem. En taler fransk og en anden engelsk. De har forskellige skikke. Desuden er der små grupper dannet af nationaliteter. Det er ikke længere det mest ønskelige for en træner.

Sælger De den for uafgjort i morgen imod Barça?

Nej, jeg siger til mine drenge at de kan vinde.

Hovedside om Laudrup