Ærespræsidentens klumme foråret 2010

Ærespræsidentens klumme (som det hedder fremover): Spaniens stil er Barças stil

Af Johan Cruyff (El Periódico 8. juli 2010)

Jeg sagde det den første dag. Kan I huske det. Dagen efter at Spanien tabte til Schweiz, som sammen med den i aftes var deres bedste kamp. Jeg sagde, at jeg stadig så dem blandt tre eller fire favoritter. Deres fodboldspil i aftes imod magtfulde Tyskland demonstrerede det sådan.

1: Ved at spille godt, får du flere muligheder

Spanien, kopien af Barça, er den bedste fodboldreklame. Og beviset på at ved at spille godt, ved at ville behage og ved at satse på offensivt fodboldspil, får du flere muligheder for at vinde end ved at spekulere. Der er ingen tvivl om at Tyskland vidste hvad der ville ske for dem, som det kan være at man nu tænker hos Holland. Hvis du er oppe imod et hold som ønsker at have bolden, kommer du til at lide. I aftes spillede det selv samme Tyskland som fortryllede os imod Argentina sit eget fodboldspil, med sin bedste stil. Et fodboldspil som utvivlsomt havde været rigeligt for at vinde over ethvert andet landshold, men ikke over Spanien. Spanien. Hvis du går ud efter dem, dræber de dig. Dette og intet andet var tyskernes problem. At de var oppe imod et hold som før, under og efter kampen stadig er bedre end dem.

2: Pedrito kendetegner den blårøde skole

Jeg ønsker ikke at skabe polemik, og slet ikke med Hierro der forsikrer, at Spanien har sin egen stil, og at man ikke kopierer Barça. Jeg beklager, men Spaniens stil er Barças stil. Landsholdet som besejrede Tyskland havde en midtbane med Xavi, Iniesta, Busquets og, lille Pedrito. Og det var denne midtbane der vandt med et hovedstød af Puyol, endnu en blårød. Del Bosques idé om at sætte Pedrito ind viser, at han ved til perfektion hvad hver blårød spiller kan tilbyde ham: boldbesiddelse, få boldtab, dybde, offervilje over hele banen og især pres når de mister bolden. Denne model lever Pedrito fuldstændig op til. En bemærkning til: Det blev ikke 0-2, fordi han ventede på at Torres kom ind, og eftersom det varede længe med El Niño, kom tyskerne og hindrede ham i det. Havde han været egoistisk, som enhver anden angriber, havde han afgjort kunnet score. Havde det ikke været Pedrito, der altid er generøs, altid tjenstvillig og solidarisk.

Sådan lød det i Cadena Ser da Puyol satte hovedet på bolden og sendte den i mål.

3: Spanien har evnet at bestyre presset

Det er ikke let at tabe den første kamp. Og endnu mindre hvis du går ud som topfavorit, som europamester, som det luksuslandshold som kvalificerede sig til VM med magt, fodbold og fantasi. Spanien tabte den eneste kamp som man, sammen med den i aftes, kunne hygge sig med. Derfor var det deres to bedste kampe. I den første spillede man efter fornøjelse, fordi man vidste, at hvis man tabte, kunne man komme igen. Og således gjorde man, således skete det og således har man kunnet komme igen. Og i aftes gik man imod Tyskland også ud for at hygge sig, for at have det sjov, for at lave berøringsspil til overmål, for kælent at opsøge sine chancer. (Der er ikke noget landshold som skaber flere muligheder for mål end Spanien. Det er umuligt!). Og det gjorde man, fordi man allerede havde opnået at få en enorm stor præmie: At komme videre fra de forbandede kvartfinaler. Nu venter der dem endnu en kamp. Den sidste. Finalen. Den som man kun vil hygge sig med, hvis man vinder. Man siger at finalerne spiller man ikke. Dem vinder man. Og Spanien ved, at selvom man har en stor fodboldgeneration, bliver det måske vanskeligt at opnå en mulighed som den der vil præsentere sig den kommende søndag imod et hollandsk landshold som ved, at man skal op imod det bedste landshold i verden. Det bliver en smuk finale.

4: Holland foretrak helt sikkert Tyskland

Alle hollændere foretrak helt sikkert Tyskland i finalen. Det er der ikke tvivl om. Af to fundamentale grunde: Et, de ønskede at forsøge at besejre tyskerne i en finale. Man husker den fra 74. Og for det andet, så holder Spanien fast på bolden. Holland, der har mindre fysik og fundament end Tyskland, som i aftes gik ned og endte med at få slået hul i fundamentet, ved at man ikke kan forfølge bolden i finalens 90 minutter. Det er sandt at Holland vil gribe fast i to ting. For det første er det en finale over en enkelt kamp og der kan ske lidt af hvert. Og for det andet, for Spanien, der har skabt dusinvis og dusinvis af målchancer, koster det en verden at score et mål. Ja, resten er fuldstændig op til Spanien.

Cruyffs klumme: Del Bosque må vælge mellem Xabi Alonso og Busquets

Af Johan Cruyff (El Periódico 27. juni 2010)

Den indledende fase har fået Spaniens defekter frem i lyset. Der er tid til at få det rettet, men der bliver kun en mulighed. Tidspunktet hvor det er vind eller forsvind er kommet, og man må starte med de bedste for at holdet giver det bedste af sig selv. Spanien kan ikke spille med dobbelt bagakse. Det skader mere end det gavner. Det er vanskeligt at skulle vælge, men det er trænerens job.

1: Holdet står over alt

Er det et problem at have mange gode spillere? Nej. Spørgsmålet er hvordan du stiller op med dem. I den henseende har Spanien det svært med den dobbelte bagakse. Det er et system for defensive hold. Aldrig for kreative og angrebsivrige mandskaber som det spanske landshold er. Jeg forstår at Vicente del Bosque ser sig moralsk tvunget til at sætte Xabi Alonso og Busquets på. Men denne tandem skader holdet. Det gør det vanskeligt at få balance i dets kæder og det skaber afstand mellem spillerne og bolden, både i den offensive fase som i den defensive, når et godt presspil er nødvendigt for at bremse modstanderens angrebsspil.

Lad det fremstå klart at jeg synes Del Bosque er en fantastisk træner og den ideelle landstræner, og intet står mig fjernere end at give råd. Det jeg derimod gør er at mene: Således synes jeg man må se bort fra nogen. Fra Xabi Alonso eller fra Busquets. Er det et problem at måtte vælge? Ja, selvfølgelig. Men det er meget værre at have et hold der er ude af balance.

2: Kampen imod Schweiz som udgangspunkt

Indtil nu har Spanien spillet tre kampe, og kun i en, imod Schweiz, har man, i 60 minutter, set det autentiske landshold. Villa spillede som spids, alene, med tendens til at falde ned på venstrekanten, men midtbanen var samlet. Fodboldmæssigt stod holdet godt placeret. Man svigtede blot når der skulle afsluttes. Men modstanderen skabte ikke chancer. Imod Honduras kom Torres og Navas ind. Du vandt to angribere, men du tabte præcision og boldbesiddelse i den brede zone ved at samle Xabi Alonso og Busquets. Resultat: Uden at være noget specielt skræmte Honduras med tre kontraangreb. Kæderne blev adskilt og spillerne nåede ikke frem for at hjælpe. Imod Chile kommer Iniesta tilbage, men der sker det samme. Forskellen mellem Spanien og Barça kan det være man ikke bemærker offensivt, selvom Messi er enestående. Men når det ikke har bolden, samler Pep Guardiolas hold sine kæder som ingen andre, og man når altid frem med fordel i tre imod en situationer grundet boldpres.

3: Chile, det bedste hold i den indledende fase

Hvis et hold har fået Spaniens defekter frem i lyset, sågar da man spillede med 10, har det været Chile, som for mig er det bedste landshold i hele den indledende fase ved VM. Marcelo Bielsas mandskab har spillet godt i sine tre opgør. Man har ikke haft bølgedale. Når man ikke har scoret mange mål imod Schweiz og Honduras, er det fordi man ikke har nogen stjerne som udgør forskellen. Chile har ikke stjerner, men kollektivt kan man konkurrere med de store. Det er som 4x100 stafetløb i atletik: det er ikke nødvendigt at gruppen udgøres af ekstraordinære fartbegavelser. Med en god teknik og et godt teamwork kan man sammensætte et skrækindjagende mandskab som kæmper med de bedste. Dette er Bielsas store fortjeneste, og derfor er hans hold i ottendedelsfinalerne. Frankrig og Italien har overhovedet ikke overrasket mig. Jeg betragtede dem ikke som aspiranter til noget. Deres fald er definitivt.

4: Jeg ville ikke betale en billet for at se Brasilien

Hvor befinder Brasilien sig? Jeg ser dem spille, og jeg tænker på Gerson, Tostao, Falçao, Zico, Socrates... Og derimod ser jeg blot Gilberto, Melo, Bastos, Baptista... Hvor er magien? Jeg kan godt forstå Dunga (han blev verdensmester i 1994 med Mauro Silva, Mazinho og ham selv på midtbanen, og derefter scorede Bebeto og Romário målene). Men jeg ville ikke betale en billet for at se det. Brasilien bider mere fra sig end man spiller. Det samme sker med Portugal, som bliver en vanskelig modstander for Spanien. Holland og Argentina vil jeg se imod større rivaler for at at få afklaret noget tvivl. Argentinerne løber og løber, men Messis kvalitet er ikke i så høj grad at løbe. Det er noget andet.

Cruyffs klumme: Ibrahimovic har været fundamental for at hente sejrer som dem fra de seneste runder

Af Johan Cruyff (El Periódico – 10. maj 2010. Lagt på Barça.Dk dagen efter)

Barça befinder sig blot et skridt fra at få det andet mesterskab i træk. Det er nok at vinde over Valladolid, men man skal ikke lade sig blive tosset. Man skal være trofast overfor sin stil og man skal være en smule mere pligtopfyldende, uden nogensinde at miste indstillingen.

Kan Guardiolas Barça spille bedre? Ikke hvad konceptet angår. Som hold, og dette er en holdsport, behersker man mange facetter: pres, generobring, positionsspil og boldrytme. Den seneste test, yderligere en, var på Sánchez Pizjuán. Af 90 minutter, var 85 forbilledlige. De blårøde åbnede og lukkede banen efter forgodtbefindende. De satte kampen op i tempo eller sløvede den hen med et tastetryk. Bolden fløj efter en eller maksimalt to berøringer. Fuldstændigt herredømme via bolden. Efter en time var de foran 0-3, men det kunne have været 0 – mange.

Grundet Palop og en dårligt placeret fod, frelste Sevilla sig fra en værre straf. Undgå risici. Og det var præcis disse fem minutter, hvor du indkasserer to mål og flirter med et muligt straffespark, som gør dette hold bedst. For mig er det beviset på, at man ikke har nået loftet.

Og dette er vidunderligt, fordi det inviterer dig til at fortsætte med at arbejde og altid at være i alarmtilstand, med målsætningen at finpudse detaljer, for at undgå risikosituationer.

Du har stilen og du har folkene til at udføre den. Du ved for hvad du vil spille og hvordan du vil gøre det. Du bestyrer adskillige varianter af et enkelt koncept: at angribe godt for at forsvare bedre. På din måde, bliver der samtidig både lidt og meget: Et strejf af veterandyd, af pligt og grå grammatik. Til syvende og sidst, vær mere snu, mere i live, mere snedig og i særdeleshed bedre. Hvis det allerede er svært at udføre det fodboldspil der kendetegner Barça, det virker let, men det kræver noget af mange elementer og mange faktorer. Det bliver endnu svære at blive ved med at dominerer det med revolutioner. Du kan kun løbe mindre, hvis du er mere koncentreret. Fodbold er et spil med fejl, men under tiden opstår disse grundet en smule mindre opmærksomhed om det ene og en smule mindre opmærksomhed om det andet. En pasning som ikke lykkedes for dig og holdet, da den offensive fase blev påbegyndt. En bold som hverken du eller en af de andre tog sig af, i en dødboldssituation. Og ud af intet indkasserer du to mål. Der er det sidste trappetrin man skal op over. Udfør pligten mere i dybden uden at give afkald på talentet. Det næstsidste er igen at sætte sig på kampen efter nogle øjeblikke ude af kontrol. Begynd at dominere igen, som man så det i det sidste kvarter af kampen i Sevilla.

