Ærespræsidentens klumme foråret 2011

Ærespræsidentens klumme: Husk præsidenten der satsede på Rijkaard og Guardiola

Af Johan Cruyff (El Periódico 30. maj 2011)

Barça blev den rette mester. At vinde giver i sig selv grund til glæde, men at gøre det på den måde som man gjorde giver grund til stolthed. Og særligt hvis det anerkendes af dem som ikke er dine egne. På vej hjem fra London havde jeg tid til at rette blikket imod den engelske presse. Ikke en eneste undskyldning for Manchester Uniteds nederlag. Ikke en. Tværtimod. Ros og mere ros til sejrherren. Det blev beundret at man er et skridt foran alle andre. Manchester United tabte og Barça vandt. Men man satsede på fodbold. Og fordi Barças fodboldspil er dynamisk og offensivt, tiltaler det alle, uafhængigt af farver og oprindelse.

Ud over hvad der angår fodboldspillet, var det en stor kamp, når det drejede sig om en finale. Hvis ikke det er den bedste jeg har set, så er det en af de bedste. Der er detaljer der får hele denne gruppe af vindere til at fremstå stærkere. Og ud fra denne styrke, der stammer fra små detaljer, gives der næring til en positiv dynamik. Jeg hentyder til det lille øjeblik hvor Puyol var med. Han kunne have båret sit anførebind. Men jeg hentyder faktisk til detaljen med Abidal, som var den der først løftede pokalen. Men til dette kapitel hører Mascheranos plads i startopstillingen og den spilletid som Afellay fik også med. I begge tilfælde to nye ansigter i en trup hvor det belønnes at yde en indsats og anstrenge sig for at tilvænne sig et vidunderligt fodboldsprog når man ser det, men som det er meget vanskeligt at udføre. I Barça kode, så har Mascherano gjort det fremragende. I Barça kode, så fik Afellay også sin lille belønning for en indsats der bidrog til at man nåede Wembley. Jeg hentyder til hans opspil ved det første mål af Messi i første semifinale på Bernabéu. Når det er så indlysende hvem der er de udvalgte elleve og de er så talentfulde som Barças teoretiske startende hold er, hvor det er så svært at komme med og særligt at tilpasse sig uden at det klinger falsk, er der nu yderligere to der bidrager til sagen.

Det fra det nye Wembley er det fjerde trofæ i den fineste Europa Cup på 19 år. Den tredje i de seneste fem. Jeg ved ikke hvornår Guardiola vil holde op. Nogle italienere spurgte mig til hvad han føler. Med hentydning til hvad han følte svarede jeg for ikke så længe siden, at han var tættere på at sige farvel, da han er godt slidt, end på at fortsætte i lang tid. Når man sammenligner hvordan han altid lader sin nærmeste fremtid afhænge af hvordan hans hold yder og deres indstilling, så kan Barças tilhængere tage det roligt, selvom sandheden er at kun han ved i hvilken grad han er slidt. Dertil kommer hans utrolige antal titler og rekorder. Med respekt for en beslutning som er hans og kun hans, så er jeg helt på det rene med, at når han rejser, skal der ledes efter en anden. Og at få truffet den rette beslutning bliver afgørende for om denne periode på tyve år der har ændret klubbens historie bliver fortsat eller ej.

Og sågar med Guardiola i front det kommende år, og hvis han vil og føler sig stærk nok så i yderligere et, bliver det afgørende at han får betingelsesløs støtte ikke fra hans egne, ikke fra hans spillere, ikke fra hans medarbejderstab, men fra klubbens ledere. En vinderperiode afsluttes næsten aldrig grundet dem i omklædningsrummet (spillere eller træneren), men grundet årsager udenfor dette. I dette omklædningsrum forefindes så rigeligt elementerne til fortsat at kæmpe med om alt, men hvis der derinde dukker fremmede folk op med lyst til at blande sig hvor man ikke bør, vælder problemerne frem.

Det jeg så live på Wembley, fik mig selvfølgelig til at huske vores første Europa Cup i 92. Helt knastørt og ikke som noget hverken nyt eller gammelt. Og det lille skridt fremad som man tog ved at tro på først Rijkaard og derefter Guardiola og udstyre dem med fuldstændig frihed. Og med dem deres medarbejderstab. Når man ser på deres succeser og deres måde at opnå disse på er det retfærdigt, i hvert fald for mig, at huske præsidenten som satsede på dem i sin tid, når man betragter hvorfra man kom. Den selv samme præsident som den nuværende bestyrelse på diverse måder har sat tvivl omkring.

Det bekymrer mig ikke det mindste om Real Madrid kan forstærke sig med den ene eller den anden, eller om man ofrer en formue på det. Uanset hvor mange man indkøber, så kan der kun spille elleve. Hvis Barças hold fortsætter som nu, bliver der intet problem. I modsat fald, kan sådanne godt dukke op, i fald nogen af dem i toppen tror sig klogere og bedrevidne end dem længere nede. Dem i omklædningsrummet.

Ærespræsidentens klumme: Barça er favorit, men kun til kl. kvart i ni på lørdag

Af Johan Cruyff (El Periódico 23. maj 2011)

Her få dage før finalen på Wembley, synes jeg det er rimeligt for en stund at huske og holde fast ved at anerkende det mesterskab Barça har vundet. Det tredje i træk og det vanskeligste af de tre. De 102 mål som Real Madrid afslutter deres sæson med forstærker de blårødes arbejde. De 92 point de hvidklædte fik samlet opskriver det som mesteren har udført. Nu mens alle koncentrerer sig om hvem der ender som vinder af duellen mellem Barça og United, kigger jeg på den del af sæsonen, hvor Mourinhos folk havde hovedrollen.

Champions League finalen er et kapitel for sig selv, men det som starter midt i august bliver fængslende. Efter at have slået Real Madrid ud, bliver det den bedste finale af alle. Begge finalister har vundet mesterskabet: Barça det tredje i træk og United det fjerde på fem år. Og hvis du gennemgår deres europæiske løbebaner i de seneste år, kan du tælle adskillige finaler og semifinaler. Fyldt til overmål med individuelle talenter, kan du for sjov underholde dig med at sammenligne mand for mand. Men det der adskiller dem fra hinanden er spillestilen. En er engelsk og den anden er spansk. Eller rettere sagt, en er engelsk og den anden er Barça: talent, cantera (stenbrud = egen avl) og bold. Præmissen er, hvordan angriber man godt for at forsvare bedre.

Hold fast ved stilen

Jeg ved ikke hvem der ender som vinder. Derimod er der noget andet jeg faktisk ved: Undgår man uheld, bliver trofæet løftet af det hold som sætter sin stil igennem overfor den anden. Hverken United vil føle sig veltilpas ved at indrette sig efter Barça eller omvendt. Den som holder fast ved sin stil har alle muligheder for at få titlen. Er Barça favorit? Ingen tvivl om det, men kun til kl. kvart i ni på lørdag. Derefter skal man spille sig til det.

Når jeg tidligere påpegede at Real Madrids sæson skal få Barça tilhængerne til at føle sig stolte grundet den måde deres hold svarede igen, så kan man lære to ting af Ronaldos 40 mål. På den ene side er det en voldsom bedrift. Ikke bare i ligaen, men også med henblik på de kommende uddelinger af Guldstøvlen. At sætte 40 mål ind i en almindelig liga kan lade sig gøre. At gøre det i en af de ligaer der har højest pointkoefficient er frygtindgydende.

Jeg er ikke det mindste i tvivl om at spilleren og alle der holder med Real Madrid er stolte over dette historiske antal. Imidlertid er fodbold et holdspil, og hvis det går sådan det kommende år, at Real Madrid igen ender som nr. to og Cristiano gentager eller måske forbedre disse 40 mål, bliver glæden hverken individuelt eller kollektivt set den samme. Messi har scoret mange, men færre, og først og fremmest er han sammen med sit hold nået frem til finalen. Der mangler kun en lille bid til den fede The Double Liga/Champions League 2010-11 er hjemme.

Sammenligninger er altid hæslige. Og særligt indenfor en holdsport som fodbold jo er. Fordi han er nr. 1 i verden, oplever Messi det konstant. Ser vi bort fra de individuelle kvaliteter, så spiller han hos Barça, og det gør de andre ikke. Det er så tydeligt at Messi sammenlignes med sig selv i henhold til om han spiller for sin klub eller hos sit landshold. Disse sammenligninger har imidlertid et strejf af retfærdighed. De er samtidige. Dem der går efter at ligestille forskellige epoker er næsten machiavellistiske. (O.a. Machiavelli og hans anskuelser = underfundig). Er Messi på højde med Pelé eller med Maradona? Det tæller ikke. Alle ved vi at Leo er fantastisk god, at han har et diskret privatliv, hvordan han stemples i kampene, at han aldrig simulerer og at han aldrig beklager sig. I den forstand er han et eksempel for alle. Men som 23årig har han meget af sin karriere foran sig. Og derfor taber han overfor Maradona eller Pelé.

Hyldest til De la Peña

Herfra et knus til et andet godt menneske og enorm fodboldspiller, Iván de la Peña. Grundet skader, har vi ikke set så meget til ham, mener nogen. Hvis man ser på hans fulde antal kampe eller samlet spilletid, har vi set ham nok til at fryde os over hans sidste pasning. Den mest risikobetonede. Jeg glæder mig over at det blev Espanyol der fik fornøjelse af ham i så mange år. Sågar i Barcelona, hans hjemby, fik han den kontinuitet, som man ikke gav ham hos Barça. Hverken han eller de andre fra den så talentfulde Quinta del Mini generation. (O.a. Hentydning til de unge spillere der hos Barça fik chancen midt i halvfemserne efter de succesrige Dream Team år, men som aldrig fik succes, da den daværende ledelse mistede troen på Cruyffs nye projekt). Der skulle gå adskillige år før Rijkaard og Guardiola dukkede op på scenen for at finde tilbage til formlen ”ja, jeg tror på la cantera”. Iván stopper som 35årig. Hvis han nu var 19 år som dengang han debuterede hos mig, ville sågar Guardiola være en lille smule mere lykkelig.

Ærespræsidentens klumme: To årtier med én filosofi

Af Johan Cruyff (El Periódico 16. maj 2011)

Tre mesterskaber i træk og ni titler på tre sæsoner. Enten vinder man på Wembley, eller også gør man ikke. Men at man er med i to finaler, samt en semifinale i Champions League i disse tre år bekræfter Barças overherredømme indenfor fodbold både i og udenfor La Liga. Og ikke udelukkende i disse tre år. Det man har gang i er et vidunderligt tyranni, for man går ikke bare efter at føle glæde og at få folk til at føle glæde. Alt begynder og slutter med bolden. Målsætningen: hvordan angribes der bedst for at forsvare bedre. Altid med bolden. Og hvis det er muligt, så med flest mulige spillere af egen avl. Dette er Barças store succes. Deres filosofi. Man ved hvad man vil spille for, med hvem man vil gøre det og hvad klubbens tilhængere kan lide.

Man kan ikke tage fejl, for den ganske verden synes om det. Man kan ikke tage fejl, for denne filosofi fører til udbytte. Pep Guardiola sagde den anden dag, at man aldrig ville kunne sidestille sig med Dream Team. Uanset hvor meget man vinder. Vi var pionererne. Vi brød barriererne. Han sagde at intet kan sidestilles med det. Og nu hvor han er et mesterskab fra at udligne Dream Teams fire i træk, vil sammenligningerne komme jævnligt. Det vil næsten medføre yderligere pres, når virkeligheden er en anden. Og det kan underbygges. Her handler det ikke om at afgøre hvem der var bedre end den anden, men om at føle sig stolt over en lang epoke med succeser der er opnået ved at følge en enkelt idé at forstå fodbold på.

Begyndelsen på en lang periode

Og denne lange epoke med succeser har varet i to årtier. Af de 21 mesterskaber Barça har, er de 11 kommet i de seneste 21 år. Og dette selvom der var et tomrum, en parentes og mange skridt bagud i adskillige år. Dem der gik fra Van Gaals sidste mesterskab til Rijkaards første. Trods parentesen, så er de tre triumfer i den fineste Europa Cup også kommet her. Måske bliver det til fire d. 28. maj. I sin tid kostede det at få ændret adskillige indstillinger. Men fortjenesten ved at få sat gang i noget følges af at folk som kommer bagfra tilslutter sig. Dette er hvad der kendetegner en periode. Samlet set. Fra starten af halvfemserne til i dag.

