Keita: På et hold som Barcelonas bør jeg scorer mere end ti mål om året
Sport 27. oktober 2009
Spørgere: Albert Masnou
og David Rubio
Seydou Keita scorede i søndagens 6-1 sejr hat trick imod
Zaragoza. Sport har mødt ham til en snak, der her bringes i dansk oversættelse:
Hvordan var Deres fornemmelse efter kampen i går
(søndag)? Hvad gjorde De?
Da jeg kom hjem igen,
talte jeg med min kone og min svigermor, senere bad jeg og faldt i søvn. De
ønskede mig tillykke. Vi talte en smule om fodbold, men kun lidt.
Om indtrykket ved at være en stille stjerne, om at
føle sig underlig mellem al larmen der frembringes omkring Dem efter en aften
som i søndags og om at føle ubehag midt mellem euforien. Er det sådan?
Ja, det er sådan. Jeg
tror at bag det svære befinder
det lette sig og omvendt. At efter
glæderne kommer armodet. Dette får mig altid til at
være på vagt. Jeg hviler aldrig. Når tingene går godt, er jeg bange fordi jeg
ved at det ikke varer evigt. De vanskelige øjeblikke skal nok komme. På de
tidspunkter må man gøre sig lille. At gå godt i spænd
med alle. Man skal ikke blæse sig op eller tro sig som kongen af mambo, for
livet ændre sig konstant. Derimod når alting går skidt, skal man være mentalt
hård, stå imod og være stærk for at de andre ikke skal passerer forbi dig. For
at de ikke skal træde på dig. Det er mit råd.
Også til en kammerat med samme job?
Det sker alle steder. Nogen
gør sig store når alting går godt.
Hvad siger De til dem?
Ikke noget. Enhver er som
man er. Jeg har ikke noget at sige til dem. Jeg er anderledes. Jeg siger bare at
når tingene går godt, skal man være venlig, respektfuld og tage disse glæder med
ydmyghed.
Ligner Deres indstilling Guardiolas?
Han er et menneske som har
en måde at se tingene på som ligner mig. Han er meget ydmyg.
Man siger at De er hans øjnes barn.
Hos Barcelona har der altid
været store spillere. Noget andet er holdet. Jeg respekterer træneren meget, fordi
han altid har gjort det samme overfor mig. Over træneren står mennesket. Han har,
takket sit enorme hjerte, opnået at få os anbragt alle i den samme båd. Uden et
godt hjerte, opnår man ikke det. Alle står vi sammen, uanset om du spiller eller
ikke spiller. Træner kan enhver blive. At være en god træner og et godt menneske
samtidig evner ikke mange. At styre alle disse stjerner og deres egoer er ikke let.
Man må være meget ærlig. Desuden er spillerne ikke børn, og når de ser at alle bliver
behandlet ens, og at træneren respekterer dem, giver disse tilbage af samme skuffe.
Træneren forguder mig, men den behandling han giver mig, giver han enhver anden.
Sådan ser jeg det. Han forguder alle spillerne.
Mål efter mål. Hvilken fornemmelse havde De i kampen?
Jeg blev meget glad for det
første mål. Det var en slags svar til træneren som altid har bakket mig op. Senere
slappede jeg af, og så begyndte jeg at afprøve ting som jeg indtil nu tænkte at
jeg ikke ville være i stand til at gøre. Han får det bedste ud af mig. Opbakningen
fra tilskuerpladserne hjalp mig også meget. Jeg kan godt lide at føle mig
værdsat af tribunen. Jeg følte mig forpligtet til at betale træneren og tilhængerne
tilbage for al den tillid.
Var målet en ubetalt regning?
Mit fodboldspil er at forsvare,
at hjælpe holdkammeraterne og at stjæle bolde. Hos Barça har jeg måttet ændre mit
register lidt. Da jeg var lille spillede jeg som angriber. Men fra 2003, hvor
jeg var hos Lens, eller var det for otte år siden, har jeg spillet defensiv midtbanespiller
i et 4-4-2 system. Efter at jeg kom til Barcelona måtte jeg på ny lære hvordan man
spiller angriber og betræder feltet. Jeg skal igen have fat på mekanismerne, for
otte år er længe.
De bør være en spiller der scorer ti mål pr. år.
Ja. Hos Lens scorede jeg
skam 12 med en smule held. På et hold som Barcelonas bør jeg scorer mere end
ti. Sidste år opnåede jeg fem og fejlede ved mange chancer. I år har jeg
allerede lavet fem.
Og hvordan oplevede De sidste år, hvor de lavede
færre?
Da jeg kom til Barcelona
sagde jeg til dig, at jeg ikke vidste hvordan alt dette ville gå. Størsteparten
af spillerne som kommer, oplever et vanskeligt første år. Nu forstår jeg bedre castiliansk
(spansk) og jeg ved også bedre hvad man kan forvente sig, og hvad man skal
forvente sig af mine holdkammerater.
I omklædningsrummet siger man om Dem, at De er en svamp.
At De opsuger alt hurtigt. Er det sådan?
Jeg har ikke andet
arbejde end at være fodboldspiller, hvorfor jeg er opmærksom når en træner
taler til mig. Eller også ser jeg på træningerne hvordan
mine holdkammerater spiller, hvad de laver på banen og så er det lettere at regulere
mit spil efter behovene. Bojan, Pedro, Puyol og Xavi har fået mekanismerne ind hele
livet. Ikke jeg. Jeg måtte lære dem. I Sevilla talte folk castiliansk så
hurtigt at jeg dårligt nok forstod dem. Her går det langsommere. Det går fremad
for mig. Sidste år var jeg helt udtømt når kampene var ved at være færdige, og
jeg nåede ikke nogen bold. Jeg gik altid ud i utide. Nu går det bedre.