Maksimalt pres

Hvornår dalede Barças intensitet i Sevilla, efter 0-3 eller da modstanderen blev 10 mand? Og det er menneskeligt. Det er forståeligt. Men det kan undgås. Hvornår har Barça ydet bedst i de seneste kampe? Under størst pres (Villarreal og Sevilla). Hvornår har man været udsat for nogle problemer i de seneste kampe? Under mindst pres (Xerez, hjemme; Tenerife, hjemme). Hvilken kamp bliver det nu? Selvom det gælder et mesterskab, er det en fra gruppe 2, Valladolid hjemme. Og der bliver tomrummene dyre, rigtig dyrer, hvis du lader dig rive med af den falske fornemmelse af at alt er gjort. Du vinder nu, hvis du spiller rigtig godt. Og ud over manualen, bogen om spillestilen, skal du være fuld af pligtfølelse. Og ja. Jeg er enig med Guardiola i at hvis man opnår mesterskabet, bliver det den fjerde titel i sæsonen. Ikke den første. Ikke den eneste. For fodboldsæsonerne går fra august/september til maj/juni. Og hvis du derefter i august vinder Den Spanske Super Cup, bliver dette den første titel i sæsonen 2010-11.

Alle fortjener respekt

Blot at klappe af indsatsen hos de tre længst fremme i de seneste kampe er at mangle respekt for resten. Til galskaben over Messis mål har man nu lagt Pedros og Bojans scoringer og indsats. Perfekt, men i en så lang turnering som La Liga, og særligt i denne rekordliga, deltager man i den afgørende sprint takket den lange forudgående vej som ikke tre, heller ikke fire men alle har tilbagelagt. Let og elegant at påpege at denne spiller ikke duer og at ham der ikke er noget værd er, at have meget kort hukommelse. I de 38 ligakampe, og jeg taler kun om ligaen, man ville kunne gøre det bredere med de andre turneringer, har alle spillerne haft deres betydning ved et eller andet resultat. Ibrahimovic har været fundamental for at hente sejrer som dem fra de seneste runder. Alle finaler. Delvist grundet Real Madrids indsats. Delvist grundet mange forudgående begivenheder, som nu er begravet efter så mange og så mange kampe.

Jeg nævner svenskeren, for nu er han ikke til nogen nytte for mange. For de samme som i sin tid klappede af hans mål i 1-0 striden imod Real Madrid. Et mål der lidt mere end en halv liga efter, også tæller med i titlen. Og jeg nævner kun denne scoring, men der er flere, og flere kampe hvor han har givet dig nogle lige så afgørende points som dem i de seneste opgør i Villarreal eller Sevilla, hvor han ikke deltog. Og det som gælder omkring Ibrahimovic, gælder for alle. Hvad det positive og det negative angår. Hukommelsen hos dem der ved det er ikke bare lang men rigtig lang.

Cruyffs klumme: Jeg glæder mig over at Mourinho ikke er træner for Barça

Af Johan Cruyff (El Periódico 3. maj 2010)

Kroppen og hjernen. Benene og hovedet. Er det den samme ting eller bevæger hver ting sig frit rundt? Og i så fald, hvad påtvinger hvad? Når man tænker på det man så i lørdags i Villareal, kokossejr og sejr med mange mål. Du kommer derfra hvor du gør. Fra at blive slået ud, at være en scoring fra at nå finalen i Champions League. Ikke engang det, for der var en anden scoring der sagtens kunne have været kommet på måltavlen. Og så læser du, hører du og du indser klart at Barça ville kunne gå ned i Villareal. Og hvad med fortilfældene, hvad nu med sejrsstimen hjemme den nye træner Garrido og hvis det blev forfærdeligt svært at komme sig over skuffelsen med Inter. Tager du de første 5 eller ti minutter ud af kampen, hvor nogen vågnede op til dåd, så var resten endnu en effektiv og ædelmodig udførelse af Barça/Masia fodboldmanualen.

Ubehagelige hold

Er man træt på dette tidspunkt af sæsonen? Utvivlsomt. Og det ikke grundet de 55 officielle kampe du har gennemført, omkring et dusin flere end din seje modstander i ligaen, men derimod grundet de to sæsoner du har på bagen, som har været sammenbundet, hvor du har givet alt og gået efter alt. Hvornår har vi oplevet den falske og bedrageriske fornemmelse at Barça holdt igen ved blæsebælgen? Hvornår har man mødt hold (Espanyol og Inter var de seneste; og i sin tid selveste Manchester United, Chelsea, Shakhtar og Estudiantes fra la Plata) der var mere bekymrede for ikke at tabe end for at vinde. Med en besættelse: At lukke tomrum. Det eneste det gjaldt om var at opnå det. De lavede deres satsning, og i nogle tilfælde evnede eller kunne du ikke hævde dig. Inter og Mourinho er i finalen, og det er du ikke. Med resultatet i hånden, så tillykke til begge.

Mere end en klub

Så langt så godt. Med eller uden finale, bekræfter jeg det som jeg allerede vidste: jeg glæder mig over at en gut som Mourinho ikke er træner for FC Barcelona. Han besidder nogle dyder som er fuldstændig hans egne, til på ethvert tidspunkt at påtage sig visse sindstilstande. En overfor sine egne og en overfor andre. Han behersker rollen på scenen, og han er en god træner. Om det er der ingen tvivl. Men det som gør ham attraktiv i øjnene på nogle, skaber hos mig den modsatte effekt. For nogle år siden, da man hos klubben projekterede at det ville være godt at udskifte Rijkaard med en anden trænerprofil, var Mourinho en af dem. Min mening gik i modsat retning. Her hvor der er gået lang tid, glæder jeg mig dobbelt over den endelige beslutning der blev truffet. På det tidspunkt den vanskeligste. For Guardiola er endt med at få succes, og fordi han var på forkant med ideen om at vinde ikke er alt. Ikke hvis du netop flirter med at være mere end en klub. Viften af definitioner man omslutter sig med her, bliver større eller mindre i forhold til hvor meget hver især tror på det. Jeg vil også vinde kampe og vinde titler. Men jeg opfatter og forsvarer at fodbold handler om meget mere end dette. Derfor vil jeg vise et eksempel. Og det kan jeg kun vise via to veje. Den fodboldmæssige, med et attraktivt spil og med maksimum af folk hjemmefra. På det helt personlige plan ved at udvise det bedste indtryk og viderebringe et maksimum af positive værdier, samt kampgejst, respekt og sportsånd. Mange har de tekniske kundskaber til at kunne blive trænere for Barça. Og mange fodboldspillere har kvalitet til at blive spillere hos Barça. Men ud over at være god, som træner og som spiller, skal du også være et godt eksempel. Hvis du virkelig er mere end en klub (og jeg kan lide denne anderledes benævnelse), skal du have visse værdier, for hvis du bliver indkøbt, bliver du klubbens synlige ansigt.

Opmærksomhed omkring Tenerife

Eksamenen imod Villareal blev klaret med glans, og i morgen er der en ny opgave, mere af mental end fysisk art. Når du læser, hører og når det når dig fra alle sider at du kan falde i Villarreal, er der ikke nogen alarm i dit hoved der behøves aktiveret. Og når du lever dig så meget ind, yder du. Og du udviser en forskel som kan blive utrolig hvis det falder sammen med at et par eller tre af spillerne har deres dag. I morgen bliver historien en anden. Uanset hvor let det ser ud, uanset hvor meget du ånder lettet op efter at have vundet i Villarreal, så lyder Tenerifes besøg som en joke. Og der kan problemerne komme. De letteste er altid de farligste kampe. For i de vanskeligste overlader du ikke noget eller nogen til tilfældighederne. De farligste er de kampe hvor ingen, ikke engang din største rival, forventer at du efterlader noget på vejen.

Den mest brutale liga

Og så skal alle gøre som Guardiola på tribunen. Kom på stadion. I skal opmuntrer. Bare stemningen fra sidste onsdag imod Inter gentages. Kampen begynder kl. otte, samme tidspunkt som mange den dag var i færd med at komme ind på stadion for at demonstrere deres støtte. Barça spiller om mesterskabet, og ikke et tilfældigt mesterskab. Hvis man vinder det, bliver det det mest brutale mesterskab af alle. Med indsatsen i hånde, har intet Barça hold i historien været nødsaget til at få så mange point for at løfte dette trofæ.

Cruyffs klumme: Nu bør der ikke være en eneste hos Inter som ikke frygter en hjemmebanedommer

Af Johan Cruyff (El Periódico 26. april 2010)

Du har gennemført otte måneder af sæsonen. Der er ikke engang en tilbage til alt er slut, og du er et af de få hold i Europa som stadig har det i sin hånd at hæve ikke bare en, men sågar to pokaler. Senere vinder du dem eller ej, men dette fjerner ikke, at man føler sig meget stolt over det der er blevet gjort til dato af Barça.

I første kvartal af sæsonen var der tre titler på spil, tre pokaler der blev hævet: du skrev historie. Så meget at vi får at se hvor lang tid der går før andre opnår at gentage slig heltegerning. Man har gjort det fremragende. At befinde dig hvor du er nu er en ekstraordinær bedrift. Fra min side, ændrer min vurdering af arbejdet, indsatsen og niveauet dette Barça har udvist sig ikke af om man til sidst bliver mester. Kun en kan blive mester. Således er det der skal roses ikke dette, men at nå frem med muligheder for at blive det.

Betingelserne

I en normal ligasæson, ville de 87 point du har nu være nok. Således har du ikke svigtet her. Tværtimod. Og at være to mål fra atter at komme i en Champions League finale anbringer dig også i en privilegeret situation. Og det skal have respekt. Du har gjort så mange ting og så godt, at jeg tvivler på at nogen i Milano, i Italien eller i hele verden betragter Inter som favorit trods resultatet fra første kamp. Det handler mere om hvordan det endte med 3-1, med alt det disse dommerafgørelser medførte. Inters lyst til at vinde er enorm.

Hvis returopgøret i en Champions League semifinale allerede er noget særligt, gør det som skete i første opgør kampen i onsdags til enestående. Ikke fordi der er noget der skal udbedres, men fordi du skal gøre det velvidende at det som skete på San Siro var urimeligt. Og dette skal give dig et enormt plus. For at fæstne os ved blot en ting af de mange som var imod Barça i Milano, var der off side ved det tredje italienske mål.

Jeg vil altid forsvare dommerne, men fejl kan være forskelligartede. Og den som linjevogteren begik ved ikke at se det som det var umuligt ikke at se, ingen dækkede for ham, efterlader en dårlig fornemmelse. Og det er ingen anden end at de 3-1 er overdrevet bedrifterne den ene og den anden lavede taget i betragtning. Overdrevet eller urimelig. Og overfor uretfærdigheden, forsøger nogen at gøre oprør (Barça og deres tilhængere), mens andre vil gå mærket ind. Nu bør der ikke være en eneste hos Inter som ikke frygter en hjemmebanedommer. Og det frygter de fordi de ved at resultatet fra første opgør var uretfærdigt. Det ved de, eller det ved dommeren som fløjter på onsdag. Fordi hele verden så det. Også han.

Strategien der skal følges

Godt med det. Her er der ingen dommer eller dommerstand der duer, hvis du ikke gør tingene godt. Når man går ud fra udgangspunktet om at man kan tage fejl til fordel for den ene eller den anden, skal Barça gennemføre en rigtig god kamp for at nå finalen. Er man påvirket af de 3-1 fra første opgør og af hvordan det skete? Nu foretrækker jeg næsten at nå sådan frem end med 2-1 og følelsen af at du kommer videre med meget mindre. Nu ved du, at du skal give alt, og dette tæller med.

Hvordan skal Barça gå ud? Som en gal? Dette er at løbe uden kontrol. Nej, konceptet er total pres. At ingen modstander må kunne kontrollere en rolig bold. Og man skal bemærke og vide, at det næsten er bedre at modstanderen har bolden, når han har den. Han skal presses over i den anden side, og ikke imod hans egen. De skal være bange for at svigte, hvilket du kun opnår hvis alle gør deres forpligtelser i pres- og positionsspillet.