Angående at finpudse en idé og en så særlig måde at opfatte fodbold på som Barça har, som under tiden er enestående, skal man ikke hædre ham der begyndte det, men ham der har forbedret det. Og her er først Rijkaards figur og derefter Guardiolas fundamentale. For mig går Dream Team epoken, Rijkaards epoke og Guardiolas epoke på mange måder hånd i hånd. I alle disse år har der været adskillige præsidenter, men når disse har ladet sig råde, når de har troet og satset på nogle rigtignok unge trænere med beskeden erfaring på bænkene, men med nogle klare koncepter for hvordan og med hvem de vil spille, blev det en vindersatsning. Attraktivt og udbytterigt. Fortsat og forbedret. Var der bølgedale? Ingen tvivl om det.

I fodbold er to plus to aldrig fire. Og sådan bliver det endnu mindre i en periode der ikke løber over tre år, som mange taler om når man ser Guardiolas ekstraordinære succeser, men en mere udstrakt periode, der strækker sig længere ud og som strækker sig ud over de seneste to årtier. Der vil altid være fejlagtige beslutninger. Men du begår altid færre fejl og du er altid tættere på at træffe en korrekt beslutning, hvis linjen er fastsat. Når man vurderer Guardiolas, hans spilleres og hans stabs tre ligamesterskaber, er jeg af den opfattelse at der ikke er nogen sæson som er sammenlignelig med en anden. Hver sæson har sine egne vanskeligheder. Den første blev Peps professionelle debut på bænken. Hvor mange var der dog ikke som så ham ude før han var begyndt!

I den anden tvang et rekordernes Real Madrid Barça til at vinde titlen med flere point end nogensinde. Og i den seneste omgang af ligaen? I det tredje år faldt mesterskabet tidligere. For Barça er der sågar blevet to runder til overs.

Forhindringsløbet

Imidlertid har antallet af forhindringer der skulle overvindes været større end nogensinde. Listen er lang, og vi kender den udenad. Start efter selveste VM i Sydafrika. Træthed, skader, alvorlig sygdom, uforudsete ting, insinuationer og provokationer. Og sågar sådan og med alle disse problemer, ender man som sejrherre. Det må man tage hatten af for.

Jeg har altid forsvaret at det er meget vanskeligere at vinde det andet år end det første. At sejrer det tredje år i træk bryder imidlertid alle rekorder. I hvert fald hos denne klub. At man blot ved to lejligheder i Barças historie har vundet tre mesterskaber i træk gør anerkendelsen af Guardiolas, hans spilleres og hans stabs arbejde meget tydelig. Og denne tredje sæson har for mig været den mest besværlige af alle.

Ærespræsidentens klumme: Mous taktik der udelukkende var hittet på til Barça, burde ikke være sådan, hvis han stolede på sit eget hold

Af Johan Cruyff (El Periódico 9. maj 2011)

Enhver sejr til Real Madrid opskriver det som FC Barcelona har opnået overfor José Mourinhos hold. En flot opvisning fra Real Madrid, (hvor de får tre triumfer i træk på udebane: Bilbao, Valencia og Sevilla), gør det som Guardiolas drenge har opnået imod de hvidklædte større. Det blev til fire sammenkædede direkte dueller, med forskellige scenarier, men meget hårde. Arbejdet tappede mere mentalt end fysisk takket den portugisiske træner. Fire dueller som nu er overstået, hvor Mourinho ikke en eneste gang ramte plet med sine trufne beslutninger. Det er indlysende at han ikke gjorde det udenfor banen, men heller ikke da det handlede om at få lagt taktikken til kampene.

Det er sandt at han vandt pokalfinalen imod Barça. På en bagatel af et måls forskel i den forlængede spilletid. Nej, at vinde eller tabe har ikke noget at gøre med at spille godt. Du får heller ikke ret fordi du vinder, og har heller ikke uret selvom du ikke ender som sejrherre. Når man ser på det afsluttende resultat af Sevilla-Real Madrid (2-6), når man ser på det hold som gik ud på Sánchez Pizjuán og når man ser på hvor de hver især spillede, er der mere end en Real Madrid tilhænger som vil spørge sig selvom om, hvad der kunne have været sket med en anden startformation og med en anden taktik imod Barça.

Ville historien være blevet anderledes? Det får vi aldrig at vide. Men det fremstår klart, at i denne brede eller rigtig brede trup, er der så rigelig potentiale og elementer til at man kunne have lagt taktikken til en anden slags duel. Fodboldmæssigt uendeligt bedre end det man viste i den stund hvor det blev afgjort. Hver omgang som Real Madrid nu giver sine rivaler skaber ikke denne tvivl men forstørre den samt forherliger Barça og deres fodboldmæssige satsning.

At så splid

Man tager ikke bare til San Mamés og vinder uden at trække i arbejdstøjet. Og det gjorde Real Madrid (0-3) netop efter at have tabt et halvt mesterskab hjemme imod Sporting. Ingen tager sådan uden videre til Mestalla og vinder uden at trække i arbejdstøjet. Og det gjorde Real Madrid (3-6) netop efter at have givet afkald på endnu en lille del af mesterskabet ved at være tilfreds med det uafgjorte resultat imod Barça på Santiago Bernabéu, med et fodboldspil der direkte er det modsatte af hvad man forventer af et storhold med dette potentiale. Det er sandt at de netop havde hævet Pokal trofæet, men at vinde som de gjorde den dag på Mestalla, med nul forhåbninger i ligaen, og netop inden den store duel i Champions League imod Barça, gør ikke andet end at fremtone det indlysende: De hvidklædte er et herrehold. Og du kan ikke drage anden konklussion efter det der blev demonstreret i lørdags i Sevilla. Hvor Barça måtte slide for akkurart at vinde, var Real Madrid på spadseretur (2-6) og uden det mindste senal om slaphed eller sammenstyrtning efter stokkeslaget som det må formodes det giver at blive slået ud i Europa af ens arvefjende.

Der har vi så Mourinho med sin barcelonitis. Der har vi så Mourinho med sin taktik der udelukkende var hittet på til at skulle op imod FC Barcelona. Det burde ikke være sådan, hvis han stolede på sit eget hold. Men som førstetræner er han herre og mester over sine egne beslutninger. Hvis hans egne folk klapper af ham, er det jo godt. Hver især spiller for sine egne folk og for sit eget publikum. Men Real Madrid er, som Barça, meget mere end et fodboldhold. Og de værdier som man bringer videre når ud til rigtig mange folk.

Desværre sår de budskaber som kommer fra deres træner kun tvivl. Altså når han taler, for nu hvor han har fået karantæne af UEFA har han besluttet ikke at tale mere indtil dette organ forklarer ham hvorfor’et bag denne straf. Hos klubben græder man officielt sammen med ham og for ham. Det er beklageligt. Efter det vi har set og særligt det vi har hørt, er det alligevel bedre ikke at sige det til ham. Hvis han således fortsætter med at være tavs, er det bedst for alle, startende med Real Madrid selv.

Jeg vil benytte disse linjer til at kondolere overfor familien til Severiano Ballesteros. En etter ikke bare i golf, men indenfor sport som sådan. Hans elegance indenfor og udenfor golfbanerne, såvel som hans titler, vil altid stå tilbage. Men hans største succes var, efter min mening, det han gav til sporten, hvorigennem han gjorde så mange folk lykkelige med heltegerninger med køllerne.

Seves vidunderlige arv

Alle de golfbaner som i dag er spredt ud over hele Spanien ville bestemt ikke have været så mange, hvis Severianos figur ikke havde eksisteret. Golf og turisme går hånd i hånd. Golf og sundhed går hånd i hånd. Og ikke så få turister og mange flere spaniere spiller golf nu over hele Halvøen, på de Baleariske Øer og på Canarieøerne. Det er en af de sportsgrene som man kan dyrke og nyde i timevis uafhængigt af køn og alder. Det er den vidunderlige arv som den gode Seve har efterladt sig.

Ærespræsidentens klumme: Mous spørgsmål fik i går det rette svar, ved at han blev slået ud af Champions League

Af Johan Cruyff (El Periódico 4. maj 2011)

Real Madrid, bemærk det Mourinho, satte i aftes på Camp Nou rekord for flest begåede frispark af et hold i den indeværende udgave af Champions League med 31. Dette faktum svarer på alle de hvorfor’er som den portugisiske træner spurgte om, som undskyldning og som protest, da han tabte med 0-2 i første kamp. I aftes fortjente han også at blive ladt tilbage med ti (Lass) eller ni (Adebayor), men imidlertid endte han med elleve. For når du forærer bolden væk, når du forærer den til et hold som spiller den rundt og rundt, ser du dig selv nødsaget til at følge efter den, og så kommer du for sent, du bliver træt og du ender med at begå frispark. Så længe de bliver ved med at spille sådan, er risikoen for at man udviser en eller to spillere imod dig enorm. Og det ved Mourinho godt.

1 Casillas undveg på ny målorgiet

At gå ud til kampen i aftes uden at huske på at den var en del af et knock out forløb og at glemme, at du har et stort forspring på din side fra første kamp, efter et overbevisende 0-2 resultat, ville være bindegalt. Barça gennemførte en næsten perfekt kamp. Det bliver næsten defineret af det faktum at man ikke har vundet. Men det havde man heller ikke brug for. Rettere sagt, så vandt man ikke fordi Casillas på ny var forunderlig i de øjeblikke hvor Barça kunne have afgjort opgøret. Barça, som spillede hjemme og med et forspring, lavede en perfekt taktik. Man satte hele tiden kampens rytme og i hvert et øjeblik vidste man hvad der skulle gøres. Jeg insisterer på, at det ikke ville være fornuftigt at gå ud og spille angrebsspil som drevet til vanvid. Det havde ikke været fornuftigt for Barça, og man havde heller ikke brug for det, for ethvert knock out forløb udgøres af to kampe og 180 minutter. Og Barça dominerede i dem alle.

2 Barça endte som den store hersker

At nå Champions League finalen, kort før du kan fuldbyrde erobringen af mesterskabet, efter en sæson som starter med vanskeligheden at følge lige efter et VM, hvor Barça spillerne blev slidt enormt, fortjener utrolig anerkendelse for Barcelona. Det betyder kulminationen på et projekt, med en idé om altid at spille offensivt og altid at ville dominerer og bestemme og altid forsøge at behage tilskuerne. Og det ikke bare dine egne. Barça, Pep Guardiola, Messi, Xavi, Iniesta og alle deres holdkammerater vidste at, ud over Copa del Rey, så spillede de om mesterskabet, muligheden for at nå finalen i Champions League og overherredømmet i verdensfodbolden. Da pokalturneringen var slut, skrev jeg at man havde holdt sine rygge ranke og at denne europæiske duel ville afgøre hvem der er den bedste. Og det er Barça i særdeleshed. Det er rigtigt at Mourinho kan tale, tale og tale, beklage sig og sågar sige at med tyve minutter til afslutningen af første kamp, tænkte han på at sætte Kaká ind og vinde med 3-0. Mourinho kan sige hvad han vil, men hele verden har i disse 180 minutter set at Real Madrid aldrig aldrig var tæt på at slå Barça ud.

3 Hvis du forærer bolden væk, begår du flere frispark

Real Madrid vandt den eneste turnering de kunne vinde. Og det gjorde de i den forlængede spilletid. Og de gjorde det imod et Barça som længe inden kunne have sikret sig Copa del Rey. I de tre andre konfrontationer, var Barça husbond og herre. Fakta er at man forstærkede sit overherredømme i verdensfodbolden ved at vise, at kun ved at ændre stil, kun ved at gå efter at blive spilbestemmende, kan Real Madrid gøre sig forhåbninger om en dag at nå på højde med det blårøde mandskab som her i dag er José Mourinhos hold meget overlegent. Hans spørgsmål fik i går det rette svar, ved at han blev slået ud af Champions League.