Hvad angår den rolle Mourinho kan spille før og under kampen, så en anerkendelse. Man kan lide ham eller lade være, men hans evne til at forandre sindsstemningen er en kvalitet han har. Og når man tillægger hans tekniske kundskaber, omsættes hans kvaliteter til ydeevne.

Spørgsmål om værdier

For en klub som kun går efter resultatet, er det rigtig godt med Mourinho. Hvis du går efter noget mere, er det en træner videreformidler hvad angår værdier og måden at opføre sig på fundamentalt, i hvert fald for mig. Derfor valgte Barça i sin tid Rijkaard. Og senere Guardiola. Og her taler jeg ikke om at den ene er en bedre eller dårligere træner end den anden, men om det eksempel som de er overfor de store og de små.

Ny fodboldtalentskole

Nu vi taler om udmærkelser, så kan jeg ikke andet end at klappe af den drejning omkring uddannelse som generalforsamlingen ved det catalanske fodboldforbund vedtog i lørdags. At ni ud at ti klubber billiger det er rigtig godt. Men det bedste er: at forstærke uddannelsen af de unge (benjamines, alevines og infantiles – spillere mellem u9 og u14 o.a.) ved at fjerne det med at vinde for at vinde.

At det Òscar Garcías catalanske ungdomslandshold endte med at blive spansk mester er en succes. Men det opnåede bliver større, hvis dem der nu er i drengekategorierne bliver forstærkede med omstruktureringen. Resultatet er ikke alt. Og når jeg synes det ikke er det hos de professionelle, så er det det endnu mindre i ungdomsrækkerne.

Cruyffs klumme: Med tålmodighed kan det løses

Af Johan Cruyff (El Periódico 21. april 2010

Nu skal der tænkes på returopgøret. OK, først på Xerez. Først og fremmest på ligaen. Senere på Champions League, Inter, de 3-1 eller endnu bedre på hvordan man skal overvinde denne stilling. Man skal prøve at spille som i de sidste 20 minutter. Men med hovedet. Hovedet skal bruges godt. Man skal ikke forsøge at sikre den videre deltagelse på ti minutter. I aftes tjente det ikke til noget at score først. Derefter evnede man ikke at bestyre disse 0-1. Det tjener dig ikke til noget at komme foran med 2-0 i starten. Ikke til noget. Man må minimere risiciene og særligt fejlene i opbygningsspillet. De tre mål i aftes opstod efter at man havde tabt bolden i opbygningsspillet og alle fanges udenfor deres plads. Det kan være at det for Barça ikke bliver nok med disse to mål. Det er lige meget om man får brug for tre. For man får muligheder for at få dem. Det er sikkert.

Jeg plejer ikke at tale om dommeren. Ikke fordi jeg ikke vil eller fordi jeg mener at man skal respekterer dem, hvilket man også skal, men fordi jeg synes at det ikke tjener til noget. Men det i aftes var værdigt til at blive kommenteret. Og i den henseende vil jeg gøre det meget klart at, du kan begå fejl ved ikke at se den skingrende off side ved det tredje mål ved Milito, (særligt hvis din linjevogter ikke hjælper dig). Sågar at der ikke blev fløjtet for straffespark imod Alves. Men du må ikke begå fejl ved alle frispark og endnu mindre altid, altid begå fejl imod Barça. Altid når han tvivlede, og sågar uden at tvivle, fløjtede den portugisiske dommer altid til fordel for Inter. Hvis Messi trak forbi en, to eller tre modstandere, så væltede de ham, og der blev ikke fløjtet; Pedro sprang med Lucio, og han røg ned på albuerne, og der blev ikke fløjtet; sprang Piqué og Pedro, blev de revet ned og han lavede den typiske grimasse med «fortsæt, fortsæt!», som om intet var sket. Og således var der en bunke afbrydelser, alle til fordel for hjemmeholdet. Derfor taler jeg om de fejl der konstant blev gentaget hos alle, med dommeren inkluderet. Ja, og desuden alle disse omstændigheder der opstod ved at spille som udehold i semifinalerne i Champions League og imod et hold som lever for at vinde grundet sammenhobningen af disse omstændigheder.

For mange fejl. For mange samtidig. I for mange zoner. Og desuden imod et hold som evner at spille på dette: Gå ud og vær dygtig til at udnytte det, (og med vis hjælp fra dommeren, ikke?) ved at have spillere som evner at være afgørende på de sidste meter.

Fodbold er en sportsgren… Måske det er den eneste. Tja, det kan være at der er andre. Men i fodbold betaler man for fejlene. Og på en meget grusom måde. Det lå til Barça at tabe i aftes. Det er sandt, man var ikke finsleben. Det var heller ikke den bedste version af Barça. Men i aftes ophobede der sig for mange fejl når det handler om, ikke bare en europæisk semifinale, men derimod også om en modstander som magtfulde Inter. Det var alvorlige fejl i forsvaret. Meget alvorlige. Der var fejl, og dette slog os ihjel, i det spilopbyggende og ved overgangen fra det offensive spil. Der var fejl i de chancer som Barça havde foran Inters mål. Og det værste, eller det mest smertefulde, eller det mindst forståelige: dommeren fejlede stort. Men på trods af alt var Barça i de sidste 20 minutter meget tættere på 3-2 eller 3-3 end det endelige og vanskelige 3-1.

Cruyffs klumme: Det som nu ligner en hæmsko, kan med tidens gang blive endnu en anekdote

Af Johan Cruyff (El Periódico 19. april 2010. Lagt på Barça.Dk dagen efter)

Med kalenderen i hånden, tvivler jeg på at Barça har en modstander til gode der bliver så hård, så intens og går så meget til grænsen som Espanyol i lørdags. Hverken i ligaen eller i Champions League. Og hvis nogen forsøger at efterligne det som de hvidblå gjorde på Cornellà-El Prat. Hvis vi begynder med Inter. Hvis nogen kæmper med det samme pres som i opgøret imod Pochettinos hold, skal Barça henfalde til at få bolden op i fart. For mig er det det bedste våben til at opnå at den flabede rival bliver træt og når sent frem.

Kan Inter gentage Espanyols kamp? Det tvivler jeg meget på. Primært fordi Barça vil forsøge at tilpasse brikkerne og mangedoble opbakningen når bolden spilles for at få løst sine primære uvaner. Og dernæst grundet turneringen selv. Hvis kampen i lørdags for Espanyol var en finale over 90 minutter, finale med stort, bliver det for Inter de første af de 180 lange minutter.

Selvom man må formode at de vil trille den mere rundt og spille bedre sammen end i dobbeltmødet i starten af sæsonen, holder Inter ikke op med at være et italiensk hold. De er utvivlsomt stærke, hurtige og gode på kontraangreb, men altid mere bekymret om ikke at indkassere mål end for at æde rivalen. Vil de forsøge at desaktivere Barças flydende spil? Utvivlsomt. Og hvis Barça falder til de gentagende boldtab, ved sammenstød og ved spilafbrydelser, vil man igen få problemer.

En rejse som tidligere

Uanset hvor medtagede Guardiolas folk er og uanset hvor lidt sikre de er i pasningsspillet, vil en ting være dominerende i italienernes bevidsthed: De må ikke scorer imod mig. Og dette får dig til at kigge mere bagud end fremad. De må ikke scorer imod mig, for disse fyrer, disse spillere, går efter adskillige mål pr. kamp. Dette er Barças målsætning: få den videre kvalifikation sikret ved at score som minimum et mål. Når man ser på historien, på talene og på det fodboldmæssige, er det noget som næsten er definitivt i den slags knald eller fald opgør.

Mere end kampen i sig selv, er dette opgør mellem Inter og Barça anderledes grundet den forudgående rejse til Milano. Flyet er aflyst og grundet større kræfter, foregår rejsen med bus. Det er som at rejse tilbage i tiden. Det er mere irriterende, men man kommer til at stå tættere sammen og det gavner gruppen. Utvivlsomt mange timer på landevejen, men det er ingen undskyldning. For det første fordi Barça har handlet hurtigt ved at fremskynde rejsen. Og dernæst fordi takket dette har man kunnet gøre holdt på turen og overnatte midtvejs. Og det var som bare Satan! Du spiller om at komme med i en Champions League finale.

Det er krævende. Men hvis man skal rejse ved landjorden, så tager man af sted. Og hvis man skal løbe mere end nogensinde, så løber man, selvom det i Barças tilfælde altid er bedre at det er bolden der løber. Og modstanderen efter den.

Det som nu ligner en hæmsko, kan med tidens gang blive endnu en anekdote der skal tilføjes om en lykkelig finale. De nuværende fodboldspillere vil få at vide og vil fornemme hvad det er at rejse som i fjerne år. Fjernere end min periode som aktiv fodboldspiller, da vi tog af sted en fredag midt på dagen og vendte tilbage om mandagen midt på dagen. Hvis vi spillede i det nordlige Spanien, var der træning fredag formiddag, så med fly til Madrid, og senere tog vi et tog med sovevogn. Så nåede vi halvdøde frem til destinationen.

Vi kom en smule til kræfter om lørdagen, spillede om søndagen, så tog til Madrid og fly til Barcelona. En kæp i hjulet? I sin tid en enorm forbedring. Det samme gjorde man tidligere med bus. Tur retur. Det er bestemt det samme antal kilometer som nu, men med en vigtig forandring: Landevejene og motorvejene i dag ligner slet ikke dem fra for en masse år siden.

Egen stil

Lad os vende tilbage til derbyet sidste lørdag. Jeg tvivler på at nogen, hverken fra den ene gruppe eller den anden, endte med at blive overrasket over det der blev set og skete på banen. I generelle linjer, så skete der alt det der var forudset, hvad spænding og konstante sammenstød angår. Hver gang man stjal bolden, voksede Espanyol. Med hvert boldtab, tabte Barça styrke og selvtillid. Ved hver afbrydelse, var der tusind og en diskussioner. Uden at det blev en beskidt kamp, slog Real Madrid meget mere fra sig på Bernabéu. Barça lod sig slæbe derhen hvor deres rival ville have det, hvilket er at tale pænt om Pochettinos spillere. De valgte en spiltype, og det gik dem godt. Fordi de gav alt og mere til. Og fordi Barça ikke evnede at håndhæve deres stil. I det mindste ikke mens det var elleve imod elleve. Mens man spillede i undertal, holdt Guardiolas spillere op med at lide bagude og flyttede bolden mere og bedre. En tilfældighed? Intet i fodbold er tilfældigt. Hvis det var sådan fordi de nye spillere på banen anbragte sig bedre, spillede bedre sammen og flyttede bolden med mere klogskab og præcision. Skal man være bekymret over at Real Madrid har afkortet afstanden til et point? Det er jeg ikke. For ingen er fritaget for at spille en dårlig kamp. Og fordi den imod Espanyol for mig var det tunge ben at gnave. Og fordi du kunne tillade dig det netop takket din vundne dobbelte konfrontation imod Real Madrid. Hvis du herfra og fremad vinder alt, når du vel frem til målet. Hvad det angår ændrer det ikke noget. Om du skal blive mester, er op til dig selv.

Cruyffs klumme: Det ville være uretfærdigt at klappe af det individuelle. Det bedste ved Barça var, at alle gjorde deres arbejde

Af Johan Cruyff (El Periódico 12. april 2010)

En ting er at fejre en sejr og noget andet og meget anderledes at holde fest grundet en titel. Efter de 0-2 på Bernabéu fejrede tilhængerne begge dele. Ikke holdet. Og af alle signaler er dette det bedste. Vigtigere end de umiddelbare omfavnelser efter det afsluttende fløjt, så ved spillerne og trænerne hvilket arbejde der står foran dem. Et arbejde over ti kampe i alt. Det de har gjort indtil nu er at bringe sig i position. Nu skal det afsluttes. Det første lille skridt imod denne målsætning, finder sted i morgen imod Depor.

Ciffermæssigt kan du forære en kamp væk af de syv du mangler i ligaen. Desto senere det sker, hvis det kommer til at gå sådan, desto flere problemer får Real Madrid med at modstå presset.

Den der lider mest skade

Når dine omgivelser leder efter skyldige, ender dem der går ud på banen med at gå i krig hver i sær, for at den der peges på bliver en anden. Når egoismen vækkes, bliver den der i disse tilfælde lider mest skade altid holdet. Om dette sker eller ej afhænger ikke så meget af Real Madrid, men derimod af Barça selv og sin evne til at blive ved med at få tre ud af tre point.

Lad det stå klart, at jeg ikke er enig i at Real Madrid er ligesom sidste år efter at have spenderet en formue. Det er sandt at de er ude af Europa og af Copa del Rey. Og det er sandt, at om de vinder alting frem til afslutningen, vinder de ikke ligaen, hvis Barça ikke punkterer. Det er lige så sandt som at de er meget bedre nu end for et år siden. Deres 77 point i 31 runder og deres målsnit skaffer dem således anseelse.

For mig har deres udvikling været enorm, men ikke nok til at blødgøre Barça, hvis der ikke kommer en afsluttende overraskelse. Og dette anbringer de blårøde i en rigtig fin position. Her i dag, og der er gået syv måneder af turneringen, er Guardiola og co. stadig i stand til at blive en af de få undtagelser fra denne regel jeg altid har argumenteret for om, at det andet år altid er mere vanskeligt end det første. Og hvilket år var dog ikke det første! Når Real Madrid har vist ansigt i ligaen, og det med rekordcifre, er det netop grundet den storslåede investering der er blevet gennemført. Deres fejl har ikke været at spendere så meget, men derimod at gøre det uden at der blev balance.

Xabi Alonso er meget alene

Når tidspunktet til at tilrette den iøjnefaldende trup kommer, er der noget der nu tydeligt kan konstateres: korrekte defensive nyerhvervelser, usædvanlige offensive nyindkøb og en smal, meget smal, forstærkning til midtbanen. Netop der hvor barometeret for alting er. Der hvor Barça er stærkest. Når du henter Cristiano Ronaldo, Benzema og Kaká til, mens du allerede har sikret dig den ansete Higuaín, har du fire store fodboldspillere til to pladser. Og dette uden at medregne endnu en som du allerede har: Raúl.

Fejlen opstår grundet en tvangsforestilling: at købe meget ind til angrebet. Alle bliver de til sidst dømt ud fra det samme: antallet af mål som de scorer.

Det lever de af, og alt afhængig af deres måltal bliver deres liv let eller svært. Scoringen betyder meget, rigtig meget, men det er ikke alt. I et holdspil, får du balance ved at dominerer midtbanen. Og der er Xabi Alonso for alene. Man skal bare se ham i hvidt eller i rødt på landsholdet for at konstatere at selv samme spiller, i henhold til hvem der omgiver ham, hvor han er anbragt og rollen som det tilkommer ham at udføre på den ene plads eller den anden, viser et helt andet ansigt.

Hvad angår kampen i lørdags, er det normale i et opgør mellem Real Madrid og Barça det som det blev. Jeg hentyder ikke til resultatet, der helt igennem var retfærdigt, men til det udviste fodboldniveau. Det unormale, fordi det var ualmindeligt, var de 2-6 fra sidste år. Ja, Barça kunne have scoret et par mål til. Og Real Madrid også. Til sidst er det det samme: 0-2, 1-3 eller 2-4. Det giver det samme.

Pointenes værdi

Det som virkelig var noget værd, var at få de tre point. Og de direkte dueller mellem Barça og Real Madrid har altid været og vil altid være en følelsesladet og gribende eksplosion, men med mindre fodboldspil end den ene og den anden plejer at være garant for. Barças dyder var intakte. Deres fodboldmæssige niveau var mindre flydende end det som de har vænnet os til. En fejl? Nej, en konsekvens af at spille hvor man spillede og af rivalen man spillede imod. El Clásico er kampen der er anderledes fra alle andre. Real Madrid satte sine sidste patroner i spil, og under tiden spillede de på regelsættets grænse. Det er normalt. Det glæder mig at dommeren ikke udviste nogen. Selvom han kunne have gjort det, så satte han en grænse, så kampen ikke blev standset. Og med så meget spænding der var, så er det flot.

Omkring Barça ville det være meget uretfærdigt at klappe af det individuelle ved Valdés’ redninger, Xavis målgivende pasninger eller scoringerne fra Messi og Pedro. Det bedste ved Barça var, at ingen var dårligere end andre. Alle gjorde deres arbejde, det beskidte og det rene. Hver især med sine kvaliteter, nogen gange anbragt hér og andre gange dér, til gavn for holdet. Dem som startede inde og dem som kom ind senere. Ingen gik ind for at træde frem selv. Og ud fra den ro og sikkerhed der blev udvist, kom sejren. Var det mindre brillant? For mig en perfekt holdindsats.

Cruyffs klumme: To finaler på fem dage

Af Johan Cruyff (El Periódico 5. april 2010)

Dette er sæsonens uge. Og nøglekampen den i morgen. Der bliver ingen Champions League finale, hvis du ikke gør din pligt imod Arsenal. Og det bliver vanskeligt at der bliver et mesterskab, hvis du ikke får et godt resultat på Bernabéu. På fem dage, fra tirsdag til lørdag, to finaler. Finaler uden præmier, men som kan efterlade dig uden titler. Bestå dem, og du aspirerer til alt. Bestå dem, og vær trofast overfor dig selv, og dem som du mangler at krydse på din vej vil kun tænke på en ting: kun som djævle kan man stoppe denne maskine.

Netop det som Arsène Wenger (Arsenal) og Manuel Pellegrini (Real Madrid) her og nu har på fornemmelsen. Hvis du er i stand til at holde fast på det kollektive niveau og intensiteten fra de seneste kampe, har du mange ting på din side. Mange, men ikke alle. Hvis du derimod føres på vildspor eller ikke er på vagt, får du problemer. Det skete i London, og det skete igen imod Athletic. To vink, det ene tydeligt, det andet i mindre grad takket Valdés (atter engang Víctor), hvilket kan blive rigtig godt for dig i fremtiden.

Jeg håber, at alle lovprisningerne der blev slynget efter Barça grundet kampen i London er under kontrol, for det som det handler om nu er ikke at se os som smukkere end andre, men derimod at se hvad vi kan gøre for at lukke denne port. Denne lille vind som bringer håret en smule i uorden for os her ved afslutningen.

Ha’ bolden under kontrol

Lad os springe direkte til den enestående kamp i London. Den bedste første halvleg i Guardiola æren? Den bedste første halvleg nogensinde? Man kan frit sammenligne. Det manglede bare. Men det er altid hæsligt. Og det løser ikke dine problemer, hvis du har nogen. Og dette dynamiske, hurtige, aggresive, grådige og solidariske Barça lukker næsten altid en bunke døre. Men der er stadig en der mangler at blive lukket: den som annullerer muligheden for at modstanderen overrasker dig, når du fører an på måltavlen og i spillet. Hvordan? Ved at være den boldelsker du er. Den skal altid fremad og kun det nødvendige bagud. Det er hvad jeg kalder at forsvare fremadrettet. Hvad opnår man med det? At hvis du mister den, bliver det på modstanderens banehalvdel. Således har du et halvt hold bag bolden. Mange virkemidler for dig og mange meter foran sig for modstanderen. De brate drejninger ved vandrette afleveringer er forbudte. Men, når man tæller med at der altid kan komme en brat drejning, kan fejlen blive fatal hvis den opstår på egen banehalvdel.

Fodbold er alt bortset fra matematik. På Emirates spillede du rigtig godt i første halvleg, men du scorede ikke et mål. Noget svigtede. Og dette er også en del af sporten. Du kan spille vidunderligt og ikke score eller ikke vinde. Du kan have verdens bedste fodboldspiller, men fodbold er stadig et kollektivt anliggende. Dette er et holds udgangspunkt. Derfra kan den ene have en bedre dag end den anden. Og når man oplever at man ikke selv har en god dag, men at det netop falder sådan at det er den anden og den næste igen der har en god dag, så sker der det fra London. En fremragende indsats, men delvis. Beviset, de 2-2.

Et rigtig godt resultat med henblik på returopgøret, men det er slet ikke afgjort. Pas på med at tro at deres afbud (Cesc, Arshavin og Gallas) gør dem dårligere. Sådan bliver det kun, hvis du dikterer. Uanset hvem der spiller imod Arsenal, så har dette hold, som Barça, en indstilling der står over fodboldspillerne. En stil der ligner Barças egen, men med en enorm forskel: de blårøde kan, evner og går ud for at presse uden bold. Målsætningen er at stjæle den og desto tættere man er på modstandernes straffesparksfelt, desto bedre er det. Det gør englænderne ikke. Og hvis de i korte øjeblikke forsøger på det, som det skete i den afsluttende fase af første opgør, er det fordi de er i færd med at tabe klart. Det er det med at når jeg taber, så spiller jeg for det.

Opgøret på Bernabéu

Og på lørdag er det utvivlsomt kampen i denne ligasæson. For når man har overstået den imod Athletic og den imod Arsenal, så bliver det tiden. Kan den som går fra Bernabéu med et nederlag vinde ligaen? Matematisk ja, men jeg tvivler meget på at den som rejser med fordelen i point og selvtillid lader den undslippe. Den direkte duel kan enhver vinde. To detaljer tæller til Barças fordel. Et, At betræde Bernabéu når man allerede er kvalificeret, håber og ønsker jeg, til Champions League semifinalerne. Den anden, de 1-0 fra Camp Nou. Et resultat der ikke står til at gentage.

Ligaen afgøres over 38 kampe, men når alt er så tæt, næsten et knald eller fald udskillelsesløb hvor resultatet fra første opgør i særdeleshed tæller i returopgøret. Kun i fald af uafgjort og førsteplads til Barça, og nu til det gode, grundet det med indbyrdes opgør, ville jeg synes det var lidt mere åbent med syv runder der skal afvikles, som ikke er få.

Det jeg ville få ud af hovedet er at gentage den mest geniale version af Barça og atter få 2-6. For det første, hvis du går ud for at fornøje, kan resultatet blive sådan, men omvendt. Og for det andet, så skal vi ikke bedrage os selv: Dette Real Madrid er meget bedre og fungerer meget bedre en det fra sidste sæson. Det bliver hvad det bliver, det bliver skønt og en enorm promovering for fodboldsporten.

Cruyffs klumme: Sammenligningen af Messi og Maradona er absurd

Af Johan Cruyff (El Periódico 29. marts 2010

Champions League er nu en turnering over to kampe. På ti dage, er du videre eller faldet. Ligaen er en anden historie. Det er så sandelig en lang turnering. Her hvor der mangler ni runder, er jeg ude af stand til at sætte penge på Barça eller på Real Madrid. Men der er en ting jeg skam ved: Her i dag fortjener begge at blive mestre. Grundet mængden er scorede mål, grundet mængden af høstede points (74 ud af 87 mulige. Uhyggeligt). Hver især har de deres dyder og defekter. Det er en skam at der på et år ikke er to mestre. Det er mere end muligt at mesteren slår pointrekorden for en liga med 38 runder og 20 hold. Og hvis det til sidst ikke bliver sådan, bliver det fordi den ene af de to punktere hårdt og snart.

Til sidst vinder kun en, og det triste er at efter mange folks mening bliver toeren taberen. Hvem ville det betyde noget for at indkassere tre mål, hvis mit hold scorede fire. For mig, bliver der i år ikke en taber, når den jævnbyrdige kamp fortsætter indtil afslutningen. Nej, for hvis scoringen er fodboldens afsluttende detalje, så har begge hold scoret så mange mål, at det allerede fortjener enorm anerkendelse. Real Madrid er ikke just mit hold, men jeg respekterer dem grundet den bedrift de udviser og fordi det peger imod, at de stadig vil gøre det. I går viste de et andet tegn på deres styrke. Endnu engang havde de stillingen imod sig, umiddelbart efter at kampen var begyndt. Endnu engang atter en remontada (udbedring). Deres fodboldspil er ikke mesterligt, men det er eksplosivt og ødelæggende i nogle faser. En dyd som Pellegrini evner at udnytte, da han er overbevist om at det er den bedste sti til at nå tinderne.