Ærespræsidentens klumme: Ansvaret er Florentinos

Af Johan Cruyff (El Periódico 2. maj 2011)

Jeg ved ikke hvorfor der er så meget opstand. Hvorfor man er så overrasket. Hvorfor man løfter hænderne så meget til hovedet over Mourinhos pressemøde efter Champions League kampen. Jeg har hørt at han er tosset og at man er en manipulator. Jeg har læst tusind tillægsord og de fleste har ikke været gode til at betegne det som han sagde og hvordan han sagde det. At det så grimt ud, at han optrådte latterligt og at han mistede hele sin troværdighed. Og mens alle har sigtet på og skudt imod portugiseren, så synes jeg at hvis man skal sigte på nogen grundet alt det som er sket og alt det som skal ske hos de hvidklædte er det en anden.

Mourinho har gjort sit arbejde. På hans måde. Som han opfatter fodbold. Men han er bare træneren. Over ham er der en som er den der bestemmer alt. Præsidenten er den der befaler. Præsidenten er den der lægger klubbens linje. Præsidenten er den der bestemmer hvad han vil have og hvordan han vil have at hans hold er. Og således skriver han kontrakt med en træner. Præsidenten vælger sin general. Den professionelle der skal fører hans spillere til at konkurrere. Dybest set er træneren den forlængede arm for mange af de værdier som præsidenten vil forsvare. Der er blot et problem: Når den eneste værdi er til sidst at få sejren, når du overgiver al magt til din general så der kan gøres kål på fjenden, når du glemmer historien og værdierne, så krydser du en for farlig linje.

Foragt for alt

Florentino skrev kontrakt med Mourinho for at gøre ende på Barças overherredømme for enhver pris. Jeg er ligeglad med at komme forbi midtbanen og om der skal gives afkald på det konstante angrebsspil som Bernabéu oplevede i årevis. Jeg er ligeglad med at mangle respekt overfor fodboldprofessionelle og at beklage mig over alt. Jeg er ligeglad med alt. Alt gælder når det handler om at vinde. Men Florentino glemmer at han har fantastiske spillere. Spillere som ville kunne komme til at blive en del af et storhold. Spillere som en dag ville kunne støde Barça fra tronen og fryde deres tilhængere.

Da jeg ankom til Barça i 88, havde Real Madrid det som for mig har været deres bedste hold i de seneste 40 år. La Quinta del Buitre (o.a. hentyder til det Real Madrids mandskab der i perioden 1985-90 opnåede mange titler med et hold baseret på spillere af egen avl. Buitre = Butragueño). Efter at jeg kom, fik de tre mesterskaber i træk. I Barcelona græd alle. Dommerne var skyld i det hele. Der skulle gøres kål på disse Madriditis. De var bedre og selvfølgelig vandt de. De vandt to mesterskaber mere, men vi var begyndt at vokse. Vi tålte at de var bedre, men vi voksede. Indtil vi en dag, ved at spille lige så godt som dem eller måske bedre, vandt over dem. Dream Team imod La Quinta.

Vi vandt fire mesterskaber i træk, men de blev ved med at være rigtig gode. Og de kunne have vundet to af disse mesterskaber. Du kan bringe dig til at besejrer et fantastisk hold, uanset hvor fantastisk det er, ved at spille godt. Men hvis du vælger den forkerte vej, kan du ende uden noget.

Sejren i Copa del Rey var stor, men blev gjort lille. Næsten til ingenting. I dag taler man bare om udvisningen af Pepe i Champions League var rimelig eller ej. Nogle mener ja og andre mener nej. Imidlertid var der andre aktioner som ingen diskutere uanset hvor tydelige de er. De blev ikke straffet og ingen har protesteret. I Copa del Rey og Champions League overfaldt Arbeloa Villa og Marcelo Pedro. Og den måde Pepe trampede på Messis fødder var frygtelig. Jeg kræver ikke noget. Det skete, dommeren så det ikke og færdig. Jeg taler ikke om de burde være udvist eller ej. Jeg taler om stil. Disse spilsituationer er blevet set gentaget i tusindvis af gange i hele verden. Og jeg tror ikke at nogen som er upartisk, der sidder i sofaen derhjemme, køber den. Jeg taler om adfærd på fodboldbanen. Jeg kender Butragueño og Valdano godt. Hvad de står for og hvad de stod for som fodboldspillere, det de forsvarede og det de forsvarer. Jeg har ikke talt med dem, men jeg tror ikke at de bifalder en sådan adfærd. Men det er ligegyldigt. Præsidenten valgte. I dag befinder Florentino sig inde i Mourinho. Portugiseren er bare hans eksekutor.

Guardiolas rolle

Jeg lyttede til Guardiola ved hans pressemøde forud for første opgør i Champions League. Jeg tilslutter mig det han sagde. Bare en alvorlig fejl: det var ikke ham der skulle tale. Han er ansat. Endnu en general, men ansat. Hans arbejde er at forberede hans hold til at spille godt og vinde. Ikke at gå ud og tegne klubbens ansigt, selvom han gør det bedre end nogen. Det arbejde er op til præsidenten eller den som han overdrager det til. Florentino har Mourinho, fordi showet skal med i pakken. Dette er anden gang Pep skal gøre noget som han afskyr. Må det blive den sidste.

Ærespræsidentens klumme: Mourinho skal træne 9 imod 11

Af Johan Cruyff (El Periódico 18. april 2011)

Den største lovprisning af Barça gav Mourinho med sin startformation. Når man hjemme spiller med syv forsvarsspillere må du være særdeles bange. På Bernabéu plejer man ikke at tillade sine trænere den slags taktik. Sådan har det i hvert fald været frem til i dag. Det kan Capello skrive under på, selvom han sågar i sin tid vandt et mesterskab.

Frygtsom men snu. Sådan er Mourinho. Pressemødet forud for kampen tjente for ham til at slippe udenom efter El Clásico. Ved at vælge hvem der skulle svare og hvem der ikke skulle, samt insisterer på diskursen med ”jeg imod 10, og de andre altid med 11,” behøvede han ikke at give forklaringer på hvorfor han stillede med så mange forsvarsspillere. Generer hans opførelse? Ja, nogle men ikke andre. Og med delingen fandt han et skjold, så der blev talt om alt andet end fodbold.

Mourinho er en træner der går op i titler. Ikke i fodbold. Eller rettere sagt, så er han ikke en fodboldtræner hvis vi opfatter denne sport som show eller underholdning for dem der ser på, om det så er på hjemmebane eller i direkte tv. Sågar sådan modstod Barça godt. Hvis de hvidklædtes træner var i stand til at stille sådan op som han gjorde på Bernabéu, hvad vil han så ikke gøre på Mestalla med en titel på spil og når det skal afgøres over en kamp. I den forstand er Guardiolas spillere allerede advaret. Og selvom de skal være trofaste overfor deres stil, skal de forbedre sig.

Grave sig ned som et lille hold

Mourinho falder altid til at træne med 10 imod 11, når han skal op imod de blårøde. Barça gør klogt i at træne og perfektionere at spille 11 imod 10. Af to grunde. Et: For hvis Real Madrid insisterer på at grave sig ned som et lille hold, (med lille forstås at insistere på at spille bagude samt overlade banen, bolden og hele initiativet til Barça), er det naturligt at der let igen kommer en udvisning i de hvides rækker. Hvis jeg var Mourinho, ville jeg ikke længere træne 10 imod 11, men 9 imod 11. For i fald han anbringer Pepe på samme sted og med de samme opgaver, gentager portugiseren med de brasilianske aner sin bedrift. Det naturlige vil være at han ikke fuldfører kampen.

I mange perioder mindede Real Madrid - Barça mig om finalen mellem Holland og Spanien ved seneste VM. Jeg skammer mig over, at Holland den dag dedikerede sig mere til at fordele end at spille fodbold. Og således gik det dem. De tabte og efterlod et særdeles dårligt indtryk overfor verden. Pudsigt. De samme som nu klapper af Mourinhos spidsfindigheder hos Real Madrid, (et særdeles godt Real Madrid hold med talent og hvor de gode spillere hober sig op), blev den dag vrede, og det med rette, over hollændernes taktik.

Hvad Barça angår, er den anden grund til at man skal træne og perfektionere at spille 11 imod 10, at det ikke er sandsynligt at modstanderen vil skabe flere muligheder med en mindre end med et komplet hold. Man kommer uundgåeligt til at begå fejl nogle steder. Grundlæggende to steder: For det første, når der står 0-1 og de har en mand mindre betragter du i dit hoved ubevidst dem som værende færdige. Og så er du lidt mindre på vagt. Det gælder dig selv, den ene medspiller og den anden. Og for det andet, sker der hos modstanderen netop det modsatte. Alle begynder at give en smule mere. Er der en løsning? Den er enkel men effektiv: Uanset hvor dårlig plænen er, skal bolden altid spilles en smule hurtigere. Og positionsspillet skal være ligesom imod 11. Intet med at gå et par meter længere tilbage. Og der skal gås efter en imod en dueller over hele banen. Således opsøger du den overlegenhed som du faktisk har numerisk med en spiller mere.

Hvis du får modstanderen til at bevæge sig alle vegne og insisterer på en imod en situationer, ender det med at overlegenheden bliver omsat til plads til at du således kan legemliggøre din overtalssituation. Hvis det går som i lørdags, at de får mere magt til at reagere med en mindre, er det din fejl og ikke så meget deres dyd. Tro på det eller ej, men i sæsonens første Clásico på Camp Nou, faldt Real Madrid med 5-0 uden at der var noget lindrende middel, selvom man tænkte at de havde samme niveau som Guardiolas hold.

Et skridt imod titlen

Nu har man fuldstændigt tilvænnet sig Barça med deres offensive spil og uendelige boldbesiddelse. Modstanderens dyder skal bremses mere end ens egne skal forstærkes. Så fik Real Madrid uafgjort og tak. Når man ser på hvorfra de kom, med dette 5-0 resultat og det andet 5-0 (når det handler om Barças sejrer under Guardiola over Real Madrid i de seneste tre år), virker dette uafgjorte resultat ikke af meget. Men det er det. Det er perfekt. Otte points forskel i ligaen og en kamp mindre. Det var bestemt ikke Barças bedste opgør i år, men alligevel var det med en taktik der var mere trofast over for sig selv end Mourinho har været i hele sæsonen. På Bernabéu endte de blårøde med at få uafgjort og tog endnu et skridt imod at erhverve sig titlen, hvilket virkelig gør det klart hvem der er god og hvem der ikke er så god.

Ærespræsidentens klumme: Det handler ikke om at vinde alle kampe imod Real Madrid, men dem der er nødvendige

Af Johan Cruyff (El Periódico 11. april 2011)

Real Madrid og Barça står overfor at skulle bekræfte deres styrke i semifinalerne i Champions League. Hvis ikke der sker store fejl, skal det også i begge tilfælde være sådan. Og det kan så føre til fire direkte dueller på 18 dage. Er det for mange? Nej. For det er konsekvensen af et ubestrideligt faktum: Det er to rigtig gode hold, to virkelige konkurrenter, og vi er så sandelig på vej ind i sæsonens afgørende fase. Den hvor præmierne skal uddeles. Den som kun de bedste kommer med i. Det har de bekræftet i Copa del Rey, det er de i færd med i ligaen og det samme gælder i Europa, hvor nåleøjet denne uge lader fire titelaspiranter blive tilbage. Og med mindre der sker en enorm overraskelse, bliver Barça og Real Madrid to af disse fire.

Kan Barça eller Real Madrid vinde deres fire direkte dueller? Er det muligt? Det er faktisk helt umuligt. Og det er heller ikke nødvendigt. Du behøver ikke vinde fire kampe i træk imod din store rival for at vise at du er den bedste. I hvert fald ikke set ud fra et blårødt synspunkt. Når du kommer derfra hvor du gør, hvor du har vundet det som du har vundet, hvor du har spillet som du har, er din målsætning ikke fuldt udbytte i de fire kampe. Din målsætning er at vinde de kampe det er nødvendigt. Og det er ikke fire. Det er to: Pokalfinalen i Valencia og returopgøret i semifinalerne i Champions League i Barcelona. Den ene tæller for en titel og den anden er skridtet til en finale.