En stor sølvvinder

Den hvide klub har måttet ty til en frygtelig investering på nogle rekordcifre, de største i historien, eller næsten, for at kunne hamle op med Barça. Og trods dette, kan de ikke være sikre på noget, men det forudsætter at Barça ikke bare skal nå rekordcifre, men derimod de bedste i historien. Deres merit er til syvende og sidst at holde flaget hævet efter at have vundet alt uden at falde til at slappe af. Derfor har jeg det skidt med at man til sidst taler om en taber. Toeren ville kunne ende med at få flere point end nogen anden vinder af en tidligere liga.

Man kan lave lige så mange sammenligninger mellem dette Barça hold og dette Real Madrid hold. Men pas på med de individuelle sammenligninger. Jeg synes allerede det er ukorrekt med sammenligningerne mellem Messi og Cristiano Ronaldo, da de begge er rigtig gode. Det handler om to fuldstændig forskellige fodboldspillere. Sammenligningen af Messi og Maradona er absurd. Ud over at sammenligninger altid er hæslige, hvordan vil vi så fastslå om den ene er bedre eller dårligere end den anden? Hvis de ikke engang stammer fra den samme periode eller det samme fodboldspil. Hvis man laver dem for at udfylde aviser og huller på tv eller i radio, så er der ikke noget at gøre ved det.

Men hvis nogen tror seriøst på det, så er man holdt op med at gøre det for sjov. Den ene er allerede færdig med sin karriere. Den anden har, grundet sin alder, mange bedrifter foran sig. Maradona fortryllede mange, og det var en fornøjelse at se ham spille. Nu er hele verden uden undtagelse stolt over at have Messi i fodboldsporten. Man skal nyde det han er i stand til at gøre, selvom der endnu er ting der logisk nok for hans alder skal afpudses. Maradona var et fænomen og han lavede utrolige ting. Det gør Messi nu. Nyd ham og lad ham være i fred, for sammenligningerne frembringer splid. Man skal nyde ham, og endnu vigtigere er det at børnene efterligner ham eller forsøger at kopiere ham. En eller anden god bevægelse, skal de nok få ham frarøvet. Dette og hans eksemplariske opførsel er det der tæller for mig her i dag. Min bekymring ligger ikke i om han bliver bedre end andre legender, men om han kan få en lang karriere, for til sidst at ende med at blive en legende.

Uden personlig interesse

Fra det udgangspunkt at alt i dette liv påvirker, er den omtalte sammenligning mellem Messi og Maradona ikke bare dårlig for ham som nu er aktiv. Den er absurd. Det der skal prioriteres er, at han skal passe på sig selv og at man skal passe på ham for således at kunne nyde hans kvaliteter i mange år.

Hvad angår bestyrelsens beslutning om at udnævne mig som ærespræsident for Barça, så er det mig en fornøjelse at understrege, at når jeg har accepteret det, er det fordi jeg ikke har set nogen personlig interesse fra præsident Laportas side. Hvilken interesse kan han have, når han er den eneste som ikke kan stille op til valget 13. juni? Hvad har valget således at gøre med udnævnelsen eller det valgte tidspunkt til at træffe denne beslutning?

På et sekundært plan

Hvervet er ren og skær en sag om ære, og grundet dette forventer ingen at se mig indblandet i at indkøbe den ene eller den anden spiller. Til dette har man trænerne og det tekniske sekretariat, ikke ærespræsidenten. En ære som jeg føler mig særdeles stolt over. Det dejligste ved de sidste dage er at jeg har modtaget lykønskninger fra næsten alle hjørner af planeten. Endnu et bevis på at Barcelona er en klub der er anerkendt i den ganske verden. At være sammen med Di Stéfano, Charlton og Beckenbauer er at være i selskab med få folk, men af høj kvalitet.

Cruyffs klumme: Det Messi er værd er uberegneligt

Af Johan Cruyff (El Periódico 22. marts 2010 – lagt på Barça.Dk dagen efter)

På tidspunkter som dette hvor man ikke indrømmer en fejl, hverken i ligaen eller i Europa, ender det Messi er værd med at blive uberegneligt. Hans storhed. Ikke bare grundet hans beslutning om at bærer holdet på sine skuldre. For at vise ansigt når det er mest nødvendigt. Også grundet dette strejf af generøsitet som ledsager ham, som detaljen med at lade en holdkammerat som havde brug for at genfinde selvtilliden tage straffesparket. En gestus man værdsætter i omklædningsrummet, og man taler om den storhed hvormed han gør det.

Denne dobbelte værdi hos Messi, som fortjener en artikel en af de nærmeste dage, forstærker et hold som har brug for hele sin koncentration i denne afsluttende fase. Man havde brug for den i ligaen, fordi Real Madrid ikke vil forære noget væk. Og hvis man gør det, bliver det værst for dem. I Champions League fordi du befinder dig fire kampe fra finalen, og alle detaljerne tæller med. Om nøjagtigt to måneder fra i dag, er alle titlerne uddelt. For Barça bliver det højest til 16 kampe. Og man lægger billet ind på de to fede titler. Det er det man kræver af et storhold: Ikke at man vinder alt, men derimod at man er med i opløbet to måneder fra afslutningen. Og man kan ikke vinde det hele, for der er andre og ikke få som Barça.

I England lægger Manchester United og sågar Arsenal billet ind på de samme titler som de blårøde. I Tyskland Bayern. I Italien Inter. Og i Frankrig Bordeaux og Lyon. Bortset fra CSKA Moskva, hvis liga netop er begyndt, kæmper syv af de otte bedste hold i Europa om det samme som Barça. Og kun en kan vinde Champions League.

Eftersom det er VM år, er kalenderen maksimalt sammenpresset. For Barça er det tilbagevenden til det normale: to kampe om ugen. Jeg kan tage fejl, for der kan altid komme forræderiske skader, men jeg har fornemmelsen af at fra i dag, og til Barça falder i Europa eller når til finalen, vil vi se få afbud grundet skader. Det bedste på året er på vej. Fodboldspillerne ved det, og vil ikke gå glip af det. Dette giver et plus i koncentration og motivation som, uden at det kan bevises med virkelig videnskab, gør at man kommer hurtigt tilbage, hvis man falder.

Hvornår var der flest skader i år? I perioden omkring at man blev slået ud af pokalen af Sevilla og returopgøret i ottendedelsfinalerne i Champions League. Pudsigt, ikke? Netop i det man kalder de lange uger, da de havde mere tid til at træne og komme tilbage, fordi der kun var en ugentlig kamp. Forklaringer? Februar er kalenderens mest vanskelige måned af mange grunde. Der er ting man ikke kan gøre noget ved som at man er mindre frisk. Det har meget at gøre med lavere intensitet eller at man slapper mere af.

Konen med æggene

Det gode ved denne måde at trække lod til kvartfinalerne på og have parringerne til finalen er, at hver især laver sin film. Sin egen fortælling om konen med æggene. Og hvis vi alle skriver den ned på papir og finder det frem på finaledagen, vil der ikke være så få fejl. Den første, at betragte teoretisk overlegenhed og/eller underlegenhed som faktum. Sien er gennemhullet indtil du står tilbage med otte hold. Her er der ikke nogen der er tabt bag en vogn. Den anden vil lige så gerne vinde og komme videre som dig. Den uafgjorte kamp indtræffer grundet evnen til at anvende dine dyder og skjule dine defekter. Og at gøre det imod den som du med sikkerhed skal op imod (Arsenal), ikke imod den som du forventer at skulle op imod bagefter (Inter).

Hvad det fodboldmæssige angår, er Arsenal-Barça en præmie for alle elskere af denne sport. Det rækker længere end til klubfarverne. Den som så for eksempel Chelsea-Inter vil sætte pris på det. Følelsesladet? Det er sikkert. Med et direkte udskillelsesformat hvor kun en går videre og når det handler om returopgør, kommer alle følelser og mere til i spil. Hvad med fodbold? Det bliver skrækkeligt, for hverken den ene eller den anden var i stand til at sjuske sig igennem mere end tre pasninger i træk.

I Arsenals tilfælde ligner den tekniske kvalitet og boldbehandlingen Barças meget. Hvis du kradser lidt i det, er der større kvalitet og erfaring hos de regerende mestre. Fra midtbanen og fremad er Wengers brikker, ærgerligt med Van Persies skade, i besiddelse af talent, evne til at nå frem og til at score. Deres problem er i den defensive fase. Det vil sige evnen til at generobre bolde på midten af banen. De er ikke stærke til dette. Hvis du misser en horisontal pasning, er det ikke lige så meget deres dyd som det er din meget klare fejl. Det kan man sige omkring Arsenal og omkring den det måtte være.

Pep sagde bare sandheden

Jeg kan ikke undlade at påpege en ting omkring hensigten fra Dommernes Tekniske Komité om, med en rapport til Turneringskomiteen, at bede om at Guardiola får karantæne. Og det hele for offentligt at sige en sandhed, at to dommere, ikke dem alle, løg ved at sætte noget i indberetningen fra dette Almería-Barça som Pep aldrig sagde. I denne kamp begik dommertrioen en fejl ved at dømme et straffespark til fordel for Barça, ved at udvise en blaugrana og ved ikke at udvise nogen fra Almería. Hvor andre ville ævle og bævle, beklagede Guardiola sig ikke. Og har de stadig lyst til at bede om at han straffes? Straffen fra den dag har han afsonet. Og det var at Barça mistede to point.

Cruyffs klumme: At vanære billedet af Guardiola er meget alvorligt, for man svigter sandheden

Af Johan Cruyff (El Periódico 15. marts 2010. Lagt på Barça.Dk dagen efter)

Trænerens figur begrænser sig ikke til at vælge 11 der skal gå ud og spille. Heller ikke bare til hvordan han vil have dem til at spille. Man vinder eller taber, men sportens virkelige essens er en anden. Og den rækker ud over den pligt alle professionelle trænere har. Fra ham og fra hans måde at være samt udtrykke sig på, kan man se hvordan mange værdier bliver bragt videre. Hvis du er respektfuld og dannet, fortjener du samme behandling. Og hvis du står inde for dine handlinger, endnu mere. Må de udvise Guardiola i en kamp? Ja, selvfølgelig. De oplever det med høj intensitet. Må man udvise ham uden at kende sandheden? Nej, ikke hvis det dommerne enes om ved situationen i kampen er en løgn. Og hvis Guardiola siger at sandheden manglede, så tror jeg på ham.

Og jeg tror ham, fordi han altid har udstrålet fredsommelighed og sund fornuft. Hvis du optræder med respekt, fortjener du respekt. Hvis den måde du forklarer sagen på er korrekt, fortjener du minimum at tvivlen skal komme dig til gode. Netop det som Konkurrencekomiteen ikke har udvist overfor ham. Det gjorde dommerne i dette Almería-Barça opgør heller ikke. Pep ved godt, at hans hold ikke undlader at score et mål, fordi han en dag er på tribunen i stedet for på bænken. Problemet, eller rettere sagt uretfærdigheden, er ikke denne. Hvis du ved at argumenterne der danner grundlag for at man giver dig karantæne er løgne, må du ikke som træner, ikke grundet Barcelona men derimod for at give et eksempel på korrekt opførsel for mange, ikke lade det gå forbi.

Tv snyder ikke

Dommeren kan begå fejl ved et straffespark. Hans linjevogter, tre fjerdedele af det samme ved en off side. Men hvis det allerede er alvorligt, hvorfor lægger man så ham ord i munden som han ikke har sagt. Ved komiteens beslutning om at holde fast på deres karantæne, fremstår man så latterligt som det er muligt. For komitemedlemmerne har som jeg set transskriptionen af hans ord i fjernsynet. Fordi de som jeg har set omfanget af hans følelsesudbrud. Belønner du hermed hans velopdragenhed og omhu overfor alle? De fleste gange lader han følelserne løbe af med sig. Andre gange forestiller jeg mig, at man anstrenger sig selv for at følge denne linje med at være dannet og respektfuld. Han, som er et eksempel for store og små, straffes fordi sandheden mangler. Eller rettere sagt man kommer udenom grafiske beviser. Fra komiteen er det et enormt svigt. Man havde muligheden for at given en der fortjente det respekten tilbage, og man fjerner den ved at begå en uretfærdighed. Tillykke.