Et nederlag der er til at tage på sig

Det som det handler om er at konkurrere godt. Ikke om at vise sig frem. Grundet deres stilarter, grundet deres spillere, grundet deres trænere, er Barça og Real Madrid meget forskellige. Men dybest set så er den eneste forskel der er mellem dem her og nu de otte point som adskiller dem i ligaen. De andre turneringer er selvstændige kapitler. Om det så bliver over 90 eller 180 minutter, så vinder den som evner at konkurrere bedst. Og dette omfatter den første af alle kampene. Den angiveligt ligegyldige Real Madrid – Barça på Bernabéu. Bare sådan at vinde er for Barça ikke ensbetydende med at konkurrere godt i denne kamp. Uafgjort er lige så godt og et nederlag er til at bære. At konkurrere godt på lørdag er en anden sag. Det er at få Real Madrid til at bruge kræfter og give alt og mere til. Derefter bliver resultatet som det bliver. Men når man er nået så langt i turneringen, kan enhver ekstra kraftanstrengelse som du kan pådutte din modstander blive udslagsgivende, når du skal møde dem tre gange til. Det bliver Guardiola der bestemmer hvem der skal spille og om der skal spares nogen eller ej. Og dette ser og noterer han ud fra sine spilleres ansigter de kommende dage.

Mourinhos overraskelse

For ham er udfordringen fængslende. Hver gang der er et afbud grundet skade eller karantæne skal han finde en løsning. Det er øjeblikket til nuancerne og til detaljerne. Når han giver vink omkring hvor modstanderen er farlig, gør han det fordi han først var spiller og derefter træner. Fordi han har oplevet det. Fordi det har klæbet til ham. Og derfor ved han rigtignok at de farligste kampe er dem som alle betragter som vundne før de spilles. Inden første duel imod Real Madrid vil alle være på vagt. Alt efter hvordan resultaterne bliver, skal euforien bremses eller stemningen skal løftes. Han ved at Mourinho vil forsøge at overraske ham på en eller anden måde, men portugiseren ved også, at det er meget vanskeligt at overraske Barça som konkurrerer trofast overfor sin stilart, og at man altid gør det med den maksimale seriøsitet.

Villa scorer to mål i 5-0 sejren over Real Madrid 29. november 2010.

Når man når frem til dette tidspunkt af sæsonen, med pokalfinale og sandsynligvis semifinaler i Champions League, vil ingen lide druknedøden ved strandbredden. Men kun en kan vinde. Og selvom sæsonen er god for begge hold, er det for begge kun titlerne der giver året glans. Hvis ikke der sker store overraskelser, får de blårøde mesterskabet sandsynligvis mere før end siden.

Forbillede

Men det kan glimrende ske at Barça vinder ligaen, vinder Pokalen, sågar vinder tre af de fire direkte dueller og derimod misser kvalifikationen til finalen på Wembley. Vil fansene så være glade? Afgjort ikke. Derfor er det så vigtigt at evne at konkurrere godt i denne play-off fase imod de hvidklædte. Det handler ikke om at vinde det hele, men om at vinde de kampe der er nødvendige. Hvis Barça opnår det, bevidner det en grad af modenhed højere end den man har. Og afslutter man arbejdet på Wembley, bliver man på ny forbilledet for alle. Mesteren er altid forbilledet. Derfor er det, sådan som jeg opfatter fodbold, vigtigt at mesteren henfalder til det som Barça gør. Offensiv stil, spillere af egen avl og Guardiolas egne værdier: Hårdt arbejde og respekt overfor modstanderen.

Ærespræsidentens klumme: Shakthar er langt mere farlig end Tottenham

Af Johan Cruyff (El Periódico 4. april 2011)

Selvom det var uventet, afklarer Real Madrids nederlag imod Sporting kombineret med Barças sejr over Villarreal mange ting. For begge. Real Madrid og Barça går efter cup turneringerne. Nu gælder det cup turneringerne. Alle cup turneringerne. Og det gør de begge, ikke bare den store taber fra denne weekend. Det som for Real Madrid var et stokkeslag i lørdags, er i dag, når det er blevet bearbejdet, helt igennem sund fornuft. Matematisk har man ikke tabt ligaen, men man ved at sådan går det. Ikke så meget grundet det som Barça misser, men grundet det som de hvidklædte holder op med at høste fra nu af i de otte runder der mangler.

Næste runde af ligaen springer frem mellem første og sidste af kvartfinalerne i Champions League. At skulle møde Athletic Bilbao på San Mamés nu er for Real Madrid mere en hæmning end noget andet. Går man ud for at tabe kampen? Aldrig i livet. Man skal nok konkurrere. Og det gør man imod en modstander der faktisk spiller for noget. Men det er vanskeligt at konkurrere maksimalt hvis du har andre ting i hovedet, uanset hvem der spiller, om det så bliver de faste mænd, reserver eller en blanding. Og jeg tvivler på at vi igen får Real Madrids gallahold at se i en ligakamp. Det samme vil ske hos Barça, men dog bliver det i mindre målestok. Siden lørdag aften kl. 12 har Guardiola vidst, at nu kan han give spilletid til andre. Og hvis han gjorde det med Messi af grunde der er mere end indlysende – rejser, skifte mellem tidszoner og særligt træthed -, har han ikke nu frie hænder, men dog en åben dør af størrelsen otte point til at udskifte stamspillere med andre der spiller mindre fast i de otte runder der resterer. Han vil altid vogte og give råd, så dem som går ud til kampen kæmper for sagen, så der ikke opstår problemer.

Thiago Alcántara

Presse det nødvendige

Selvom Barça her i dag har fire point mere end for et år siden, ville det overraske mig hvis der blev pointrekord i ligaen. Jeg bliver den første til at tage hatten af, hvis man overgår de 99 fra sidste år. Det er ikke i Barças men i Real Madrids hænder alt afhængig af hvor meget man her er i stand til at presse på i de otte runder som mangler. Men da det er sund fornuft, tror jeg, at man vil presse lige det nødvendige for at sikre sig det som er i deres hænder: at ende som nr. 2. Imidlertid vil intet at det som skete i denne uge få nogen indflydelse i de andre turneringer.

Det stokkeslag Sporting påførte, giver minimal smerte. Du har ikke tabt ligaen i den seneste runde. Imidlertid tydeliggør det målsætningerne for dig. Og med det din mentale styrke. Alt skal satses på pokalturneringerne: Champions League og Copa del Rey. Og der skal vi så se hvem der vinder i en direkte duel. Over en kamp (pokalfinale) og dobbelt duel (semifinale i Champions League, hvis det bliver sådan). Alt kan ske. Og uanset hvad der hænder, så er sæsonen god for begge. Rigtig god, hvis du skraber en titel til dig. Fantastisk hvis det bliver til to. Og enestående hvis du, i Barças tilfælde, gennemfører The Triple.

Således er jeg ikke det mindste i tvivl om at Barça hjemfører mesterskabet og lader nogle af de points der er tilbage på vejen undslippe. Jeg lader det der kan ske i pokalfinalen stå i luften. Omkring kvartfinalerne i Champions League er der noget jeg er sikker på. Angående Barça og Real Madrid, så er jeg sikker på at de hvidklædte når semifinalerne. Hvad Barça angår, er jeg ikke så sikker. For Shakhtar er ikke til at regne med. Med sine talenter og kvaliteter, tæller det med at Real Madrid i Champions League nu har brug for at give det hele og mere til. Og modstanderen står med sin stil og engelske dyder ganske glimrende til deres fodboldspil der nogen gange slås i stykker men altid er hurtigt og direkte. Shakthar er en anden historie. Og langt mere farlig end Tottenham.

Ukrainerne er noget for sig selv. Jeg ville sige enestående. Det er to hold i et: Målmand, forsvarsspillere og defensive midtbanespillere der kommer hjemmefra samt nogen europæere med gode kvaliteter (den mest fremtrædende er kroaten Srna, der er en hård hund); brasilianske offensive midtbanespillere og angribere. De er mange og har talent. To mandskaber i et som træneren har evnet at forvandle til et herrehold, der er solidt bagude og farligt fremme.

Barça fejrer at have vundet den europæiske Super Cup efter 1-0 sejr over Shakhtar (28. august 2009).

Den værste modstander

Som veteran og ekspert har Mircea Lucescu givet det vanskeligste: balance. Og her i dag er dette Shakhtar mandskab bedre end for et år eller to siden, takket trænerens arbejde samt deres budget. Ud over sin tydelige stil og fodboldspillerne som gør det muligt, tæller det faktum til fordel for Barça at man har mødt dette hold. Og ikke så få gange. Sågar i en finale. Og det har altid kostet dyrt. Man har altid skullet presse sig til det yderste. Således har man fået et vink. Hvis Guardiolas spillere skal videre til semifinalerne, skal de arbejde særdeles meget for det. Helt afgjort mere end nogen anden af de andre kvartfinalister.

Ærespræsidentens klumme: Ligastrejke fuldstændig meningsløs

Af Johan Cruyff (El Periódico 28. marts 2011)

Fodbold er ikke en bank. Det skal være en fornøjelse. En adspredelse og en forlystelse for fansene. Og et erhverv for fodboldspillerne. Tilhængerne og spillerne bliver de skadeslidte i fald der laves en eller anden slags ændring og der bliver eller ikke bliver mytteri, strejke, lockout eller hvad dem der er tilhængere af denne kurs vil kalde det. Jeg vil ikke gå ind i hvem der har ret. Men jeg er på det rene med at man skal tale om tingene og derefter ty til hårde metoder når tiden kommer. Ikke i utide. Ikke med en lukket kalender. Ikke to måneder før en sæson afsluttes, hvor der ikke tilbydes mange ledige datoer.

Klubbernes problem handler ikke om indtægter, men om forvaltningen af disse penge. Ikke bare ved at få flere (via tv, tips, odds og reklame) kommer de til at køre en bedre forretning. Ja, det er naturligt at klubberne diskuterer måden hvorpå tv-kagen skal fordeles. Størsteparten af deres indtægter kommer fra tv. Går man ud fra at ingen bliver tilfreds med denne fordeling, så ville jeg kigge en smule mere til tilhængernes side. Og til fodboldspillernes. Jeg ville ikke tvinge fansene til betalingsfodbold i krisetider. Jeg ved udmærket godt at La Liga er den eneste af de store europæiske turneringer som holder fast ved at noget fodbold vises på gratis tv. Og man slikker sig om munden ved at se hvordan naboerne (med England i spids, Italien, Frankrig og en smule Tyskland) indkasserer mere end dig via tv. Og hvis det hele dér handler om betaling, så bliver det vel også sådan her, ikke?

Dårlige forretningsmænd

Nej. I disse tider hvor folk har alvorlige økonomiske vanskeligheder, som sågar tynger tilskuertallet på fodboldstadionerne, (er det da ikke rigtigt, at de ikke fyldes op?), skal du ikke give dem en udgift mere. Du skal ikke tage en fornøjelse fra dem og en adspredelse der er gratis for dem. For dette er ikke en ud af tre regler. De dårlige forretningsmænd vil vedblive med at være dårlige hvad end de tjener 5 eller 25.

Og jeg vil lade regeringen i fred, for den har rigelig at få hovedpine over. Nu tjener klubberne mindre via tips, da folk er mere til bookmaking derhjemme via Internettet. Det er ikke organiseret, og derfor ser vi ikke en euro. Det er også sandt, at det ikke kun er i Spanien. Sådan forholder det sig i Europa og i verden. Således påvirker det i mere end et land og mere end en liga. Det påvirker hos UEFA, forbundene og faktisk også de respektive regeringer. Jeg ved ikke om den spanske regering skal kompensere klubberne med en højere procentandel af tipsmidlerne, som jeg har hørt og læst, selvom man i dag tjener mindre på disse. Set udefra er det en selvmodsigelse.

Det er en tåbelighed hvis denne sag udløser en arbejdsnedlæggelse og ligakalenderen løber løbsk, for det er fuldstændig meningsløst at spille sidste runde efter en parentes på 21 dage. Garanti for en håndfuld ekstra eurosedler gør dig ikke til en bedre forretningsmand.

Xavi og Villa

Lad os skifte tema. Såvel som Xavi ikke bare er på banen for at lave målgivende afleveringer, spiller Villa ikke alene for at score. Som spiller hos Barça, ar Xavi haft brug for at blive Europa- og verdensmester samt nå 100 landskampe for at modtage hyldest fra alle. Med ham bliver landsholdet lidt som Barça. Og blive lidt som Barcelona er i sig selv meget. Xavi bidrager med stil, balance og bolddominans. Villa med dybde. Hans problem, ikke hans men det man vil pådutte ham, er at han er angriber. Og for ham der ikke er på en fodboldbane og for ham som ikke er træner, er en angriber ensbetydende med mål. Det er en enorm fejl at bedømme sådan.