Ved kampene i Champions League og Europa League anstrenger man sig for at minde os om ordet respekt. Det er et af deres store mottoer. Trist at andre springer let over det ved første givne lejlighed. At vanære billedet af Guardiola er, i dette tilfælde, meget alvorligt, for man svigter sandheden. Og det bliver endnu alvorligere, fordi man straffer en som er et eksempel for drengene. De unge opsnapper det hele. Det gode og det onde. Og i henhold til de værdier man bringer videre til dem, bliver deres adfærd på den ene eller på den anden måde.

Det har de ingen ret til. Guardiola er en gentleman overfor alle. Dommerne inklusiv. Det er han, som Rijkaard var det. Typer som, grundet deres løbebane, grundet deres måde at være på og opføre sig på, ikke gør det grundet lune indfald, hvis de beklager sig.

Sidste uge kan ikke bare opresumeres med at Real Madrid blev slået ud af Champions League. I selv samme turnering så vi et eksempel på kolossal respekt. Old Trafford. Manchester United-Milan. Beckham vendte tilbage til det der var hans hjem iklædt det besøgende holds trøje. Han begyndte som reserve og, da han kom ud på banen i anden halvleg, klappede folk af ham. Og da han havde bolden, blev han modstanderens spiller. Her frygter jeg at svaret i en lignende sag havde været et andet og meget anderledes.

Luis Figo må drible sig vej mellem alverdens kasteskyts for at kunne tage et hjørnespark (23. november 2002).

Eksemplet fra OL

Et andet eksempel på sportsånd så vi ved ishockeyfinalen ved De Olympiske Vinterlege. Canada–USA. To dommere fra Canada fløjtede i finalen. Beviset på hvor langt vi er fra virkeligheden indenfor fodbold. Og særligt her hvor man, hvis man kan tvivle, tvivler. Hvis man kan tænke ondt, tænker man endnu værre. Hvis du kan gøre nar af modstanderen grundet hans uheld, så er det bare om at le skingrende rent. Jeg har ikke set eller hørt nogen fodboldspiller eller træner der har ladet sig lede af det drilleri som Real Madrids exit medfører. Fejr dine egnes sejrer, men pas på med at fejrer de andres fejl, for den næste dag kan det ske for dig.

Kom videre ved at vinde

Vil det påvirke Real Madrid i ligaen? Det ville overraske mig. For en sportsudøver, og det er fodboldspillere, ved hvornår man skal glemme noget. Og de kommer videre ved at vinde den næste kamp. Og dem som følger efter dem. Det eneste problem jeg ser er, at de står tilbage med for mange folk i truppen til meget få kampe. De tolv i ligaen som de har tilbage. Det bliver umuligt at gøre ikke alle men størsteparten tilfreds. Der skal der nok blive pres. Du bør give dem pres. Og dette gør man ved at bide tænderne sammen. Grine. Lad de andre grine. Hvis ikke, er du død. Det er et spørgsmål om respekt. Og om sund fornuft.

Cruyffs klumme: Man har tid til at få styr på situationen, men det kræver at man kigger på sig selv

Af Johan Cruyff (El Periódico 8. marts 2010)

Vi begynder med flasken halvflydt. Skiftet af førerhold betyder ikke noget. Ikke hvis udgangspunktet udelukkende er Real Madrid-Barça på Bernabéu. At nå dertil med to point mere eller samme antal er ligegyldigt. Det uafgjorte resultat eller sejren ville gøre dig til mester, men ikke nederlaget. Dette hvis man antager, hvilket er formodning, at den ene og den anden derefter får det samme antal point frem til afslutningen.

Nu er flasken halvtom: eller også er den tappet meget. For Barça, og ikke bare for nogle få spillere men for mange, tjener det ikke til noget at sætte tal på. Nej, for der mangler fem kampe før El Clásico og der er yderligere syv bagefter. Tolv opgør som bliver umulige at komme helskindet igennem ved at gentage de individuelle bedrifter og det kollektive spil fra i lørdags i Almería. Og det værste er at det ikke er et enkeltstående tilfælde. I løbet af sæsonen er der adskillige kampe hvor mesteren af alt ikke har været helt på højde med det glorværdige der er opnået, hvilket heller ikke er nødvendigt eller en pligt. Men derimod må man anfægte, at der ikke ydes en indsats der er minimalt stabil. Og med indsats hentyder jeg ikke til høstede points frem til dags dato, for Real Madrid har måttet skullet hamle op med nogle tal der samlet set er blandt de bedste i deres historie, for pointmæssigt at stå lige med rivalen, næsten hvad alting angår.

Med indsats hentyder jeg til det fodboldmæssige niveau og det man kan aflede deraf. Det er hvad der bekymrer mig. Ikke den rene og skære statistik. Havde man været minimalt god i Almería, eller på El Calderón, eller i Pamplona, eller på San Mamés, ville dette Real Madrid, der i procent er et af de bedste i historien, være langt væk.

Gentagelse af fejlene

De er blevet trukket i ørene ved adskillige lejligheder. Og de lærer det ikke. Atlético, Racing og Stuttgart. Efter tre dårlige kampe, gennemføre de et godt opgør imod Málaga. De så hvor de kom fra, og den dag løb de alle. Alle tilbød sig. Og med kriterium. I et eller andet omfang skal der vendes tilbage til rødderne. Udgangspunktet. Godt positionsspil og hurtig boldcirkulation. Konsekvensen af det førnævnte skal være, at der skabes meget plads. Og uden Henry og med Ibra, der netop nu er den foretrukne reveille til at forklare hvorfor der er så meget kollektiv funktionsforstyrrelse.

Træneren kan tale og tale vel til i morgen. Han kan give eksempler og pege på den ene eller den anden af sine egne eller blandt modstanderne. Men hvis hans spillere derefter ikke håndhæver det grundlæggende - positionsspil og boldrytme - kommer problemerne. Gjorde Almería det godt? Velorganiseret i den defensive fase som alle er det. Alle holdene. Fra Første Division til Anden Division B. Bevæg dig langsomt og bevæg bolden langsomt og så gør du defensivt halvdelen af arbejdet overfor modstanderen. Den anden halvdel klares ganske enkelt ved at holde orden bagude.

Til dette tillægges adskillige individuelle fejl, og så har du årsagen til de to indkasserede mål i Almería. Det første på hjørnespark. Ja, et hjørnespark som aldrig burde være kommet og som ikke burde have eksisteret. Det var en åbenbar gave ved boldens opspring, hvor der ikke var noget pres fra modstanderen. Og hvor var det andet uheldigt. Et mål i eget net. Utvivlsomt en uheldig situation, men det var aldrig sket, hvis der ikke havde været dovenskab i de blårødes presspil.

Blårødt og blårødt?

Aktioner der afslører

Det er ikke for noget. Men scoringen kommer efter at Barça har sendt bolden udenfor kridtstregen på modstanderens banehalvdel. Og den kommer ikke grundet en magisk pasning som bryder alt, men derimod grundet dovenskab i øjeblikket hvor man skal prøve på at presse godt i midterzonen. To magelige skridt, praktisk taget til siden men uden nogen mulighed og ved ganske enkelt at åbne fløjen. Bang. Blød centring, uheldigt tilbagestød og så er den inde. Og i begge tilfælde havde hverken Henry eller Ibrahimovic noget at gøre med det.

Holdets reaktion da man var blevet ti mand og med stillingen imod sig, giver anledning til at være optimistisk. Men samtidig afslører det fodboldspillerne. Eller mange af dem. Hvis de indstiller sig på det, kan en eller to gå frem, og så går det bedre. Derimod er der et par stykker der ikke viser tænder. Jeg ville anmode dem om at kigge sig i spejlet. Til at se på hvad de gjorde og det som de er i færd med at gøre. Det er et individuelt anliggende som påvirker kollektivet. Man har tid til at få styr på situationen, men det hele kræver at man kigger på sig selv. Enten genfinder du din stil og hvordan du skal håndhæve den, eller også bliver der flere resultater som det fra i lørdags.

Og tilspidset som situationen er, så kommer du videre eller afhænger af andre. Af det som Real Madrid eller deres modstandere gør. For de hvide mangler de samme kampe til at opnå det samme som du forfølger.

Farlig opstigning

Og en uge før du og Real Madrid spiller i Champions League. Det tæller ikke altid at nå frem til denne turnering efter en opstigning som imod Sevilla. Vi står overfor to forskellige turneringer. Og med et resultat fra første opgør (1-0) som sætter sine betingelser, men som samtidig tydeliggør det som du skal gøre. Men Barça skulle også vinde i Almería, ikke?

Cruyffs klumme: Barça er på rette vej, men ikke hvor man bør være

Af Johan Cruyff (El Periódico 1. marts 2010)

Når du kommer fra en dårlig stime er det vanskeligt at få fat på rytmen. I lørdags tog man et skridt fremad i den henseende. Man er på rette vej, men ikke hvor man bør være. Det afsluttende 2-1 var knebent, man måtte lide, det var spændende og der måtte arbejdes. Det viser to ting. Et, at selvom du spiller rigtig godt i øjeblikke, selvom du har bolden meget i besiddelse, selvom du bevæger dig godt og du flytter den godt, selvom du har chancer for at give og tage, så er det vanskeligste at få den ind. Og to, man skal evne at spille den anden kamp der sættes i gang efter 1-0. Ud over at man skal have kvalitet og arbejdsvilje, skal man også bruge hjernen meget. Det kostede skrækkeligt at få den første ind. Du fortjente det så rigeligt, men det kostede hvad det gjorde. Og du smider det næsten over bord.

Hvordan? Ved at miste kontrollen over kampen efter Pedros startmål. Du kommer fra det udgangspunkt du har, og du vil holde dig fast. I løbet af 68 minutter gør du mange flere ting godt end skidt. Alle tilbyder sig. Alle bevæger sig. Der frembringes plads indenfor og udenfor. Chancerne opstår. Og du svigter i høj grad, fordi du skaber meget. Du opnår cirklens kvadratur: du angriber meget og godt og de angriber dig dårligt nok eller slet intet. Du generhverver således et gammelt koncept. Det med at forsvare fremadrettet. Du scorer ikke, men du føler dig veltilpas. Mentalt holder den uafgjorte stilling dig anspændt. Men ikke bare dig. Du holdes anspændt i angrebet, men modstanderen holdes nervøs bagude.

Elemæntær uopmærksomhed

0-0 er to points som du taber og et som de vinder. Og når du til sidst scorer det første, er du dybest set uopmærksom. Det som var noget værd for modstanderen med uafgjort holder op med at være noget værd med 1-0. Hvad gør de så? Reagerer. Og reaktionen går ud på at komme ud fra grotten, hvor de havde holdt sig skjult i hele kampen. Og det er her Barça blev standset. På dette tidspunkt i opgøret er det lige meget om du fortjente at være foran med 5-0. Når man når hertil er det som der skal gøres at spille let og være effektiv. At berøre bolden meget og lave lange positioner. Modstanderen kan altid sætte ind med et kontraangreb. De er ikke stenfigurer. Men hvis du bliver sådan – som det skete – med stillingen imod dem er det fordi du har mistet din værdigenstand: bolden. De 1-1 fik alle tilbage på deres plads. Alt tilbage ved udgangspunktet. De gik til grotten og du til angreb.

Du havde ikke hovedet med dig ved 1-0. Med uafgjort og med kort tid tilbage, fik du det med igen. Intet med at gå frit rundt, hvilket er vanskeligt at gøre på dette tidspunkt i kampen. Fodboldlogikken tvang til at frembringe plads i kollektiv forstand. I den henseende var det afsluttende 2-1 mål det dejligste ved kampen. Perfekt boldrytme, god dybde og de tre boldberøringer var fremragende. Hverken for sent eller for tidligt. Hverken for hårdt eller for blødt. Kvalitet og arbaejdsvilje på en gang. Målet var utvivlsomt vidunderligt. Men kvalitet og arbejdsvilje er også noget andet: at begejstre slangen. At vide definitivt hvornår og hvordan man dysser modstanderen i søvn, og hvordan man skal spille med stillingen med sig.