Det gør ikke Villa mindre farlig at han ikke har scoret i fem kampe hos Barça. Han er heller ikke holdt op med at udføre sit arbejde godt, fordi det har taget ham tre kampe hos landsholdet af overgå Raúls rekord. Målscorere er egoistiske. Holdet kan vinde, men man går ikke roligt i seng, hvis der ikke sættes et mål ind.

Men hvis han allerede er den flittigst scorende i landsholdets historie og hvis hans målprocent pr kamp er høj, så er det fordi han laver flere ting end at vente på bolden og skubbe den ind. Villa er ensbetydende med dybde. Han er ensbetydende med at der åbnes pasningslinjer, for at slippe fra forsvarsspillerne og således at frigøre plads til andre.

Skal han altid score? Nej. Fejl er en del af fodboldspillet. Om en angriber spiller skidt eller godt har for mig intet at gøre med målscoring. Blot ved at bevæge sig tæt på modstanderens felt får han flere muligheder for at score end andre. At spille godt eller skidt afhænger af om du udfører eller ikke udfører en række detaljer som man ikke bemærker så meget som scoringen. I hans tilfælde taler vi om dybde.

Ærespræsidentens klumme: Der er forskel i opførsel og værdier hos ham der er inde på og ham der er udenfor fodboldbanen

Af Johan Cruyff (El Periódico 21. marts 2011)

Fjorten dage uden Liga eller Champions League. Landskampspausen bliver lang. Men når vi atter tager fat på klubturneringerne, bliver det den storslåede finaletid. For Barça og Real Madrid bliver der med sikkerhed 12 kampe, som kan blive til 14 eller maksimalt 15 med finalen på Wembley. To måneder med to kampe om ugen, hvis ikke nogen bliver smidt af på vejen i kvartfinalerne i Champions League. Skal man være bekymret for skaderne? For de gule kort? På grund af formkurven hos den ene og den anden? Fra min side skal der ikke lyde nogen klage. Helt det modsatte. Jeg er begejstret for livet. Og det gælder for Barça og Real Madrid.

Du når frem til finaledelen af sæsonen. Det spændende. Der hvor præmierne uddeles, og du er på nippet til at vinde det hele. Eller på nippet til at tabe det hele. Og sådan er det for blårøde og hvide. Beklager jeg mig? Hvorfor? Over hvad? Hvis jeg har et godt hold, hvilket gælder for Barça og for Real Madrid, får jeg mange muligheder for at fylde kampkalenderen ud ved at være i live. Og desto flere kampe, desto mere slid, flere kort og flere unøjagtigheder. Det ligner noget nyt, men hvert år er det det samme. Forskellen er, at når Barça eller Real Madrid kom så langt, havde man ikke nyheder. Ikke på to fronter. Og slet ikke på tre. Og beklager de sig over at være trætte? Det underlige havde været det modsatte.

Når de har ens præmisser, og kan vinde det hele eller tabe det hele, så beklager den ene sig og den anden gør det ikke. Og efter at have oplevet det først som spiller og senere som træner, så kan jeg forsikre jer om, at man skal nyde det igangværende øjeblik. Vinder vi så noget? Bliver det til meget eller lidt i maj? Det er forrygende. Bliver der til maj noget som slipper fra os, og bliver det en smule eller meget? Sådan er sport.

Succes eller fiasko er relativt

Det gælder for både Barça og Real Madrid i år. Det som tæller er, at begge har haft mange flere gode oplevelser end dårlige fra september til april/maj. Hver især med sin stil og hver især med sine ikke så få sejrer. Om du taber en finale (Copa del Rey), en semifinale eller sågar nogle kvartfinaler i Champions League, er slet ikke ensbetydende med at du har haft en dårlig sæson. Det forholder sig stik modsat. Du kan være med i en turnering, og det er du jo. Man kan være godt placeret (Barça) eller mindre godt (Real Madrid), og sådan forholder det sig i ligaen. Jeg kigger altid på sæsonen over et. Ikke en kamp. Bliver det fiasko for Real Madrid, hvis Barça lader dem stå tomhændet tilbage? Umuligt. Ville det være fiasko for Barça hvis det modsatte skete? Umuligt. Lad der ske det som sker, og lad vinde den som vinder. Det er en meget fornem sæson for begge.

Alle vil de vinde. Men linjen som adskiller succesen fra det man kalder fiasko er meget spinkel. Eksemplet med Bayern München er fremragende. På 10 dage er de blevet sat udenfor i tre turneringer. Og i de tre var det på hjemmebane. I pokalen blev det til 0-1 i semifinalerne imod Raúls Schalke. Nogle dage senere blev det 1-3 imod Borussia i en liga hvor det virkelig koster at holde sig fremme. Nogle dage senere blev det til 2-3 imod Inter i Champions League, og det selvom man kom fra et 0-1 resultat i første kamp. I den henseende er fodbold rigtig smukt, men meget grusomt.

I England ligner tilfældet med Arsenal. De har ligaen tilbage, men en serie uafgjorte resultater når man skulle vinde, vil til sidst straffe dem så de får nul ud af tre. I sport, uanset hvilken det så er, er titlen den afsluttende præmie. Men jeg belønner altid anstrengelserne for at nå frem til den. Og sportsånden står altid over alt. Rivaliseringen ligger ikke i krig med sportsånden.

Når jeg ser tegnene på opbakning hos spillerne hos Real Madrid, Olympique Lyon og Getafe overfor Eric Abidal, føler jeg mig stolt over at have været født som og endnu føle mig som sportsudøver. Når jeg ser, hører og læser det som man har insinueret, sigtet imod og sagt omkring doping og/eller de fælder man på generisk vis ville anbringe hos Barça, konstaterer jeg det jeg allerede ved. Der er forskel i opførsel og værdier hos ham der er inde på og ham der er udenfor fodboldbanen. Det vil sige mellem ham der er sportsudøver og ham der ikke er det. De ligner slet ikke hinanden.

At gøre modstanderen til ingenting

Beskyldningen er for alvorlig og for bestialsk til at der ikke skal komme nogen undskyldninger. Det ville være på sin plads og behøver ikke være fra den part der anklages men gerne fra den implicerede part. Ja, gerne fra andre, som er implicerede hos selv samme Real Madrid.

For nu at springe til noget andet, så har pressen let ved at gøre Barças og Real Madrids modstandere i kvartfinalerne i Champions League til ingenting. Det viser også holdningen jeg har til ham der er eller har været sportsudøver og ham der ikke er det. Det er vanskeligt for en sportsudøver offentligt og ubegrundet at mangle respekt overfor nogen modstander. Dem som befinder sig udenfor banen, det vil sige dem som ikke er eller har været sportsudøvere, gør det med for stor lethed.

Ærespræsidentens klumme: Det normale er at brænde chancer

Af Johan Cruyff (El Periódico 14. marts 2011)

At score et mål er det vanskeligste der findes. I enhver sport der spilles med hænderne, er scoringstallet altid højt. I fodbold, som er et spil med fødderne, er scoringstallet altid lavt. Og eftersom essensen beror på, at det er et spil med fejl, bliver der i fodbold flere afbrændere end pletskud. Jeg siger det fordi det er helt normalt at ramme forbi ved flere lejligheder end dem man får omsat. I Barças tilfælde misser man meget, fordi man har mange chancer. Og selv sådan kan du ende med at score tre mål, hvis vi bruger seneste kamp i Champions League som reference.

Var nogen blevet overrasket, hvis den afsluttende stilling i Barça-Arsenal var endt med 6-1? Når man tænker på hvad man så, så er det i hvert fald ikke tilfældet. Men det unormale havde været hvis det var endt med denne stilling, selvom man skabte chancerne til at det skulle gå sådan. Derfor tillægger jeg de ikke så få målorgier dette hold står for værdi. Fordi de fører dig bag lyset. For selvom man gør mange ting godt, er det stadig sjældent at der scores så meget, så mange gange og over så meget tid. Derfor tillægger jeg det ikke betydning, at ikke alt hvad der skabes af farlige situationer går ind eller næsten alt. Det ville bekymre mig hvis knapheden på mål kom fordi der ikke skabes ret meget eller ingenting. Men vi kan forvisse os om at det ikke er tilfældet. Som i aftes i Sevilla. Ja, der blev scoret en gang og det blev uafgjort. Men der blev frembragt en strøm af chancer. Det er banalt, men stolperne spiller også ind. Under tiden også heldet. Er det bekymrende. Slet ikke.

Bojan i duel med sin tidligere holdkammerat Cáceres om bolden.

Real Madrid presset

Barça kom videre fra årets første finale, og nu er man i kvartfinalerne. Real Madrid skal til det på onsdag. Efter i en masse år at være blevet slået ud i ottendedelsfinalerne, og efter at det ved et par lejligheder er sket imod selv samme Olympique Lyon, er der hårdt brug for succes. Ser man bort fra historiske laurbær, er Real Madrid stadig favorit. Man har spillere og kvaliteter til at gøre sig gældende. Men hvordan presset styres bliver afgørende.

For franskmændene lægger presset i atter at vinde sin liga. Ikke i at slå Real Madrid ud. Alligevel er der ikke nogen sportsfolk der går ud for at spille uden anden hensigt end at opnå det bedst mulige resultat. Når man ser på hvordan de hvidklædtes seneste kampe er gået, er det så bedre uden Cristiano? Et tvivlsspørgsmål der slet ikke er rimeligt. Alle ønsker den bedste i truppen på deres hold. Og Cristiano er Real Madrids bedste.

Hvordan forklarer man, at Real Madrid uden CR7 spillede så godt i mange minutter, særligt imod Racing, og at der imod Hércules ikke opstod nogen akutte sager der skulle løses? For det første, fordi resten af hans holdkammerater sidder inde med kvaliteter. For det andet fordi Özil har talent og han satte det til disposition for de andre. Og for det tredje, når din bedste spiller ikke er med, er det en offentligt kendt sag. Og det er her dem som er med udmærket ved, at de alle skal give lidt ekstra.

Tvivlen plejer at dukke op, når alting fordrejes. Der går du fra ikke at savne nogen til at savne ham der afgør ene mand meget. Ser vi på Cristianos bedrifter, er de storslåede. Og denne sæson sågar mere end i den forudgående. Med sine dyder og defekter bliver han så afgørende, at dem der omgiver ham har så stor tiltro til ham, at de bogstaveligt talt bare giver ham bolden og glemmer at spille selv. Derfor overraskelsen omkring hvor godt de kan spille den dag portugiseren ikke er med.

Og Cristiano? Kan Cristiano spille mindre for sig selv og mere for holdet? Med sin fulde styrke og så ung som han er, ser man at han, med hans egenskaber, er i stand til alt det som man den ene gang efter den anden kan benævne - jeg alene imod verden. Hvad det angår, vil han som årene går forbedre sig. Han vil lære to ting. For det første, det som han tidligere kunne gøre hvert tredje minut, vil han senere kunne gøre med mellemrum, når han bliver bedre til at træffe valg, så han kan dosere de kræfter som ikke altid vil blive ved med at være de samme. Og for det andet, når man som ham er en god fodboldspiller, vil han lære at udvælge sin position på banen. Han vil deltage mindre, men han vil i højre grad gøre det sammen med de andre.

Lærling for bestandigt

For selvom det nu kan være vanskeligt for ham at se det, så er den der vinder dybest set holdet og ikke dets største individualist. Hvis du er god, som du er, vinder du mange gange. Men du vinder ikke altid. Det er et spørgsmål om tilpasning som kommer med modenheden. Og det kan komme i henhold til hvordan du vil vokse som spiller. Hvis du tror at du allerede har nået dit zenit, så er du på afveje. En fodboldspiller kan altid lære noget. Om han så er 20, 30 eller langt over denne alder. At tage sig af at de andre bliver bedre takket dig, er det vanskeligste at indse og føre ud i livet, og i højre grad hvis det skader din individuelle udstråling.

Ærespræsidentens klumme: Arsenal skal se Barça og deres egne spøgelser i øjnene

Af Johan Cruyff (El Periódico 7. marts 2011)

Der er to ligaer. Det var der før og det vil der være i fremtiden. En for de store; den anden for de små. For de store gælder det titlen; for de små om at holde sig i kategorien. Og sådan er det. Målsætningerne at blive mester og ikke at rykke ned i Anden Division har intet med hinanden at gøre. Skulle der være en tredje liga handler den om muligheden for at komme med i Europa eller at kunne tage det mere eller mindre roligt i midterzonen. En oase midt mellem øretæverne der deles ud i henhold til stillingen.

Blev nogen overrasket over at Málaga, der siden i går har været sidst, tog til Bernabéu med en masse der ikke er stamspillere? Blev nogen overrasket over at Zaragoza gjorde det samme i lørdags på Camp Nou? Forskellen på den ene og den anden kamp var antallet af mål til slut. En endefuld på 7-0 på Bernabéu og minimal sejr af Barça. De smås taktik imod en af de store i nogle enorme omgivelser var identisk. Mange bagude, og så må man stå imod så godt man kan og krydse fingrene for at målmanden stopper en masse og at modstandernes angribere ikke har dagen. Og hvis jeg kan komme ud af hulen, om det så bare bliver en gang, og give et chok, er det perfekt.

Det som Málagas træner sagde eller undlod at sige omkring betydningen som kampen imod Real Madrid havde for ham eller ikke havde for ham, når den er afviklet, er historie. Realiteten er at alle har skullet spille tre kampe på otte dage. Og hvis det under tiden allerede koster for de store der er vænnet til det, så har de små det meget værre. For de er hverken vænnet til at spille tre ligakampe på otte dage og de har heller ikke truppen til det.

Det store dilemma

Og med dette siger jeg ikke, at man afskriver kampene på forhånd. Så tåbelig er der ingen der er. Under tiden vinder man, sågar uden at ville. For at vi ydermere kan være oprigtige, så lad os sætte os i det lille holds sted der besøger en af de store. Du spiller imod Barça eller du spiller imod Real Madrid. Hvad vil du gøre? Forsvarer dig. Og hvad har du brug for, for at forsvare dig? Du har boldspillerne og krigerne. Og du ved at du ikke får bolden. Hvem sætter du således på? Ikke boldspillerne. Når der skal forsvares, skal alle bagud. Desto flere desto bedre. Du sætter de bedste fightere ind. Så styrer du bussen. Om der senere går syv eller bare en ind imod dig er ligegyldigt. Uanset hvad taber du. Uanset hvad nul point. Forskellen beror på din målmands sikkerhed og på om dine angribere er træfsikre eller ej. Mere er der ikke i det.

Sagen handler således ikke om hvorvidt du har brugt dit bedst mulige hold, for alt afhængig af taktikken, er det ikke indlysende hvem der er bedst for dig. Om det er stamspilleren eller reserven. Der manglede mange grundet gule kort. Det er indlysende. Når man befinder sig i marts, som vi gør, har du flere kort, hvis du har spillet mange kampe. Det er fordi de fremtvinger dem netop inden med stort forsyn. Er det sportsligt? Nej. Men heller ikke den gode boldspiller med fire gule kort ville spille imod et storhold, for hans træner foretrækker denne dag og i denne kamp en fighter. Er det effektivt? Med det man så i Málaga-Osasuna i går (0-1, 90. minut), er det tydeligt at det ikke er tilfældet. I fodbold, som er et spil med fejl, er der aldrig garanti for noget. I endnu mindre grad når man ser på hvad der skete i Santander. Heller ikke hvis du spiller med stamspillerne (Racing) garanterer det noget. Real Madrid gav en offensiv opvisning. Det første mål man scorede var helt Barça-agtigt. Og uden Ronaldo. Tilfælde eller konsekvens?

Champions League er tilbage

Barça brugte sin fejlkvote på Emirates, og i morgen kan man ikke tillade sig flere. Knald eller fald kampen begynder. Og derfra kan det kun blive bedre. Hvis Zaragoza var i stand til at igangsætte to eller tre kontraangreb, kan du imod Arsenal ikke forvente dig mindre. Har de mange afbud? Det tvivler jeg på. Det er sikkert med Van Persie. Jeg antager at resten kommer med. Det handler ikke om at lege skjul. Det bliver en storkamp, og ingen fodboldspiller vil gå glip af den. Og at en teoretisk stamspiller begynder på bænken, er ikke ensbetydende med angst eller skade, men at gemme en kugle i støbeskeen til at kunne ændre kampens udvikling.

Selvom man kommer med et fordelagtigt resultat fra første kamp, må Arsenal se to ting i øjnene. Barça med sin definerede stil og tilstedeværelsen af ikke så få udslagsgivende spillere og deres egne spøgelser. Hvis fodbold handler meget om at bruge holdet og mental styrke, hvilket det gør, har Arsenal aldrig for alvor fået slået i bordet. Der er mange kampe i løbet af sæsonen. Men blot nogle få stykker har du bare værsgo at vinde. Og det er her man svigter. Deres seneste kampe giver tro på dette. Carling Cup finalen. Nederlag i sidste åndedrag. I lørdags kunne man komme på et points afstand fra førerholdet (Manchester United), og man fik ikke mere end uafgjort. I morgen bliver en af de dage. En finale uden titel.

Ærespræsidentens klumme: Real Madrid og Arsenal slides lettere op

Af Johan Cruyff (El Periódico 28. februar 2011)

To kampe om ugen, er en rutine som Barça har det bedre med end Real Madrid. Hvori består forskellen? I spillemåden hos de to hold. Den findes ikke i så høj grad dybt inde i klædeskabet. Hvor Barça er spildominerende og får tiden til at gå ved at have bolden i besiddelse, slides Real Madrid uendeligt meget mere op, fordi man evig og altid generobre bolden langt fra modstanderens straffesparksfelt. Og dette er lig med at løbe mange flere kilometer og gøre det med meget højere fart, både fremadrettet og bagud, så du kan angribe hvis du ikke får stoppet spilsituationen og senere for at forsvare.

Kunne Real Madrid have vundet på Riazor? Helt afgjort. Real Madrid får, med den stamme af gode fodboldspillere de har, altid sine chancer, men betaler bropenge i form af overdrevent slid fordi man ikke styrer kampene.

Vi er seks måneder inde i turneringen. I den første del af sæsonen stod den på Liga og Champions League. Så gik julen. Så liga og Copa del Rey. Og nu er vi tilbage ved Liga og Champions League. Når man spiller som man plejer at spille, med de samme brikker samt Kaká og Adebayor, begynder byrden fra kampene at kunne mærkes i benene. Særligt når man atter får to turneringer om ugen. Mourinho klagede over, at man kunne give ham en hviledag mellem kampen i Lyon og den i A Coruña, men snuppede den fra ham. Jeg hørte hans teori om at bruge kræfter, at blive træt og at komme sig. På en måde har han bestemt ret. Men det hele kommer an på hvordan du ser det.

Kompensation

Mens du i sidste uge havde en dag mindre til hvil, får du i den uge som vi er på nippet til en dag mere. Du spillede i lørdags og du skal ikke gøre det igen før nu på torsdag. I den henseende får du en dag mere til hvil end Barça, som også spillede lørdag på Mallorca og som derimod atter skal gøre det på onsdag i Valencia.

Og hvis de hvide havde spillet imod Deportivo i går aftes for igen at spille på onsdag imod Málaga? Når man spiller to kampe om ugen og mister en dag på den ene måde, så får du den igen på den anden. Selvom det er vigtigt med hvil og hvilken slags træning der er mellem kampene, er det for mig endnu mere vigtigt hvilken måde dit hold spiller på. Og den slags har Real Madrid det altid værre med end Barça. Når vi kommer forbi de to kvartfinaler i Champions League, får vi atter flere beviser på det. Og sågar bliver der to runder i ligaen denne uge. Mælkesyren vil hoppe og danse.

I Barças tilfælde overgår fraværet af adskillige af deres nøglespillere fra at være et teoretisk problem til i praksis at blive en velsignelse. Stamspilleren kan sagtens være rigtig god, hvilket han er. Men stamspilleren spiller ikke altid. Af tusind grunde. Og det er her en afbalanceret trup der altid skal tilpasses en spillestil og en defineret filosofi, begynder at få bedre muligheder for at vinde. Fordi man har lyst til det eller er tvunget, kan man introducere en serie forandringer som lader nogle hvile, får de andre til at føle sig betydningsfulde og i det lange løb mindsker arbejdsbyrderne og forøger mulighederne for at vinde. Og ikke en kamp, men et langdistanceløb. Det vil sige titler, når man når til afslutningen på en sæson. Ti dage før Barça møder Arsenal i ottendedelsfinalerne i Champions League, fulgte jeg med interesse finalen i Carling Cup. Arsenal tabte, hvilket gør dem farligere for Guardiolas hold. En mulighed mindre for at vinde noget. Og et nederlag selvom man var favoritter i gårsdagens finale på Wembley, på trods af at man ikke kunne få Cesc Fàbregas med, hvilket opsumerer Arsenals dyder og mangler. Det er ikke noget som er kommet her og nu, men derimod over de seneste år. Det er ikke noget nyt, men det har været sådan de seneste år: høj kvalitet, evne til at gennemføre rigtig gode kampe, men i det øjeblik de holder op med at bestemme på banen, holder de op med at have modstanderen under kontrol.

Lignende situationer

På en måde lider Arsène Wengers spillere under samme problem som Real Madrid. Det vil sige at det er hårdt for dem at klare de to kampe om ugen. Som for Real Madrid, koster det meget for dem at kontrollere opgørene. Og som Real Madrid generobrer de bolden langt fra modstanderens mål. Og imod hold fra Premier League er der mange lange bolde og mange løb op og ned. Som ved den afsluttende 2-1 scoring imod Birmingham. Der opstår forvirring og så er du færdig. Og dette er hvad der skete for Arsenal.

Selvom du har mange muligheder for at score, som det er tilfældet for Arsenal og sågar endnu mere for Real Madrid, så tømmes du for kræfter, hvis du ikke dominerer. Dette kommer du til syvende og sidst til at betale regningen for. At dominere er at spille hvor du ønsker det, med den rytme du ønsker og hold så altid modstanderens kvaliteter under kontrol.

Ærespræsidentens klumme: Et spørgsmål om egne fejl

Af Johan Cruyff (El Perioódico 21. februar 2011 – lagt på Barça.Dk dagen efter)

Den virkelige Champions League. Den hvor der er direkte udskilning (en går videre og den anden slås ud), beviser min grundsætning om fodbold: Dette er en sportsgren med fejl, fordi man spiller med fødderne. Og i London vandt den som fejlede mindst. Hvor lang tid er der gået siden det sidst lykkedes at overraske Valdés? Det husker jeg ikke engang. Og at Messi, der allerede havde lavet 40 mål og 20 oplæg, blev på nul, selvom han kunne scorer. OK, han scorede i det mindste et. Men det var ikke nok. Målet som Valdés lod gå ind og de mål som Messi ikke scorede er en realitet. Men det er ikke den eneste forklaring på nederlaget på Emirates.

Det er sandt at fodbold er et spil med fejl. Men almindeligvis får disse fejl ikke følger i ni ud af ti kampe. Men jo, det sker i en. Og det var imod Arsenal. For eksempel omkring den anden scoring ved Arshavin. Du ved godt, at ud over at være gode, er de hurtige. Og de dominerer kunsten med kontraangreb. En lang aflevering hen hvor hullet er, og de kan få brudt ikke en kæde, men to. Hvilken metode skal man bruge til at forsvare sig imod det? Spil på off side. Det som for mange udelukkende er et defensivt våben, er for mig på en gang defensivt og offensivt. Offensivt fordi det indsnævrer banen. Defensivt fordi du uden at genere dommeren og uden at gå efter frispark, får afbrudt opspillet. Men alle skal gå efter det samme. Alle skal være opmærksomme.

Det handler om en aflevering eller højest to. En halv meter fremad, ikke bagud, for forsvarsspillerne. Det kan være en spiller, det kan være to eller det kan være tre. Men alle skal gøre det koordineret samt måle med det ene øje hvor den modstander der er længst fremme befinder sig og med det andet kontrollere hvem der kan sende ham en lang bold. Man skal på forhånd komme denne situation i forkøbet. Hvis en svigter eller hvis en føres på vildspor, så bøder alle for det. Det var netop hvad der skete i den spilsituation: en lang bold fra Cesc til Nasri, og så blev off side linjen ikke brudt af ham der var tættest på den franske angriber men af ham der var længst væk.