Pedro scorer til 1-0 imod Málaga.

I Sport er det nok med en detalje, en enkelt fejl, og du smider det hele over bord. Det skete den anden dag for en hollænder ved navn Sven Kramer ved De Olympiske Lege i Vancouver, den hurtigste i gaden og verdensrekord i 10.000 meter hurtigløb på skøjter. Han blev berøvet guldet ved at begå fejl ved et sporskift.

Respekt for nationalsangene

Hans træner var skyld i at han fik sølv med en dårlig instruktion. De kom fra at have vundet en anden guldmedalje i styrkeprøven over 5.000 meter. Deskvalifikationen var et slag, men skøjteløberen tilgav sin træner. For selvom hans sport er individuel, så udgør de et hold. Triumferne og nederlagene, også fejlene, deles man om. Ingen høster æren eller slagene individuelt. Holdet er et ”lad der ske hvad der vil”. Et bevis på almindelig olympisk respekt, der desværre ikke ses så meget andre steder.

I Vancouver lydder nationalmelodierne og alle udviser respekt. Her lyder den spanske nationalsang ved basketballfinalen i Copa del Rey og der er spektakel. Det er ikke første gang på det seneste. Det er nok at huske det som skete ved pokalfinalen på Mestalla, ved den første af Barças titler. (Sådan lød det dengang - mp3). Uanset hvordan det er, uanset hvordan du føler, det er ligemeget om du er enig eller ej, så respekterer man nationalsange. Vigtigere end sporten, er respekten grundlæggende i alle områder af livet.

Barcelona 2022

Nu vi taler om De Olympiske Vinterlege, så forstår jeg her i dag ikke hvordan du kan forestille dig at organisere et OL uden at have noget forberedt eller organiseret. Det spanske olympiske hold rejser fra Vancouver uden bare en medalje. Men det alvorlige er ikke dette, men den dårlige planlægning som man aner bag denne sportslige fiasko. Hvis du vil gøre det, så gør det godt. Jeg forstår ikke meget om olympiske programmer, men jeg evner at se om en ting sættes i gang på en holdbar måde. Lad bare medaljerne være, men det med Barcelona 2022 tegner meget desorganiseret. I det mindste til en start.

Cruyffs klumme: Kampen i lørdags var den dårligste i Guardiola æren

Af Johan Cruyff (El Periódico 22. februar 2010)

For halvandet år siden blev Barças første ligakamp på Camp Nou spillet imod Racing. Holdet kom fra at have tabt i den første runde imod Numancia, og den dag fik man uafgjort. Jeg var begejstret over hvordan man spillede. Man vandt ikke, men de viste rigtig mange ting. Jeg sagde at for det hold ”ser det godt ud. Rigtig godt ud”. Jeg var alene om det. Ingen så ud over resultatet. To kampe, et point her og så sluttede analysen. Det Barça-Racing var fantastisk. Den i lørdags var den dårligste kamp i Guardiola æren. Den dårligste ud af et ædelt og rundt antal, hundred.

Ingen må lade sig snyde af afslutningsresultatet. Hvis du analyserer de fire mål, så anerkender du kun det af Márquez. Og det kom på direkte frispark. Ikke i spil. Ved det første er der en enorm fejl hos en forsvarsspiller. Ved det andet åbnes barrieren og ved det sidste er der et ben der bringer Thiagos skud på afveje. Det blev sandelig 4-0. Men mere betydningsfuldt end adskillige gange at have haft heldet, hvilke klare målchancer frembragte holdet så? Og det værste af alt, når man kommer fra at have tabt på Calderón efter at have begået en meget konkret serie fejl, som man gjorde, lærte ingen noget? Dette er sagen som gør mig urolig.

Kvalitetsforskelle

Jeg så de samme fejl, de samme, imod Racing som imod Atlético Madrid. Forskellen består i kvaliteten hos spillerne hos den ene og den anden modstander. Barça var den samme. Som på Calderón, kunne kombinationer som hold tælles i dråber. Endnu engang blev der kørt meget med bolden. Endnu engang et stort antal tabte bolde. I fodbold giver det den bedste kvalitet at spille med en berøring. To kan allerede blive overdrevent. Når du kommer over dette antal og vandrer frit rundt, er det farvel til positionsspillet og boldrytmen. Du holder direkte op med at overraske, hvis du selv lukker tomrummene og alt gøres mere langsomt og lettere at forudse. Der var mange som igen vandrede frit rundt, og satte hele holdets dyder på spil.

Du kan spille dårligt en dag. Det manglede bare. Særligt efter at have fået 21 kampe som ubesejret på snor i ligaen. Og endnu mere hvis du har vundet alt det som du har vundet på rekordtid. Du har gjort så mange ting og så godt, at de alle sammen kan tage sig et pusterum. Men du kan gøre det ved at spille simpelt men effektivt. Eller OK, ved at træffe dårlige beslutninger. Og holdet har besluttet at tage sig et pusterum ad den anden vej. Du kan spille dårligt en dag eller sågar tabe helt fortjent. Nederlaget er en del af sporten. Men hvis nederlaget er fortjent, mangler den gode del. Du skal lære lektien. Du skal vide hvad du har gjort galt og hvad du har gjort anderledes. Du skal se det, forstå det og finde udvejen. Og fra en uge til en anden, fra Calderón til Camp Nou, har jeg ikke set at de har taget ved lære i den forstand.

Adfærd

Hvis du gennemløber denne gruppes historie, hvis du kigger på de hundrede kampe i Guardiola æren, så er succeserne ikke kommet grundet en enkelt spiller. De er kommet fordi alle har fungeret som hold. Det er ikke et spørgsmål om kvalitet. Størsteparten kan udmærke sig og få et åh! Fra tilskuerpladserne. Det er en anden ting. Det er et spørgsmål om adfærd. Og med adfærd vil jeg ikke sige mangel på offervilje. Løbe. De løb meget. På Calderón grundet deres egne usikkerheder. Imod Racing, selvom det var mindre tydeligt grundet de 3-0 næsten uden at ville en halv time henne, brændte man sig også på mange ekstra kapløb grundet styringen og boldtabene der var til overmål, hvilket satte positionsspillet hos den ene og den anden på spil.

Der er to måder at lave en individuel spilsituation på. Den ene er at lave det med plads foran, du imod din oppasser, og hvis du overvinder ham, er der fri bane til modstanderens mål. Den anden er at lede efter den personlige glans, det som jeg kalder behag dig selv. Det er en zone på banen længere tilbage og derfor mere prekær. På opbygningsstrækningen er det altid bedre at spille med en berøring og lede efter støtte fra holdkammeraten. Ved dette ender du med lettere at finde plads. Og ikke bare for dig selv, selvom det også er sådan, men endvidere til den anden holdkammerat længere fremme. Og senere skal det være ham som spiller om det i en individuel aktion. Hvor mange bolde nåede op til Henry eller Messi? Og under hvilke betingelser? Hvis du gør at den kommer sent, kan du kun håbe på en genialitet fra dem. Den kan utvivlsomt komme, men det er enklere hvis du giver dem noget mere fordel.

Kortskifte

For at skifte emne, så glæder jeg mig over muligheden for at man overgår fra rødt kort til gult til spilleren som begår frispark på den sidste angriber indenfor feltet ved en ufravigelig målchance. I stedet for straffespark og udvisning, så straffespark og gult. Tag det sådan at et straffespark er straf nok. Mange kampe er blevet spoleret netop grundet denne direkte udvisning. En måde at beskytte ikke så meget forsvaret, men derimod målmanden. I hans tilfælde er det for meget straf, for det er ikke en voldelig aktion, men det handler ganske enkelt om at målscoringen skal slå fejl.

Cruyffs klumme: En dag måtte det jo komme

Af Johan Cruyff (El Periódico 15. februar 2010. Lagt på Barça.Dk dagen efter)

Der var ikke undskyldninger før kampen begyndte, og der er heller ingen grund til at lede efter dem ved afslutningen for at retfærdiggøre nederlaget. En dag måtte det jo komme. Så øjnene var fæstnede på forsvaret grundet de mange skader som der var, og så ender det med at Barça svigter i de andre kæder. På midtbanen og i angrebet. Netop der hvor de faste mænd var.

Folkene som dominerer bolden tabte den flere gange end det vanlige. Dem der evner at skjule det, viste det for mange gange. De hurtigste, med hensyn til eksekution og ideer, var langsomme. De bedste afsluttere ramte kun plet en gang. At tale så meget om de fraværende endte med at distrahere alle sammen, som om alle var smittet med at holdet ikke var helt.

Og det var det. Ikke i forsvaret, men sådan forholdt det sig på midtbanen og i angrebet. Der var problemet. For mange boldtab, for megen langsommelighed og man tillod Atlético for mange fordele. For hvis de er gode til noget, er det netop hurtigheden med hvilken de ruster sig til kontraangreb. For dem er det nok med en lang pasning for at nå ind i feltet så Agüero og Forlán, hurtige som de er, kunne få tomrum og komme til chancer. Dette medførte at Barça endte med at tage et skridt bagud. Men man vil komme til at tage et fremad, fordi man nu vil trække i arbejdstøjet. Har man så tabt terræn til Real Madrid? Bliver der presset på fra medierne? Og hvad så? Førstepladsen har ikke skiftet hænder?

Den sunde fornuft

Det er et spørgsmål om at bevare roen, professionalismen og at opretholde den sunde fornuft. De to dyder man må bede enhver sportsudøver om. Og også lederne. Eksempler på hvordan man ikke gør tingene godt er der mange af. For at nævne bare to af nyere dato, så er der udelukkelsen af Togo og valget af dato til Copa del Rey finalen. Det er sandt at det ene ikke har noget med det andet at gøre, men begge har det totale fraværd af noget så basalt som sund fornuft til fælles. De har paffet løs på dig, folk er blevet dræbt og derefter straffer de dig sportsligt. Straffen, skammen, var at du ikke må stille op for at konkurrere, for hverken kroppen eller forstanden var klar til det. Det andet er overdrevent og fuldstændigt ude af propositioner.

At beslutte at finalen af indeværende udgave af Copa del Rey bliver 26. maj gør at farverne stiger hos mere end en. Hvem organiserer pokalen? Forbundet. Hvem skal holde vagt omkring landsholdets interesser? Forbundet. Hvilken turnering er der i år? Verdensmesterskabet. Hvem skal vinde dette VM? Det udvalgte mandskab som Forbundet stiller med. Når man ved det, og når man ved at ligaen afsluttes 15. maj, er der så ingen der får den idé at spørge landstræneren hvornår han havde tænkt sig at samle landsholdsspillerne med henblik på VM? Er der slet ikke nogen som det er faldet ind, lad spanierne være, at der også er landsholdsspillere fra andre lande? Disse skal også samles, og jeg tvivler på at nogen gør det senere end 26. maj. Hvad vil du sige til dem, når de beder dig om deres spillere? Det så fortærskede "Spain is different"?

Mangel på forudseenhed

Og det med den pressede kalender fordi det er VM år gælder ikke. Netop derfor, fordi der er VM, skal du som forbund, skal du som organisator af pokalen, servicere dine fodboldspillere. De samme som du fra 11. juni vil bede om at de konkurrere så godt som de evner. De skal nok gøre det så godt som de kan, hvilket ikke er det samme. I den forstand skal man hjælpe til. Hvordan? Du skulle have sparet dine landsholdsspillere for kampe. Hvis du som organisator af turneringen havde designet en Copa del Rey med blot en kamp pr. runde, blev resultatet et andet: mindre slid grundet mindre kampbyrde. Og flere ledige datoer.

Fordi traditionen fra andre lande med altid at spille pokalfinalen på det samme stadion ikke findes, mangler man nu at vælge stedet. Man kender modstanderne. De ville ikke kunne placere finalen i hverken Madrid eller Sevilla. Jeg nævner Valencia som jeg kan nævne en anden, men hvis du vælger en anden by end finalisternes, skader du ikke nogen, og du undgår diskussioner, tvivl og mistanker.

Professionalisme og sund fornuft

Hvad klubberne angår, både her og der, er mange af dem på afgrundens rand. En realitet der rækker længere ud end til den nuværende økonomiske krise. Og længere ud fordi det bunder i noget dybere. Du kan begå fejl et år, regne forkert med hensyn til udgifter og indtægter, og ende med et ubehageligt regnskab. Men i det følgende skal man få det rettet. Eller gøre det de efterfølgende år. Man bør ikke planlægge ting, som man senere ikke kan gennemføre. At love adskillige succeser er meget let, men hvis du grundet dit løfte vil strække armen længere ud end ærmet rækker, så betal det af din egen lomme. Hvis du bruger klubben til at gavne dig selv og det går skidt, så kommer der en anden for at ordne det. Vi ved godt at der er mange følelser på spil. Men man når et punkt hvor følelserne ikke holder til det hele. Lær at købe det nøjagtige og at sælge det nøjagtige.

Cruyffs klumme: Du skal ikke tillade at dommeren kommer i centrum

Af Johan Cruyff (El Periódico 8. februar 2010 - lagt på Barça.Dk dagen efter)

Det blev til tre point, som i en typisk kamp. Men at få disse med så mange faktorer imod giver dem en ekstra værdi. Barça-Getafe er en af den slags opgør, som der er meget få af i løbet af en sæson, hvori listen af detaljer der skal gennemgås for at tage ved lære med henblik på fremtiden bliver både lang og ubetalelig. For det gode og for det onde. En vigtig spiller kan blive skadet (Alves) ved opvarmningen. Et uheld, men det er noget du ikke kontrollerer. En anden vigtig (Touré) kan blive skadet under kampen. En anden modgang som du heller ikke kan kontrollere. Det som du har i din egen hånd er ikke at åbne døren for fare gratis.

Du ved det, fordi du har øjne og fordi du har ører, at der snakkes om dommerne og kendelserne. Falsk, forceret eller opfundet. Virkelig eller ej. Det er ligegyldigt. Det findes, og det er op til dig at punktere ballonen bedre end andre der har indflydelse. Vigtigere end om Piqué burde eller ikke burde være udvist, er det en lektie for alle Barças fodboldspillere. Stemningen omkring dommeren i kampen er som den er. Så skal man ikke give mulighed for at der træffes beslutninger som ikke er gode for dig. Grundet den beskedne fare som spilsituationen indebar, Getafe spilleren gik ikke efter at være alene med Valdés, grundet det område på banen hvor det skete, så gør dig umage for at kue nidkærheden.

Milito var fremragende

Der er ikke behov for at demonstrere noget, men derimod ganske enkelt at gøre det som er nødvendigt. Særligt defensivt. Der var de behagelige overraskelser mange. Som Militos fremragende kamp. Fremme, bagude, i løb og i position. Sågar med bolden ved fødderne, hvilket helt sikkert er det vanskeligste at generhverve sig efter så lang tid skadet. Ikke en aktion i utide eller ude af kontrol. Havde han været hovedpersonen ved udvisningen og ikke Piqué, ville det være let at tilskrive det hans lyst til at vise noget. Imidlertid var det den mest rutinerede der begik synden, men samtidig den mest uerfarne.

Fremragende indsats af Maxwell der optrådte som Alves. Offensivt gik han godt i spænd med dem længere fremme, mens holdet spillede med 11 og naturligt nok mere forsigtig da man kom i undertal. Med karantæner til Piqué og Márquez samt en skadet Alves, er jeg nysgerrig omkring hvad man vil beslutte omkring den defensive kæde den kommende søndag på El Calderón. Hvis Maxwell havde lidt skibbrud i højre side, ville Puyol være mulighed nr. et til denne backplads. Nu ved Guardiola og hans folk at de har en mulighed ekstra til denne plads, for således at holde anføreren på den defensive midterakse.

Skal der spilles i dybden (Maxwell) eller bedre udrustet (Puyol). Og det hele angår valget af en enkel back. I mange år det område hvor de mindst profilerede i truppen endte.

Og nu vi taler om dybde, så evnede Barça at spille og det rigtig godt med en mindre. Undtagen de senere øjeblikke med forvirring omkring udvisning, evnede holdet som sådan at spille enkelt. En let aflevering og megen opbakning. Og uden at falde til det lette: at havne for langt tilbage. Og særligt hvis du skal forsvare et smalt resultat der er til din fordel. Hvorfor havde Getafe ikke klare målchancer når man sågar var en mere? Fordi Barça, endog med 10, tvang dem til at strække sig ud. Det vil sige at man var opmærksom omkring hele banens længde og ikke udelukkende koncentreret om at angribe og at angribe på modstanderens banehalvdel. Michels spillere fik ikke andenbolde, fordi det kostede dem en verden at få den første. Og Barça gjorde det ved at dominere noget meget vanskeligt: At spille i dybden med 10 mænd. Hvordan? Man udstrakte banen via fløjen. I dette tilfælde med Abidal og Keita på venstrekanten.

Jeg advarer Iniesta og Touré

Guardiolas mænd evnede at spille enkelt og i dybden. Samlet set en god iscenesættelse af hvordan man spiller og gør dette godt i undertal.

Selvom det var sådan, så var der en aktion der fik håret til at rejse sig på mig. Og det skal tjene som lærestreg for ham der var hovedperson og for resten af holdkammeraterne. Spilsituationen var teknisk perfekt og æstetisk vidunderlig, da Iniesta som om det var den letteste sag i verden fik sat to af modstanderens spillere af ved kanten af feltet. Det var lige så meget til at råbe højt over som uansvarligt. Det er perfekt hvis det sker ved kanten af modstanderens felt. Det er for stor en risiko hvis man gør det i eget felt, som det var tilfældet her. Hvis du er sidste mand, som han var, skal bolden til målmanden eller på tribunen uden yderligere overvejelser. Vælg A eller B, men ikke C. Det er rigtig smukt hvis det går godt. Men hvis det går skidt, bliver det næsten med sikkerhed til mål.

At skynde sig til overmål

Det samme skete med Touré. Det er ikke første gang han trækker ud af farezonen med en, to, tre eller fire hurtige undvigende bevægelser. Men at skynde sig for meget og at tabe bolden sætter holdet i en risikosituation. Noget man altid skal undgå, med undtagelse af når kampen i højere grad er afgjort. Uanset hvor god du er, uanset hvor sikker du føler dig selv, er der aktioner hvor der ikke er grund til at løbe nogen risiko. Uanset hvor god du er, hvilket du er, er det ikke nødvendigt at vise det, men at opfylde forpligtelserne. Den første at fjerne unødvendige risici.

Cruyffs klumme: Hos Barça er det vanskeligt at glæden bliver fuldstændig

Af Johan Cruyff (El Periódico 1. februar 2009)

I sidste uge genfandt vi en bunke ord der ikke har meget med fodbold at gøre: karantæne, komiteer, appel og at vogte sig. Fodbold er fodbold både her og dér. Men spørgsmålet om fair play eller sportsånd er meget anderledes i andre lande med andre mentaliteter. Her ser vi en sort hånd, en bestemt interesse og mistænkelighed hver gang der træffes en beslutning. I for eksempel England og i USA plejer man at respektere en karantæne uden videre. Her er karantæne ensbetydende med appel. Og hvis den implicerede er en der altid kommer på forsiderne, er cirkusset garanteret.

Jeg har været angriber. Og som med alle angribere, har de trukket mig i trøjen, i armen og i halsen. Dit instinkt som angriber er, at løsrive dig og holde dig oprejst. Og hvis du har bolden for fødderne, bliver det endnu vanskeligere endnu. Dit instinkt får dig til at løsrive armen. Et stød der kommer til at blive et «slip mig!» og som plejer at ende med at der fløjtes. Ifølge dommeren begår angriberen eller forsvarsspilleren frispark, selvom jeg, som angriber, altid bemærkede at den anden begyndte. Omkring sagen med karantæne, komiteer, appel og at vogte sig ved situationen mellem Cristiano Ronaldo og spilleren fra Málaga så blot en kommentar: En tvekamp som mange andre men med et iøjnefaldende udfald i form af en brækket næse. Den endelige konsekvens er det som gør alt meget mere alvorligt. Frispark? Ja. Var karantænen fortjent? Utvivlsomt. Og de fik den begge. Direkte rødt og karantæne i to kampe. Når dette er sagt, så har jeg set og jeg vil komme til at se uendelig mange værre stemplinger.

Eksamen på Riazor

Uden Cristiano vandt Real Madrid noget mere end tre point på Riazor. Presset fra Barça, (man gik ud for at spille om seks point, da der ville blive otte point op hvis man tabte), det faktum at man i en masse år ikke havde vundet der og de mange afbud. Man talte om de fraværende før man nævnte dem der var der. De gjorde denne kamp til en eksamen af de store. Og når det ser alvorligt ud, vågner folk, de som er der, op til dåd. Og særligt når det handler om en storkamp. Endnu engang må det konstateres at fodbold ikke er matematik. Og desto vanskeligere det tegner sig, desto mere koncentrerede er dem som spiller den dag. De store hold plejer at finde de helt rigtige forstærkninger frem. Fordi ham der kaldes reserve hos en af de store plejer at have større kvaliteter end mange af de faste på andre hold.

Og når man er koncentreret og midt i kampen, plejer denne kvalitet at udgøre forskellen. Gutis hælspark ved Benzemas scoring. At Guti er en rigtig god spiler, diskuterer ingen. Noget andet er hans væremåde. Og ikke så meget inde på men udenfor banen. Selvom dette er hans og Real Madrids sag.

For at afslutte januar, så er de positive tegn Barça viser kuede. At vende tilbage til turneringen efter julepausen koster. At gøre det efter at have skrevet historie med et utroligt 2009 gør regningen større. Du er faldet i pokalen, men der er forskellige måder at falde på. Barças imod Sevilla kan man være stolt over. Og derfra en masse scorede mål, det kunne have været flere, bare se på hvad de brændte i Gijón, og meget få indkasserede mål.

Holdet viser noget der står udenfor statistikken. Man er ved at lære at reagere anderledes. At finde løsninger omkring de hold som går ud og spiller imod en på en meget anderledes måde. Man er i færd med at lære hvad der skal gøres og ikke gøres i disse første 15 eller 20 minutter hvor de går ud og bider fra sig langt fremme. Og man ser fremskridt. Det gør det mindre lidelsesfuldt for Valdés. Han er den første. Og det hele fordi man er ved at få afslebet løsningerne til at klare presset fra den første kæde. Der er altid risici, men acceptable risici der hænger sammen med ideen bag det fodboldspil dette hold praktiserer.

Men sådan er Barça, og her er det vanskeligt at glæden bliver fuldstændig. Der er altid en eller anden der skal peges på med fingeren. Først var det Henry. Nu er det Henry samt Ibrahimovic. Hvis du er angriber og ikke scorer, må du leve med det. At dømme dem kun ud fra deres mangel på træfsikkerhed er lige så let som ukorrekt. Det handler ikke om at se på individet, men først at se på kæden (forsvaret, midtbanen og angrebet) og derefter hvordan holdet fungerer. Er scoringsformen nedadgående? Der er altid perioder hvor det går dårligere end i andre, men for mig er det ikke forklaringen på deres formodede dårligdomme. Henrys seneste kamp i Valladolid. Solistkoncert af Alves på højrekanten. Kommentaren: Vi så ikke franskmanden. Det er logisk, hvis han befinder sig i venstre side og alt går via den højre. Bevægede han sig godt? Ja. Jeg så ham aldrig udpønset. Åbnede han banen? Ja, og dette hjalp dem på den anden kant. For en angriber er målene vigtige, men det er ikke alt.

Nu er det Ibrahimovic. X kampe uden at score. I Gijón udgjorde han angrebet sammen med Messi og Pedro. Hvem vil forsvaret fæstne sig mest ved? Ved de to hellige, med og uden bold. Ham der kan udnytte det, fordi han bevæger sig godt, er den mest ukendte. Scoringen er vigtig. Men det er ikke angriberens eneste pligt. Og når han bidrager og yder til positionsspillet med sine bevægelser, bliver hans bidrag udslagsgivende for at medaljerne hænges om halsen på andre.

Hovedside om Cruyff