Små forskelle

Når to kvalitetshold mødes, som evner berøringsspillet og kan spille med korte og lange afleveringer, så bliver forskellene små. For tilskueren bliver det den store gevinst i lotteriet. For trænerne bliver det en duel som ikke bare kan planlægges på tegnebrættet men udvikler sig mens kampen skrider fremad. Fra start spiller Barça med tre midtbanespillere. En var defensiv (Busquets), to var fritspillende (Xavi og Iniesta) og til at finde sammen med alle disse havde man en fri angriber (Messi). Arsenal spillede fra start også med tre midtbanespillere, men to var defensive (Song og Wilshere) og en fritspillende foran (Cesc). Hvad den defensive fase angår, får man flere brikker at flytte med på midtbanen med en angriber (Van Persie), tre midtbanespillere (Nasri, Walcott og Cesc) samt to længere bagude (igen Song og Wilshere).

Var det derfor det gik Barça skidt da kampen startede? Ikke for mig. Og jeg ville ikke tale om boldtyverier (Van Persies to tidlige målchancer, den som Valdés afværgede og den Abidal stødte bort), men om egne boldtab. De spillede den dårligt rundt. Det var hvad det var. For da denne opstartsfase var overstået, holdt de fast ved taktikken og begyndte at løbe efter bolden, i takt med at Barça finjusterede sine afleveringer. At spillet blev forbedret er indlysende, da Song, grundet dette, var på nippet til en udvisning, fordi han altid nåede sent frem. Og det samme gælder for hans holdkammerater.

Det er sandt at Barça kunne have scoret imod Arsenal i første halvleg, men det gjorde man ikke. Og i takt med at anden halvleg skred frem, lavede Wenger en fornuftig ændring. Ud med Song, den mindst boldsikre af alle, og ind med Arshavin. Han gik efter en scoring og opnåede yderligere en. Gevinst og lykketraf på en og samme tid.

Hans drejebog indeholdt ikke noget om at Van Persie skulle overraske Valdés, som han gjorde, men han gik efter kontraangrebet som førte til 2-1. Og det var da Barça så ud til at have fået stivet positionsspillet af, ved at sætte en midtbanespiller mere ind (Keita) på bekostning af en angriber (Villa). Og uden dybde, mister den boldkontrol som du plejer at udvise sin styrke, fordi han ikke er der længere optaget af at finde den spiller som, ved sin blotte tilstedeværelse, fastholder modstanderforsvaret længere bagude.

Tid til det hele

Mellem første og andet opgør i disse ottendedelsfinaler er der tre uger. I mellemtiden er der, med den i søndags, hele fire ligakampe. Jeg ville ikke bekymre mig om hvorvidt Puyol kommer med i returopgøret eller om hvorvidt Arsenal stiller på den ene eller den anden måde. I de kommende dage vil det engelske mandskab holde analytikerne beskæftigede. De andre vil koncentrere sig om det som tæller og har betydning nu. Ligaen. Og ti måneders sæson er nok til 38 ( Liga) + 13 (Champions League) + 9 (Pokal) kampe. Med 60 kampe hvis du når frem til to finaler, er det i orden at du på et eller andet tidspunkt går lidt ned. Og når det er gået som det er gået, med otte ud af ti mulige vundne titler, er de faktiske konsekvenser minimale. Og man har været udsat for andre perioder uden succeser.

Ærespræsidentens klumme: Når folk i hobetal landsholdsudtages, bliver rutinen en anden og man ser at arbejdsrytmen påvirkes. Men at bruge det som undskyldning er for indlysende

Af Johan Cruyff (El Periódico 14. februar 2011)

Barças uafgjorte resultat i Gijón var godt af to grunde. Den mest indlysende, fordi man hentede om så bare et point. Den grund som det måske ikke er så let at få øje på, handler ikke om at lysten var forsvundet eller at der ingen aggressivitet var til stede. Men det er skam en urørlig sandhed: Det er så vanskeligt at spille perfekt! Og hos Barça er forskellen mellem at spille godt og at spille perfekt farten man giver afleveringen eller boldkontrollen eller den direkte aflevering uden boldkontrol. Hvis bolden bevæger sig langsommere, hvis afleveringen eller boldkontrollen ikke bliver så hurtig og præcist anbragt, så kommer forsvarsspilleren over dig. Og hos modstanderne er der mange af den slags forsvarsspillere der lukker sig inde bagude.

Messi imod Sporting Gijón 12. februar 2011

Jeg har læst en statistik. Guardiola har 13 gange stået i spidsen for Barça efter en landskampsrunde. Balancen: fem sejrer, syv uafgjorte resultater og et nederlag. Hos et hold som får rekorder og sejrer på stribe, som får uafgjort en gang imellem og næsten aldrig taber, når der virkelig er noget på spil, er det en procentsats som frontalt afviger fra det som dette hold har udvist i to et halvt år. Er der virkelig en årsag til denne effekt? Den eneste sandhed er, at når folk i hobetal landsholdsudtages, bliver rutinen en anden og man ser at arbejdsrytmen påvirkes.

Og det ved du jo godt, for du har oplevet det. Men at bruge det som undskyldning er for indlysende. Spillede Barça dårligt i Gijón? Ikke for mig. Noget andet er, at man så ikke gjorde alt perfekt, og det fik konsekvenser for den rytme man bevægede bolden rundt med. Og når du har til opgave at finde dine egne defekter, for sådanne er der altid, er det bedre med et uafgjort resultat end med et nederlag. Hvis man havde omsat en af de mange chancer i anden halvleg, ville man nu have talt om holdets store evne til at komme igen. Sådanne havde man faktisk. Derfor blev dette om at der mangler lyst og aggressivitet blæst op. Det var ikke her det gik galt, men ved farten og præcisionen i bold eksekutionen i den offensive fase.

Arsenals hurtighed

Før Sporting – Barça, spillede Arsenal imod Wolverhampton. To nul og to rigtig gode mål af Van Persie. En gang til så løber deres angribere som skudt ud af en kanon. Især Theo Walcott. Hvorfor er engelsk fodbold så attraktivt? Fordi der er så stor intensitet, fordi alle løber i høj fart og fordi både den ene og den anden ikke bare taber bolde men rigtig mange. Det er på grund af boldtab og grundet manglen på evne til at lave mere end to afleveringer i træk, når alle kaster sig efter halsen på alle med lange afleveringer.

Men Barça er hverken engelsk eller har noget med det sidstnævnte at gøre. Der er forskellen. Man er ikke bare i stand til at lave en masse afleveringer i træk, men man gør det, uanset hvor svært det er, tættest muligt på modstanderens felt og længst muligt fra sit eget. Man vil altid tabe nogle bolde. Men hvis Walcott, Arshavin, Van Persie og co. er langt fra Valdés, kan du altid spille på off side og gøre benzinforbruget hos deres turbomotorer mindre, ved at få bolden til at løbe mere.

Ud over at være god og i målform, god med højrebenet, bedre med venstrebenet og fejlfri med hovedet, er Van Persie friskere end nogen anden. Og når det forholder sig sådan, er det grundet hans ankelskader. Den seneste bevirkede at han ikke spillede fra VM til december. Ud over hans kvaliteter og hans tydelige gode form, er onsdagens kamp på The Emirates den næste pligt der følger. Uanset hvilket hold du er fra, så er det knald eller fald i ottendedelsfinalerne i champions League. Det som gør Arsenal anderledes i England er, at man er i stand til at lave mere end tre på hinanden følgende afleveringer.

Fra 2-2 kampen imod Arsenal i London 31. marts 2010

Og man evner at kombinere det med noget så engelsk som de lange afleveringer samt at gå efter ryggen på modstanderholdenes forsvarsspillere. Jeg håber at forskellen kan ses hos Barça. Man skal gøre det lige så enkelt eller enklere end mandskabet fra London. Guardiolas hold er til hver en tid i stand til at spille på modstanderens banehalvdel, til at samle kæderne, til at gøre en enorm bane lille og til at presse med alle sine spillere, hvad end det så er angribere eller forsvarsspillere.

Glem Cesc Fàbregas

Lad os nyde de forskelliges dyder, lad os få syn for hvem der gør den andens fejl mere indlysende og lad Cesc Fábregas være i fred. Sikke en uge man har givet den knægt. Hans fremtid? Hans fremtid er Arsenal. Den er at forsøge at komme videre i Champions League og forsøge at vinde Premier League. Det kommende år? Det vil Gud fortælle os. Nej, undskyld. Det vil Cesc fortælle. Han kan ikke udtale sig nu, for det er ikke tidspunktet. Når det kommer, forlænger han, hvis han vil blive. Og hvis han ikke gør det, så rejser han. Så modtager hans klub en god sum for ham. Den som Arsenal vil have? Den som den klub som sagens kerne vil skifte til vil betale. Spillet er begyndt. Eller rettere sagt, det er blevet genstartet. Men det er fodboldspilleren der bestemmer.

Ærespræsidentens klumme: Det 21. århundredes totalfodbold

Af Johan Cruyff (El Periódico 7. februar 2011)

Vil det nuværende Barça hold sætte en milepæl? Det behøver man ikke spørge om. Man er i fuld sving med det. Man er i gang med at sætte milepælen. Hvis man til maj igen vinder Champions League vil der slet ikke være nogen debat.

Det ville på tre år være to finaler og en semifinale. Er det nok? Mere end det. Uden en titel på Wembley, sågar uden finale, er dette hold allerede i færd med at skrive fodboldhistorie. Ikke længere grundet det antal mål man scorer og grundet de få som man lader gå ind. Heller ikke grundet den samling rekorder der falder som konsekvens af dette. Den virkelige revolution er at gøre det ved at spille som man spiller og udføre det med den fodboldprofil som man har.

En anden detalje. En mindre af slagsen? Det er jo rystende. Det er absolut rigtig stort. Dagen hvor du vinder 3-0 over Atlético Madrid, dagen hvor du undgår det gamle afsindige opgør mellem disse to hold og dagen hvor der falder en historisk rekord går og din træner ser, fæstner sig ved og forklarer at man ikke ved at spille sådan vinder Copa del Rey finalen over Real Madrid. Man skal høre meget før ørene falder af. Det ramte plet, så man stadig koncentrer sig fuldt ud. Desto flere lovprisninger der kommer udefra, desto mere opmærksom skal du altid være på det du gør skidt eller ender med ikke at gøre fuldstændig korrekt

Kan man skrive historie uden altid at vinde? Det tror jeg på at man kan. Nogen og tredive år efter at have tabt VM-finalen i 1974, bliver dette hollandske landshold stadig rost og husket. Begrebet totalfodbold kommer netop fra dette landshold hvor forsvarsspillerne også angreb og angriberne også forsvarede, men som aldrig blev verdensmester. Vi skal have bolden. Det er os der bestemmer. Og det er os der bevæger os. Jeg går imod højre og du går imod venstre. Med en fast 9’er eller med en falsk (fritspillende) 9’er. Positionsspil og boldrytme. Og for at spare kræfter og for at mangedoble bolderobringerne, skal man altid være tæt samlet og altid tæt på modstanderens straffesparksfelt.

Revolutionær taktik

Nogen og tredive år efter, duer totalfodbold stadig for dette Barça hold, hvor vi ser nr. 10 spille som falsk 9’er, den højre back spiller ikke bare som wing men sågar som 9’er og den bedste på dit hold er venstrebacken som forsvarer. Er det det 21. århundredes totalfodbold? For mig duer det. Midterforsvarer (Piqué og Abidal) der spiller bolden op bedre end mange midtbanespillere. Midtbanespillere med en fortræffelig teknik i størrelsen XL (Xavi og Iniesta) som spiller perfekt sammen. Angribere (Pedro, Villa og Messi) der kan optræde som 9’er, 7’er, 11’er og samtidig være de første forsvarsspillere, fordi de ser at dette er hvad der skal gøres i dette øjeblik af kampen. Dette er at revolutionere fodboldspillet. Og i fodboldhistorien har der været få revolutioner.

Først med Dream Team og bagefter med Rijkaard tog vi et skridt fremad. Sacchis Milan gjorde også fremskridt. Men Guardiolas Barça er gået endnu længere. Og jeg insisterer på, at jeg ikke taler om titler. Heller ikke om finaler. Jeg hentyder til, at det kun i visse øjeblikke, kun når en serie vidunderlige sammentræf forekommer (tekniske, spillere, dristige ideer og stilart) kan man tage et skridt fremad. Det kan man godt kalde at genopfinde fodboldspillet. Og dette er kun sket (undskyld, var kun sket) to gange. En med Di Stéfano og Real Madrid, som vandt de fem første Europa Cup turneringer for mesterhold (samt endnu en semifinale og endnu en finale som de ikke vandt). Den anden gang var Ajax der vandt Europa Cuppen for mesterhold i 1971, 1972 og 1973, og det var rygsøjlen hos Tysklands berømmede landshold i 74. Hos Di Stéfanos vidunderlige Real Madrid hold, for det var det, spredte det sig ikke videre til det nationale landshold. Og hvis det kom sent ved EM (Nations Cup) 1964, lod det vente på sig, med gamle elementer der røg ud og nye der kom ind. Det skete derimod hos dette Ajax hold. Og også omkring det aktuelle Barça hold. Man skal bare se på EM og VM slutrunderne fra de seneste to år.

En revolution der har været mulig og som La Roja (det spanske landshold) har nydt gavn af. Og på hvilken måde! Fordi man har kunnet samle mange ting: Et fantastisk hold, tilstedeværelsen af verdens bedste spiller, en modig og fremskridtsvenlig træner samt en gruppe der taktisk og teknisk er fremragende. Så meget at ham som tro at enhver kan spille på dette hold ikke kan tage mere fejl. Og ham der tror at han kan spille som dette hold skal være velkommen til at gøre det. Eller i det mindste til at anvende nogle af dets koncepter.

Ærespræsidentens klumme: Hvor længe Barça kan fortsætte sin stime, afhænger af Real Madrid

Af Johan Cruyff (El Periódico 31. januar 2011)

Jeg vil ikke sige at mesterskabet er afgjort, for sådan forholder det sig ikke. Syv point og bedst indbyrdes er meget, for dette Barça hold plejer ikke at forære noget væk. Men pas på. Ingen bør begrave Real Madrid. Siden den første dag har der været en stor forskel mellem den ene og den anden, men Mourinhos drenge vil forsøge at holde ud, om det så bliver med et handicap, så de stadig kan drømme, når de starter på de sidste seks kampe. Men de har et problem, og det hedder Barça.

Guardiolas drenge er rigtig gode, de ved hvad de spiller om og de er ligeglade med hvor og imod hvem. For hver runde der går, er der en rekord som falder. Den seneste var de 15 ligakampe der blev vundet i træk af Real Madrid holdet med Alfredo di Stéfano og co. Og den er ikke så ringe endda, når den har varet i 50 år. Ikke på grund af en og heller ikke på grund af to men derimod takket mange er holdes gode periode fortsat i så lang tid. Den kollektive præstation er simpelthen fremragende. Og de vinder ikke 1-0. De spiller godt. Så godt at de skaber en overflod af chancer så mange gange, at det ikke bare er fra tid til anden historien beretter om målfester. Der kan gå lang tid, som i Alicante (Hércules), eller der kan gå kort tid, men hvis man efter 21 runder har et snit på tre mål pr. kamp, er det fordi du minimum fabrikerer tre gange så mange målchancer. Og at gøre dette til noget almindeligt, er meget flot.

Mesterskabsstime

Jeg ved ikke om dette Barça hold vil vinde meget eller intet. Der er stadig adskillige måneder til præmieoverrækkelsen. Det jeg faktisk ved, og det ved jeg grundet egen erfaring, er at det slet ikke er let at fortsætte de gode stimer. I fem år som spiller hos Barça var min bedste stime ikke at tabe i 26 ligakampe i træk. Fra min debut imod Granada til den dag hvor vi vandt mesterskabet i Gijón, var der ingen nederlag.

Hvem har tangeret denne uovervindelighedsrekord? Det har Guardiolas Barça hold med 28. Hvornår vil vi igen tabe? Når vi er mestre. Og dem? I Copa del Rey skete det imod Betis, hvor den videre kvalifikation var sikret.

Hvorfor var det 15 og ikke 16 runder i træk d Di Stéfanos Real Madrid hold vandt? Fordi man efter den femtende blev kåret som mester meget tidligt. Hvor længe kan det aktuelle FC Barcelona hold fortsætte sin stime? Det afhænger af Real Madrid. Så længe de hvidklædte holder sig på kort afstand, er Barça så glimrende i stand til ikke at tabe en eneste kamp i ligaen frem til den dag hvor de kåres som mestre.

Og jo. Der er næsten halvdelen tilbage. Og jo. I fodbold er to + to ikke fire. Når det er sagt, så er det op til dig, hvad du kræver af dig selv. Og det er op til den anden. I dette tilfælde Mourinhos Real Madrid. Uanset hvor godt eller dårligt man spiller, med Benzema eller Adebayor, med to defensive midtbanespillere eller tre, så længe Real Madrid holder ud, vil Barça hente point. Enten kommer der en anden pointrekord ud af det Real Madrid høster eller også gør der ikke. I sidste sæson blev det til 99, grundet det som Manuel Pellegrinis Real Madrid fordrede. Hvis Real Madrid holder trit, overskrider man i år de 100 point. Og kun hvis Real Madrid holder trit, overstiger man de 107 mål som Real Madrid lavede dengang med Toshack, Hugo Sánchez’ og la quinta del Buitre. (O.a. Der hentydes til de fem mesterskaber Real Madrid med en generation af primært spillere af egen avl fik i sidste halvdel af 1980erne samt i 1990).

En rigtig beslutning

Igen så henviser jeg til det jeg ved og som jeg har fået bevist. Uanset hvor god du er, så skal Real Madrid altid være tæt på, men altid bag dig. Altid skal de være der, for sådan kan du ikke falde i søvn. Altid bagved, for således bliver det dem der har nerver på.

Pedro scorer i 0-8 kampen imod Almería 20. november 2010.

Et sted jeg ikke har set nerver og faktisk en rigtig beslutning er ved Espanyols salg af to af deres unge spillere. Fordi de er så unge (begge 21 år) og grundet den korte tid de har været på førsteholdet, er det umuligt at den erfaring truppen har skal blive ribbet. Grundet den aktuelle stilling var øjeblikket perfekt. Der var ingen fare på færde og selvtilliden var der. Og det var perfekt for at få regnskabet til at gå op. Med et nyt stadion, som det de har, er der helt sikkert gæld.

En sælgerklub

Der er altid dem der spørger om man burde have ventet en smule mere eller om de indkasserede penge er nok eller ej. Buddene på Dídac Vilà og Víctor Ruiz var som de var. De var sikkert heller ikke de første. Der må være dumpet andre ind tidligere. Bare der kommer flere. Det er et senal om at der stadig kommer kostbarheder fra ungdomsafdelingen og et senal om at det går godt for holdet. Man fæstner sig altid mere ved dig, hvis du er med fremme end hvis du er bagude. Og for mig er Espanyol en klub som skal uddanne og sælge. Det er roden til deres succes. At uddanne, at sælge og erstatte. For det første skal der kun sælges, hvis du ved at du med garanti kan dække pladsen som handlen frigør. For det andet, så sælg for at købe det som der er behov for. I år hentede de Sergio García og beholdt Osvaldo. Og for det tredje, så sælg for at tjene. Det er bedre hvis det er for at tjene penge, end for at dække huller i regnskabet.

Ærespræsidentens klumme: Hvis det med City er sandt, så farvel Alves

Af Johan Cruyff (El Periódico 24. januar 2011)

Barça er et fantastisk hold. Med Dani Alves og uden ham. Er det bedre at have ham med? Selvfølgelig. Er det sandt at han har det tilbud man taler om fra Manchester City? Hvis det forholder sig sådan, skal man slet ikke prøve at standse ham. Og man skal slet ikke vente på at hans kontrakt udløber det kommende år så han fritstilles. Han skal sælges, og så er den ikke længere. Ingen tvivler på hvad han er værd. Ingen sætter spørgsmålstegn ved hans kvaliteter. Det er grundet disse, og hans indsats på dette Barça hold, at man tilbyder ham det som man siger at man tilbyder ham. To millioner euro brutto mere pr. sæson end det bedste tilbud fra Barça? Hvis det forholder sig sådan, er det en af de mest klare forhandlingssituationer. Tak, farvel og held og lykke. Af hele hjertet. Det er en handel der fuldstændig ligner sagen om Touré Yaya.

Guardiola ønsker at Alves bliver. Ligesom med Touré. Men det kan bare ikke blive sådan. Det kan ikke være sådan. Den afrikanske midtbanespiller rejste og efterlod en overgangssum på 22 millioner euro. Vær opmærksom på at han blev belønnet som den bedst betalte i Premier League. Og her taler vi om Messi cifre. Uanset hvilke kvaliteter han havde, og som han faktisk havde, og uanset hvor vigtig han var, kunne Barça aldrig ligestille Messi og Touré lønmæssigt. Til at starte med var den sportslige vurdering af den ene og af den anden ikke den samme. Yderligere er spillereglerne ikke de samme for Barça som for City. En klub skal betale ud fra hvad den tjener.

Et spil uden regler

Når en klub som Manchester City kommer til dig og bare sådan uden vider sprænger din løn, så er kampen afgjort. Uanset hvor du kigger hen og om du kigger igen, så åbner den anden oliehanen en smule mere, og så er det bare forbi. Retfærdigt eller ej. Så enkelt er det bare.

Spilleren er ikke filmens skurk fordi han har fået det tilbud som han har, hvis det er sandt. Jeg insisterer på, at det er klubben heller ikke, fordi man ikke matcher det der tilbydes udefra. Sådan er omstændighederne bare. Barça gav ham allerede under den gamle ledelse et tilbud om forlængelse, som spilleren afviste. Under den nuværende ledelse har Barça igen givet ham et tilbud om forlængelse som er afslået. Efter hvad jeg læser, er de to meget enslydende. De er i henhold til Barças lønskala. Messi er nummer 1. Niveau 2: Xavi, Iniesta og Villa. Niveau 3: Piqué, Puyol, Valdés og meget snart Busquets. Klubben ser dig på niveau 3. Det er dér man ser dig. Og for mig er det korrekt. Vil du være på niveau 2? Det er din ret, men jeg fornemmer at du ønsker det sådan, fordi andre tilbyder dig denne sum. Selvom du er vigtig, er din rolle på holdet ikke til at du fortjener dette.

På samme måde som jeg ikke diskuterer hvad Alves er værd, diskuterer jeg det heller ikke angående Bojan. Når man er angriber, som han er, vil man altid vurderer ham ud fra om han scorer eller ej. Og da han i år ikke scorer eller scorer mindre, har han ikke samme værdi. Når Guardiola har ham i truppen, som ikke just er bred, er det fordi han ser ting hos ham ud over målscoring. Og jeg ser dem også hos ham.

Man kan sagtens stå fast på at der ikke er en plads på førsteholdet til Bojan. Han er bare 20 år gammel. Og han er allerede med på verdens bedste hold der har tre angribere som Pedro, Messi og Villa. De har deres kvaliteter og spiller fast. De gør det så godt, at det for ham der kommer ind en gang imellem er vanskeligt at gå i spænd med dem.

Det gode ved Bojan

Når han ikke scorede i Sevilla i pokalturneringen imod Betis, var det ikke hans skyld. Det var fordi hans holdkammerater traf forkerte beslutninger på de sidste meter. Han bevægede sig godt, men han fik ikke bolden. Fodbold er et holdspil, og sådan forholder det sig især hos dette Barça mandskab. Bojan har demonstreret ved ikke så få lejligheder, at han kan udfolde sig på forskellige offensive pladser.

Fortilfældet

Sidste år, mens han spillede fast, da Pep satsede på at tage Ibrahimovic ud og sætte Bojan ind i den afgørende del af sæsonen, ydede han. Og presset på ham kunne ikke blive større. Atter engang, så satte man pris på ham, netop fordi han scorede. Ikke grundet de andre ting han gjorde på fodboldbanen i løbet af denne del af sæsonen, hvor han kunne spille hyppigt. Og det var sammen med de bedste. Barça blev slået ud i semifinalerne i Champions League med Bojan i startopstillingen. Han scorede et mål som, hvis det ikke var blevet annulleret, måske havde kvalificeret Barça til finalen på Bernabéu. Det er slet ikke værst at have ham som fjerde angriber.

Hovedside om Cruyff